Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/50

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
22
Goter i Skandinavien.

Gaut-albs, Gaut-alvs), der allerede fra de ældſte Tider dannede en ſaare vigtig Grændſe-Inddeling i Norden, og Plinius’s Hillevier, Tacitus’s Helveer, Ptolemæos’s Æluæer blive da neppe nogen andre end Indbyggerne nær ved denne Elv, de i fordums Dage hos os ſaakaldte Elfbúar.

Blandt Øer i de britanniſke Farvande nævner Plinius, ſom vi have ſeet, Thule, Scandia, Dumna, Bergi og Nerigon. Hans Thule er endnu det ſamme ſom Pytheas’s; Scandia er det ſamme ſom Skandinavia; Dumna, der og kunde læſes Dunnia, leder Tanken hen paa Duney eller Dynjey, oprindelig Dunj-ey, den nuværende Dønnø eller Dønnesø i Nordland; Bergi er et fuldkomment germaniſk og tillige oldnorſk Navn, og Nerigon mindre unegteligt om Noregr. Rigtigheden af disſe Sammenſtillinger maa ſtaa ved ſit Værd; men ſaameget erfarer man dog ved at holde Mela’s, Plinius’s og Tacitus’s Beretninger om Germanerne ſammen, at den hele Strækning fra den herkyniſke Skov og nordefter, hiinſides Øſterſøen og ſaa langt op i den nordiſke Halvø, ſom Romerne kunde opſpørge, var beboet af Germaner, af hvilke Goter nævnes ved Øſterſøen og Svier, (Svear, Svenſker, Suiones) længer nordligt; at den ſydlige Deel af Halvøen allerede paa Melas Tid havde det ſamme Navn, ſom den endnu bærer; endelig at Germanernes Beſiddelſer begrændſedes mod Veſt af keltiſke Folkeſlag, Rhinen og Oceanet, men mod Øſt af ſkythoſarmatiſke Folkeſlag, der paa den Tid, fra hvilken Mela havde ſine Efterretninger, endnu tildeels ſad veſtenfor Weichſel, men paa Plinius’s og Tacitus’s Tid vare trængte bagenfor denne, ſaa at Weichſelen nu dannede Germaniens Øſtgrændſe. Denne Omſtændighed, i Forbindelſe med de føromtalte Antydninger til at keltiſke Folkeſlag tidligere end Germanerne beboede Nordtydſkland, vidner om at Germanerne maa have trængt ſig ind mellem Kelterne og Skythoſarmaterne, og at de efterhaanden have ſpredet ſig længer baade mod Veſt, Øſt og Syd, indtil de her ſtandſedes førſt ved vilde Skovſtrækninger, ſiden ved Romernes Vaaben. Men derved opſtaar ogſaa en Foreſtilling om, at Germanerne ej kunne være komne til Tydſkland lige fra Øſten, langs Øſterſøens Kyſt, men at de maa være komne fra Norden, nærmeſt fra Skandia eller Skandinavia og over de i dens Nærhed liggende Øer[1]. Der opſtaar tillige en endnu ſterkere Formodning om at Pytheas’s Guttones og Mentonomon ere at ſøge paa det ſkandiſke Faſtland eller de nærliggendr Øer. I ſaa Fald havde Goterne paa Pytheas’s Tid allerede beſat de Egne, hvor de ſenere gjenfindes, og man

  1. Ogſaa Navnet „Markomanner“ d. e. Grændſemænd, paa et af de øſtligſt boende tydſke Folk vidner om en Fremtrængen ikke fra Øſten, men mod Øſten. Marker kaldte man idetmindſte ſenere ikke de indre, eller tidligſt erobrede Egne, men de yderſte, ſom man ſildigſt havde beſat og frarevet Naboerne.