Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/554

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
526
Harald Haarfagre.

Frihed. Aude led Skibbrud ved Vikarſkeid nær ved Ølvus-Aaens Munding, da hun kom til Island; hun begav ſig over til ſin Broder Helge paa Kjalarnes, for at opholde ſig hos ham, og han indbød hende til ſig med Halvdelen af hendes Folk. Dette fandt hun ſmaaligt, og vilde ikke modtage Indbydelſen, men drog til Bjørn, der kjendte hendes ſtolte Sindelag bedre, gik hende imøde med ſine Huuskarle, og indbød hende til ſig med hele hendes Følge. Denne Indbydelſe modtog hun, og forblev der om Vinteren. Vaaren efter tog hun Land i Beſiddelſe rundt om den ſaakaldte Hvammsfjord, og uddeelte Stykker deraf til ſine Ledſagere. Af disſe fik Koll den ſaakaldte Laxaadal, efter hvilken hans Ætlinger kaldtes Laxdølerne; han blev gift med en af Thorſtein rødes Døttre, og hans Efterkommere bleve anſeede Mænd. Selv opſlog Aude ſin Bolig paa Hvamm, inderſt ved Hvammsfjorden, og boede her med ſin Sønneſøn Olaf Feilan til ſin Død. Herfra bortgiftede hun de øvrige af Thorſtein rødes Døttre, af hvilke en ved Navn Oſk egtede Hallſtein Thorolfsſøn, Thorſkefjord-Goden. Aude var chriſten. Hun lod derfor rejſe Kors paa nogle Høje, der kaldtes Korsholene, for ved dem at forrette ſin Andagt. I de følgende Generationer, da Chriſtendommen glemtes, bleve disſe „Korsholer“ Gjenſtand for Overtro og Tilbedelſe. Aude var en ſtolt og kraftig Kvinde, høj af Væxt og før. Da Olaf Feilan var bleven voxen og ſkulde gifte ſig, gjorde hun et prægtigt Bryllupsgilde paa Hvamm, hvortil alle deres talrige Frænder vare indbudne. Hun var da ſaa gammel, at hun kun plejede at tilbringe nogle faa Timer midt paa Dagen paaklædt, og i denne Tid give de nødvendige Befalinger. Paa den førſte Gildesdag, da Gjeſterne kom, var hun dog tilſtede for at modtage dem, og takkede dem fordi de vare komne langvejsfra for at gjøre hendes Huus Ære. Da alle vare ſkikkede til Sæde, erklærede hun højtideligt, at hun ſkjenkede Gaarden med hele dens Tilbehør til ſin Sønneſøn Olaf. Hun bad Gjeſterne at fornøje ſig, ſom de bedſt kunde, og gik derpaa med faſte Skridt og rank Holdning under alle de Tilſtedeværendes Beundring ud af Salen til ſit Sovekammer. Næſte Dag, da Olaf vilde ſee til hende, fandt han hende ſiddende død oppe ved hendes Leje. Han fortalte det til de forſamlede Gjeſter, ſom med Rette beundrede det ſtolte Væſen, hun lige til ſin Død havde formaaet at iagttage; nu blev hendes Arveøl og Olafs Bryllup højtideligholdt under eet. Den ſidſte Gildesdag blev hun efter ſit forhen yttrede Ønſke begraven ude paa Stranden, hvor den ved Flodtid overſkylledes af Vandet, fordi hun, ſom chriſten, ej vilde ligge i uindviet Jord[1]. Olaf Feilan blev en mægtig Høvding;

  1. Laxdøla Saga Cap. 7. Landnáma II. 15—19. Landn. ſtemmer ikke ganſke med Laxdøla; denne kalder Aude „Unn“, og lader hende efter hendes Død blive højlagt. Efter Landn. ſkal hun ogſaa ſelv i Gildet have forudſagt ſin Død, og at dette ſkulde være hendes Arveøl.