Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/46

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


fandt Rav (glesum) der; de Indſødte kalde den Auſtravia[1]. Ved hele dette Hav ligetil Scaldis (Schelde) bo germaniſke Nationer. Germanerne beſtaa, ſiger han, af fem Hoved-Stammer: Vindiler, Ingæver eller Ingvier, Iſtæver nærmeſt Rhin, Herminer midt i Landet, og Peukiner ſamt Baſtarner nærmeſt Dacien. Til Vindilerne høre Burgunder, Variner, Kariner, Gutter (Guttones), til Ingæverne, Kimbrer, Teutoner og Chauker; til Iſtæverne høre Sicambrerne, til Herminerne høre Svever, Hermundurer, Chatter, Cheruſker. En Sammenligning med den bedre underrettede Tacitus viſer dog, at Plinius har fejlet i at regne Peukinerne eller Baſtarnerne med Beſtemthed til Germanerne, og at ligeledes Vindilerne ej kunne have dannet en Afdeling for ſig, men maa gaa ind under en anden Hovedafdeling, nemlig den ingæviſke, ſom Plinius ſelv desuden lidt ovenfor kalder den førſte fra Øſten regnet, altſaa den øſtligſte. Han opregner fra Øſt mod Veſt de i Nordhavet faldende Hovedfloder, Guttalus, Viſtula (Weichſel), Albis (Elben), Viſurgis (Weſer), Amiſius (Ems), Rhenus (Rhin), Moſa (Maas). Oderfloden har han overſprunget. Inde i Landet er den herkyniſke Højdeſtrækning Derpaa omtales Britannien og Hibernien med de omliggende Øer. Yderſt af alle bekjendte Øer er Thule; dog nævnes ogſaa andre Øer, Scandia, Dumna, Bergi og ſtørſt af alle Nerigon, hvorfra man ſejler til Thule.

Vi komme endelig til Tacitus, der har efterladt et eget, med Rette berømt og højt anſeet, Skrift over Tydſkland. Han ſkrev omtrent et Snees Aar efter Plinius’s Død, og havde ſelv, deels ved egne Rejſer, deels gjennem ſin Svigerfader Agricola, foruden gjennem ſaa mange andre Forretningsmænd og Videnſkabsmænd, med hvilke han maa have ſtaaet i Forbindelſe, Anledning til at erhverve de bedſte og meſt authentiſke Efterretninger om Nordeuropa, ſom paa hans Tid ſtode til Romernes Raadighed. Men Tacitus’s Hoved-Henſigt var at beſkrive det germaniſke Folk og udhæve dets primitive Simpelhed i Modſætning til Romernes Overforfinelſe; det laa ej i hans Plan at beſkrive Landet ſelv, og hans Skrift indeholder derfor ikke mange geographiſke Notitſer. Det er derfor vigtigere med Henſyn til Kulturhiſtorien og Underſøgelſen om den oldgermaniſke Samfundsudvikling, end i geographiſk og ethnographiſk Henſeende. At det imidlertid, ret forſtaaet, ogſaa i denne Retning giver ſaare værdifulde Oplysninger, vil man let kunne begribe.

Tacitus inddeler, ſom vi ovenfor have viiſt, Germanerne i de tre Hovedſtammer Ingæver, nærmeſt Oceanet, Herminer, midt i Landet, (altſaa mellem Ingæverne og Rhinen), og Iſtæverne, der ifølge Plinius beboede

  1. D. e. ligefrem „Øſterø“ af Auſtar, Øſt, og avi, Ø.