Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/48

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
20
Romernes geographiſke Hypotheſer.

for de ſidſtnævnte øſtligſtboende Nationers Naboer, ſkulle regnes til Germanerne eller Sarmaterne, veed han ikke ret med Vished. Fennerne ere aldeles vilde og ſaare fattige.

For ret at forſtaa Plinius’s og Tacitus’s, ſom overhoved de ældre romerſk-græſke Forfatteres Angivelſer, maa man altid have deres Foreſtilling om Europas geographiſke Konfiguration i Tankerne. Deres Karter vare nemlig endnu i det Væſentlige grundede paa Eratoſthenes’s Afridsninger. Middelhavet med dets Arme var, ſom man let vil ſkjønne, ret ordentligt afbildede; men det ſorte Hav ſtrakte ſig for langt mod Nordøſt. Fra Spanien af drog Europas Kyſt ſig for meget i Længden mod Øſt. Frankrigs Nordveſtſpidſe naaede ikke langt nok frem, og Britannien laa Spanien for nær. Britannien ſelv ſtrakte ſig mere i Veſt og Øſt, end i Syd og Nord; Irland tænkte man ſig i Nord for Britannien. Fra Rhinmundingerne, der anlagdes for langt mod Syd, tænkte man ſig Oceanets Kyſt løbende i en øſtlig, endog lidt ſydøſtlig Retning, der ſkulde foreſtille Nordtydſklands Kyſtretning ved Nordſøen og Øſterſøen, men ikke i tilbørlig Afſtand fra Middelhavet; man havde heller ingen Anelſe om at Kyſten ſvingede op mod Nord lidt øſtenfor Weichſel, men fortſatte den omtrent i en Linje fra Danzig til det kaſpiſke Hav, hvilket ſidſte man anſaa for en fra Nord mod Syd indgaaende Arm af Oceanet. Ved Oceanets Kyſt længſt mod Nordøſt ſatte man de riphæiſke Bjerge. Paa Rigtigheden af disſe Angivelſer i det Hele taget tvivlede ikke engang de førſte Videnſkabsmænd; efter dem ſøgte de at lempe de Efterretninger, de fik om nysopdagede Lande, og disſe forudfattede geographiſke Meninger maatte ſaaledes udøve en ſtor Indflydelſe paa deres Fremſtillinger af Landenes Beliggenhed. Men derved maatte ogſaa ſtore Fejl og Forvirringer opſtaa i deslige Fremſtillinger. Hvad de ſelv troede at have erfaret om fjerne Lande maatte endog komme i ligefrem Modſigelſe med de endnu nøjere Beretninger om de ſamme Lande, ſom de middelbart eller umiddelbart fik fra de Indſødte. Naar de ſaaledes enten ſelv, eller fra Kyſtboerne ved Øſterſøen, erfarede, at Skandinavia eller Skandia, et ſtort Land, ſtrakte ſig frem fra Norden ligeoverfor den øſterſøiſke, eller ſom de kaldte det, Oceanets Kyſt, da antoge de det naturligviis for en Ø, thi at det var landfaſt oppe ved Torneaa kunde de aldrig have erfaret. Men naar de tillige hørte om Folk, der beboede Halvøen, at de vare Faſtlandsfolk, og om Floder paa Halvøen, at de vare Floder paa et Faſtland, da maatte de tænke ſig dette Faſtland i Flugt med det øvrige, altſaa det nordtydſke Faſtland, og Goterne, Svierne, Siterne og Fennerne, ſom de ſkulde tænke ſig i en Række nordefter paa begge Sider af og ovenfor Botnhavet, tænkte de ſig følgelig øſtefter langs Kyſten, hvorved Fennerne kom til at faa deres Sæde omtrent ved det nuværende Smolenſk, og til at blive Naboer af Peukinerne, der antoges at bo i Nærheden