Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/554

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
526
Harald Haarfagre.

Frihed. Aude led Skibbrud ved Vikarskeid nær ved Ølvus-Aaens Munding, da hun kom til Island; hun begav sig over til sin Broder Helge paa Kjalarnes, for at opholde sig hos ham, og han indbød hende til sig med Halvdelen af hendes Folk. Dette fandt hun smaaligt, og vilde ikke modtage Indbydelsen, men drog til Bjørn, der kjendte hendes stolte Sindelag bedre, gik hende imøde med sine Huuskarle, og indbød hende til sig med hele hendes Følge. Denne Indbydelse modtog hun, og forblev der om Vinteren. Vaaren efter tog hun Land i Besiddelse rundt om den saakaldte Hvammsfjord, og uddeelte Stykker deraf til sine Ledsagere. Af disse fik Koll den saakaldte Laxaadal, efter hvilken hans Ætlinger kaldtes Laxdølerne; han blev gift med en af Thorstein rødes Døttre, og hans Efterkommere bleve anseede Mænd. Selv opslog Aude sin Bolig paa Hvamm, inderst ved Hvammsfjorden, og boede her med sin Sønnesøn Olaf Feilan til sin Død. Herfra bortgiftede hun de øvrige af Thorstein rødes Døttre, af hvilke en ved Navn Osk egtede Hallstein Thorolfssøn, Thorskefjord-Goden. Aude var christen. Hun lod derfor rejse Kors paa nogle Høje, der kaldtes Korsholene, for ved dem at forrette sin Andagt. I de følgende Generationer, da Christendommen glemtes, bleve disse „Korsholer“ Gjenstand for Overtro og Tilbedelse. Aude var en stolt og kraftig Kvinde, høj af Væxt og før. Da Olaf Feilan var bleven voxen og skulde gifte sig, gjorde hun et prægtigt Bryllupsgilde paa Hvamm, hvortil alle deres talrige Frænder vare indbudne. Hun var da saa gammel, at hun kun plejede at tilbringe nogle faa Timer midt paa Dagen paaklædt, og i denne Tid give de nødvendige Befalinger. Paa den første Gildesdag, da Gjesterne kom, var hun dog tilstede for at modtage dem, og takkede dem fordi de vare komne langvejsfra for at gjøre hendes Huus Ære. Da alle vare skikkede til Sæde, erklærede hun højtideligt, at hun skjenkede Gaarden med hele dens Tilbehør til sin Sønnesøn Olaf. Hun bad Gjesterne at fornøje sig, som de bedst kunde, og gik derpaa med faste Skridt og rank Holdning under alle de Tilstedeværendes Beundring ud af Salen til sit Sovekammer. Næste Dag, da Olaf vilde see til hende, fandt han hende siddende død oppe ved hendes Leje. Han fortalte det til de forsamlede Gjester, som med Rette beundrede det stolte Væsen, hun lige til sin Død havde formaaet at iagttage; nu blev hendes Arveøl og Olafs Bryllup højtideligholdt under eet. Den sidste Gildesdag blev hun efter sit forhen yttrede Ønske begraven ude paa Stranden, hvor den ved Flodtid overskylledes af Vandet, fordi hun, som christen, ej vilde ligge i uindviet Jord[1]. Olaf Feilan blev en mægtig Høvding;

  1. Laxdøla Saga Cap. 7. Landnáma II. 15–19. Landn. stemmer ikke ganske med Laxdøla; denne kalder Aude „Unn“, og lader hende efter hendes Død blive højlagt. Efter Landn. skal hun ogsaa selv i Gildet have forudsagt sin Død, og at dette skulde være hendes Arveøl.