Gaut-albs, Gaut-alvs), der allerede fra de ældste Tider dannede en saare vigtig Grændse-Inddeling i Norden, og Plinius’s Hillevier, Tacitus’s Helveer, Ptolemæos’s Æluæer blive da neppe nogen andre end Indbyggerne nær ved denne Elv, de i fordums Dage hos os saakaldte Elfbúar.
Blandt Øer i de britanniske Farvande nævner Plinius, som vi have seet, Thule, Scandia, Dumna, Bergi og Nerigon. Hans Thule er endnu det samme som Pytheas’s; Scandia er det samme som Skandinavia; Dumna, der og kunde læses Dunnia, leder Tanken hen paa Duney eller Dynjey, oprindelig Dunj-ey, den nuværende Dønnø eller Dønnesø i Nordland; Bergi er et fuldkomment germanisk og tillige oldnorsk Navn, og Nerigon mindre unegteligt om Noregr. Rigtigheden af disse Sammenstillinger maa staa ved sit Værd; men saameget erfarer man dog ved at holde Mela’s, Plinius’s og Tacitus’s Beretninger om Germanerne sammen, at den hele Strækning fra den herkyniske Skov og nordefter, hiinsides Østersøen og saa langt op i den nordiske Halvø, som Romerne kunde opspørge, var beboet af Germaner, af hvilke Goter nævnes ved Østersøen og Svier, (Svear, Svensker, Suiones) længer nordligt; at den sydlige Deel af Halvøen allerede paa Melas Tid havde det samme Navn, som den endnu bærer; endelig at Germanernes Besiddelser begrændsedes mod Vest af keltiske Folkeslag, Rhinen og Oceanet, men mod Øst af skythosarmatiske Folkeslag, der paa den Tid, fra hvilken Mela havde sine Efterretninger, endnu tildeels sad vestenfor Weichsel, men paa Plinius’s og Tacitus’s Tid vare trængte bagenfor denne, saa at Weichselen nu dannede Germaniens Østgrændse. Denne Omstændighed, i Forbindelse med de føromtalte Antydninger til at keltiske Folkeslag tidligere end Germanerne beboede Nordtydskland, vidner om at Germanerne maa have trængt sig ind mellem Kelterne og Skythosarmaterne, og at de efterhaanden have spredet sig længer baade mod Vest, Øst og Syd, indtil de her standsedes først ved vilde Skovstrækninger, siden ved Romernes Vaaben. Men derved opstaar ogsaa en Forestilling om, at Germanerne ej kunne være komne til Tydskland lige fra Østen, langs Østersøens Kyst, men at de maa være komne fra Norden, nærmest fra Skandia eller Skandinavia og over de i dens Nærhed liggende Øer[1]. Der opstaar tillige en endnu sterkere Formodning om at Pytheas’s Guttones og Mentonomon ere at søge paa det skandiske Fastland eller de nærliggendr Øer. I saa Fald havde Goterne paa Pytheas’s Tid allerede besat de Egne, hvor de senere gjenfindes, og man
- ↑ Ogsaa Navnet „Markomanner“ d. e. Grændsemænd, paa et af de østligst boende tydske Folk vidner om en Fremtrængen ikke fra Østen, men mod Østen. Marker kaldte man idetmindste senere ikke de indre, eller tidligst erobrede Egne, men de yderste, som man sildigst havde besat og frarevet Naboerne.
