af Dacien. Vistnok har Tacitus hørt, at Svierne bo „i selve Havet“, og at der hiinsides Svierne er et andet Hav, i hvilket man efter Beskrivelsen gjenkjender Pytheas’s og Plinius’s Iishav nærmest Thule; men denne paalideligere Beretning, har han, bildet i forudfattede Forestillinger, ej ret kunnet anvende til disses Berigtigelse; han har ikke formaaet at indsee, at Sviernes Land „i Havet“ er at søge længer mod Nord, ej mod Øst. Overhoved maa han og hans Samtid have tænkt sig, at alle Dele af de nordiske Fastlande, om hvilke de ikke udtrykkelig erfarede at de laa paa Skandinavien, – og det kunde blot gjelde om de sydligste – maatte være at henføre til Egnene nærmest i Øst for Weichsel. Det bliver endog vanskeligt at bestemme, ved hvilket af de hos Tacitus i det østlige Tydskland nævnte Folk man skal antage at Opregnelsen af de Nord for Østersøen boende Nationer begynder.
En Oplysning i denne Henseende frembyder dog Plinius. Blandt Scandinavias Beboere anfører han nemlig kun Hilleviernes Folk. At dette er det samme som Tacitus’s Helveker, en Underafdeling af Lygierne, kan man saameget mindre tvivle om, som den sildigere Geograph Ptolemæos (hvorom nedenfor) sætter Æluæerne imellem to i Nærheden af Weichselen boende Folk, altsaa paa samme Sted, hvor Tacitus har Helvekerne; dette viser, at man istedetfor Helvecones bør læse Helveones eller Helveiones; og alle tre Navnes Identitet bliver saaledes indlysende, især naar man veed, at Romerne ofte i et germanisk Navn gjengav det virkelige H med Ch, men brugte simpelt H, hvor Navnet egentlig begynder med en Vocal. Et Folk, som Plinius – og aabenbar efter bestemte Efterretninger – sætter paa Scandinavia, sætter altsaa Tacitus i Egnene nordenfor Böhmen, ved Weichselen. Deraf synes man at skulle slutte, at ogsaa Goter, Ruger og Lemovier ere at søge hiinsides Østersøen.
Det bliver tillige mere end sandsynligt, at Elven Guttalus, hvilken Plinius nævner som den østligste germaniske Hovedelv og hiinsides Weichselen, ligeledes er at søge paa den nordiske Halvø. Thi Weichselen nævnes jo selv som Germanernes Østgrændse, med Undtagelse af at Skirer og Hirrer efter Plinius’s Mening synes at have boet østenfor den tilligemed Sarmater og Veneder. Dog fremstiller sig her atter Sandsynligheden af, at disse selvsamme Skirer og Hirrer just ere de Folk, i hvis Nabolag Plinius havde hørt, at Guttalus-Elven skulde flyde, og naar man hermed sammenholder, at Rugerne, hvilke, efter hvad vi ovenfor have seet, ifølge Tacitus snarere ere at henføre til de nuværende nordiske, end til de tydske Lande, hos Skribenter fra de næstpaafølgende Aarhundreder somoftest nævnes i Forbindelse med Skirerne, bliver det næsten indlysende, at baade Skirer og Hirrer med samt Elven Guttalus ere at søge paa det skandinaviske Fastland. Men man kan da ikke undlade at tænke paa Gaut-Elven eller Gøt-Elven (hvilket Navn i den ældste Sprogform maa have lydt omtrent Gaut-albi eller
