Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/49

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
21
Falſke Foreſtillinger ined Henſyn til Norden.

af Dacien. Viſtnok har Tacitus hørt, at Svierne bo „i ſelve Havet“, og at der hiinſides Svierne er et andet Hav, i hvilket man efter Beſkrivelſen gjenkjender Pytheas’s og Plinius’s Iishav nærmeſt Thule; men denne paalideligere Beretning, har han, bildet i forudfattede Foreſtillinger, ej ret kunnet anvende til disſes Berigtigelſe; han har ikke formaaet at indſee, at Sviernes Land „i Havet“ er at ſøge længer mod Nord, ej mod Øſt. Overhoved maa han og hans Samtid have tænkt ſig, at alle Dele af de nordiſke Faſtlande, om hvilke de ikke udtrykkelig erfarede at de laa paa Skandinavien, – og det kunde blot gjelde om de ſydligſte – maatte være at henføre til Egnene nærmeſt i Øſt for Weichſel. Det bliver endog vanſkeligt at beſtemme, ved hvilket af de hos Tacitus i det øſtlige Tydſkland nævnte Folk man ſkal antage at Opregnelſen af de Nord for Øſterſøen boende Nationer begynder.

En Oplysning i denne Henſeende frembyder dog Plinius. Blandt Scandinavias Beboere anfører han nemlig kun Hilleviernes Folk. At dette er det ſamme ſom Tacitus’s Helveker, en Underafdeling af Lygierne, kan man ſaameget mindre tvivle om, ſom den ſildigere Geograph Ptolemæos (hvorom nedenfor) ſætter Æluæerne imellem to i Nærheden af Weichſelen boende Folk, altſaa paa ſamme Sted, hvor Tacitus har Helvekerne; dette viſer, at man iſtedetfor Helvecones bør læſe Helveones eller Helveiones; og alle tre Navnes Identitet bliver ſaaledes indlyſende, iſær naar man veed, at Romerne ofte i et germaniſk Navn gjengav det virkelige H med Ch, men brugte ſimpelt H, hvor Navnet egentlig begynder med en Vocal. Et Folk, ſom Plinius – og aabenbar efter beſtemte Efterretninger – ſætter paa Scandinavia, ſætter altſaa Tacitus i Egnene nordenfor Böhmen, ved Weichſelen. Deraf ſynes man at ſkulle ſlutte, at ogſaa Goter, Ruger og Lemovier ere at ſøge hiinſides Øſterſøen.

Det bliver tillige mere end ſandſynligt, at Elven Guttalus, hvilken Plinius nævner ſom den øſtligſte germaniſke Hovedelv og hiinſides Weichſelen, ligeledes er at ſøge paa den nordiſke Halvø. Thi Weichſelen nævnes jo ſelv ſom Germanernes Øſtgrændſe, med Undtagelſe af at Skirer og Hirrer efter Plinius’s Mening ſynes at have boet øſtenfor den tilligemed Sarmater og Veneder. Dog fremſtiller ſig her atter Sandſynligheden af, at disſe ſelvſamme Skirer og Hirrer juſt ere de Folk, i hvis Nabolag Plinius havde hørt, at Guttalus-Elven ſkulde flyde, og naar man hermed ſammenholder, at Rugerne, hvilke, efter hvad vi ovenfor have ſeet, ifølge Tacitus ſnarere ere at henføre til de nuværende nordiſke, end til de tydſke Lande, hos Skribenter fra de næſtpaafølgende Aarhundreder ſomofteſt nævnes i Forbindelſe med Skirerne, bliver det næſten indlyſende, at baade Skirer og Hirrer med ſamt Elven Guttalus ere at ſøge paa det ſkandinaviſke Faſtland. Men man kan da ikke undlade at tænke paa Gaut-Elven eller Gøt-Elven (hvilket Navn i den ældſte Sprogform maa have lydt omtrent Gaut-albi eller