Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/51

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
23
Ptolemæos.

kunde heraf ſlutte, at den germaniſke Indvandring allerede da i det Væſentlige havde fundet Sted[1].

En Beſtyrkelſe paa og nærmere Oplysning om hvad her er fremſat, faa vi hos den berømte Geograph Ptolemæos, hvis Syſtem ſiden blev lagt til Grund for alle geographiſke Underſøgelſer gjennem mange Aarhundreder ligetil Middelalderens Ende. Ptolemæos ſkrev ikke meget ſildigere end Tacitus, man regner mellem 125 og 135 e. Chr. Han var videnſkabelig Geograph af Fag, og ſkrev i Alexandria, Videnſkabelighedens daværende Hovedſæde. Han havde vel neppe ſaamegen Anledning til ſelv at ſee og gjøre Opdagelſer, ſom Tacitus, men paa den anden Side maatte hans Granſken være mere alſidig, og han har neppe ſparet nogen Flid for at indſamle ſaa paalidelige og nye Efterretninger ſom muligt. Hans Karter, der endnu ledſage Udgaverne af hans Verker, viſe ogſaa ſtore Fremſkridt fra hvad man tidligere havde. Britannien er hos ham ikke paa langt nær ſaa tæt ved Spanien, ſom den forhen fremſtilledes; den jydſke Halvø antydes, ſaavelſom Bøjningen af Oceanets, det vil her ſige Øſterſøens, Kyſt mod Nord; han har derhos i ſit Verk nøjagtigt angivet ethvert vigtigere Punkts Længde og Brede. Men ogſaa hos ham ere Nordeuropas Dele ſtrakte for langt ud mod Øſt; Britannien danner ſaaledes en lang Spids mod Nordøſten; den jydſke Halvø gaar ogſaa i nordøſtlig Retning, og de ved den liggende Øer (de af ham ſaakaldte ſkandiſke, i hvilke man gjenkjender de danſke Øer og Skaane, der endnu anſaaes for en Ø), ere komne altfor nær ved Weichſelens Munding. Dette maa man erindre, for ret at forſtaa hans egne og de paa hans Syſtem byggede Angivelſer.

Ptolemæos begrændſer Germanien ved Rhinen i Veſt, Oceanet i Nord, og Weichſelen i Øſt; han opregner førſt Indbyggerne i det egentlige Tydſkland, ved hvilke vi her ej behøve at opholde os nærmere. Paa Halſen af den ſaakaldte kimbriſke Halvø ſætter han Saxerne, paa Halvøen ſelv Siguler, Sabalinger, Kobander, Chaler, Funduſer, Charuder og Kimbrer; Langobarderne henfører han til de midlere Elb-Egne. I Nærheden af Weichſel ſætter han Rutiklier og Bugunter (Burgunder), og mellem demm de føromtalte Ælvæer (Æluæones). Øſtenfor den kimbriſke Halvø ligge de fire ſkandiſke Øer, af hvilke den ſtørſte, der egentlig heder Skandia,, ligger ved Mundingen af Weichſel; den beboes i Veſt af Chædiner, i Øſt af Faver og Firæſer, i Syd af Guter og Daukier, i Midten af Leuouer. Det europæiſke Sarmatien begrændſes mod Nord af det ſar-

  1. Om de af Plinius anførte Navne Cyltpenus, Latris, Lagnus (der umiskjendelig have germaniſk Klang), ſaavelſom Baltia, der minder om det ældgamle Navn Belti eller Beltisſund paa Storebelt, er det for den nærværende Underſøgelſe overflødigt at yttre os.