for de sidstnævnte østligstboende Nationers Naboer, skulle regnes til Germanerne eller Sarmaterne, veed han ikke ret med Vished. Fennerne ere aldeles vilde og saare fattige.
For ret at forstaa Plinius’s og Tacitus’s, som overhoved de ældre romersk-græske Forfatteres Angivelser, maa man altid have deres Forestilling om Europas geographiske Konfiguration i Tankerne. Deres Karter vare nemlig endnu i det Væsentlige grundede paa Eratosthenes’s Afridsninger. Middelhavet med dets Arme var, som man let vil skjønne, ret ordentligt afbildede; men det sorte Hav strakte sig for langt mod Nordøst. Fra Spanien af drog Europas Kyst sig for meget i Længden mod Øst. Frankrigs Nordvestspidse naaede ikke langt nok frem, og Britannien laa Spanien for nær. Britannien selv strakte sig mere i Vest og Øst, end i Syd og Nord; Irland tænkte man sig i Nord for Britannien. Fra Rhinmundingerne, der anlagdes for langt mod Syd, tænkte man sig Oceanets Kyst løbende i en østlig, endog lidt sydøstlig Retning, der skulde forestille Nordtydsklands Kystretning ved Nordsøen og Østersøen, men ikke i tilbørlig Afstand fra Middelhavet; man havde heller ingen Anelse om at Kysten svingede op mod Nord lidt østenfor Weichsel, men fortsatte den omtrent i en Linje fra Danzig til det kaspiske Hav, hvilket sidste man ansaa for en fra Nord mod Syd indgaaende Arm af Oceanet. Ved Oceanets Kyst længst mod Nordøst satte man de riphæiske Bjerge. Paa Rigtigheden af disse Angivelser i det Hele taget tvivlede ikke engang de første Videnskabsmænd; efter dem søgte de at lempe de Efterretninger, de fik om nysopdagede Lande, og disse forudfattede geographiske Meninger maatte saaledes udøve en stor Indflydelse paa deres Fremstillinger af Landenes Beliggenhed. Men derved maatte ogsaa store Fejl og Forvirringer opstaa i deslige Fremstillinger. Hvad de selv troede at have erfaret om fjerne Lande maatte endog komme i ligefrem Modsigelse med de endnu nøjere Beretninger om de samme Lande, som de middelbart eller umiddelbart fik fra de Indsødte. Naar de saaledes enten selv, eller fra Kystboerne ved Østersøen, erfarede, at Skandinavia eller Skandia, et stort Land, strakte sig frem fra Norden ligeoverfor den østersøiske, eller som de kaldte det, Oceanets Kyst, da antoge de det naturligviis for en Ø, thi at det var landfast oppe ved Torneaa kunde de aldrig have erfaret. Men naar de tillige hørte om Folk, der beboede Halvøen, at de vare Fastlandsfolk, og om Floder paa Halvøen, at de vare Floder paa et Fastland, da maatte de tænke sig dette Fastland i Flugt med det øvrige, altsaa det nordtydske Fastland, og Goterne, Svierne, Siterne og Fennerne, som de skulde tænke sig i en Række nordefter paa begge Sider af og ovenfor Botnhavet, tænkte de sig følgelig østefter langs Kysten, hvorved Fennerne kom til at faa deres Sæde omtrent ved det nuværende Smolensk, og til at blive Naboer af Peukinerne, der antoges at bo i Nærheden
