Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/47

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Egnene nærmeſt Rhinen. Denne Inddeling grunder han paa et ældgammelt germaniſk Kvad, der indeholdt, at Guden Tuisko, fød af Jorden, og hans Søn Mann, vare Folkets Ophav og Stiftere; at Mann havde tre Sønner, efter hvilke hine tre Afdelinger (for hvis Stamfædre de da rimeligviis antoges) fik Navn. Han angiver imidlertid ikke nærmere, hvilke Folk der henførtes til hver af hine tre Afdelinger. Derimod bruger han ſenere, man ſkulde næſten tro ved en Misforſtaaelſe, Fællesbenævnelſen Svever om alle de Folkeſlag, der boede i den øſtlige og nordøſtlige Halvdeel af Landet. Han begynder nemlig med at omtale Folkene i Nærheden af Rhinen (Iſtæverne), hvoriblandt de fra Chatterne udvandrede Bataver, dernæſt Chatterne ſelv, Uſipier, Tenkterer, Brukterer, derefter Chamaver og Angrivarer, Dulgibiner og Chaſvarer, endelig Friſer, fra Rhinmundingerne til Oceanet. Der, vedbliver han, viger Landet i en ſtor Bøjning mod Norden; her bo førſt Chaukerne, Friſernes Naboer, i en lang Strækning lige til Chatterne; ved Siden af de to ſidſtnævnte Folk (øſtenfor) bo Cheruſker og Foſer; ved hiin ſamme Bugt eller Vig af Havet Kimbrer, nu kun en liden Bygd. Derpaa begynde de ſveviſke Folk, førſt Semner, de ældſte og ædleſte, der i en hellig Skov have et Offerſted, hvilke alle Folk af ſamme Blod beſøge ved Afſendinger; efter dem følge Langobarder; derpaa Reudigner, Avier, Angler, Variner, Eudoſer, Svarder og Vuither, der i Fællesſkab dyrke Nerthus d. e. Moder-Jord, hvis Helligdom er i en Lund paa en Ø i Oceanet; om denne beretter han ſaare merkelige Ting, hvilke vi ſenere komme til at omhandle. Denne Deel af Sveverlandet ftrækker ſig ind i de ubekjendtere Dele af Germanien. Nærmere Romerne bo Hermundurer, ved Elbens Udſpring, øſtenfor dem Markomanner, der have indtaget Bojernes fordums Hjem (Böhmen), og Kvaderne; bagenfor (d. e. nordenfor) dem Gothiner og Oſer, hine af galliſk, disſe af pannonifk (illyrifk) Herkomſt. Nu følger en Bjergaas, bagenfor hvilken bo lygiſke Folk, nemlig Arier, Helveker, Manimer, Elyſier, Naharvaler, der ogſaa have en hellig Lund, hvor Caſtor og Pollux dyrkes uden Billedſtøtter, under Navn af Alcer; hiinſides (nordenfor) Luygierne Goterne (Gotones), nærmeſt dem, ved Oceanet, Rugier og Lemovier; efter dem følge, i Oceanet ſelv, Svierne (Suiones), der foruden ved deres Krigere og Vaaben ogſaa ere mægtige ved deres Flaade; hiinſides Svierne er et andet, trægt og næſten ubevægeligt Hav, hvor Solens Gjenſkin ſees om Natten, hvor man tror at høre Gudernes Stemme, og ſee deres Skikkelſer og Straalekrands (Nordlyſet?). Længer, ſiger han, naar ikke Naturen (d. e. den ſkabte Verden). Men paa højre, d. e. øſtlige Side af det ſveviſke Hav, bo Æſtyerne, hvor Ravet forefindes; og til Svierne grændſe Siterne (Sitones), der beherſkes af en Kvinde. Her ender Svevien. Om Peukiner eller Baſtarner, Veneder og Fenner, hvilke Tacitus ſaaledes anſeer