Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/549

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
521
Island. Landnamsmænd. Skallagrim.
24. De fornemſte Landnamsmænd.


Det laa i Sagens Natur, at de Nybyggere, der tidligſt kom til Island, ogſaa havde det frieſte Valg med Henſyn til Stedet, hvor de nedſatte ſig, og Udſtrækningen af de Stykker Land, de toge i Beſiddelſe. De førſte Nybyggere ſynes og at have benyttet ſig ſaa godt ſom de kunde af dette frie Valg, thi det varede ikke meget længe, førend Søkyſterne og de bedſte, nærmeſt Søen liggende Dalfører vare fordeelte imellem enkelte ſtore Grundejere, ſom viſtnok ſenere tillode andre at nedſætte ſig i deres Diſtrikter, men i de fleſte Tilfælde ſikkert ikke uden mod at erkjende dem ſelv ſom Høvdinger, og ſig ſom deres Thingmænd. Da Søkyſten og de nedre Dale vare optagne, opſøgtes de fra Søen fjernere, indre Dalſtrøg; men da disſe ikke naaede langt, efterſom hele det indre Island er en uoverſeelig Steenørken, opſtod der ſnart Mangel paa ubeſat Land. Derover opſtod der Klage, og, merkeligt nok, Afgjørelſen deraf blev overladt Harald Haarfagre: en Omſtændighed, hvoraf det ſkulde ſynes, ſom om hans Herredømme eller fyrſtelige Værdighed endnu efter Udvandringen vedblev at erkjendes af Nordmændene. Han beſtemte, at ingen ſkulde tage mere Land, end hans Skibsfolk kunde fare om med Ild paa een Dag. Dette ſkulde ſkee paa den Maade, at man ſkulde gjøre op en Ild, naar Solen ſtod op; derpaa en anden, ikke længer borte, end man kunde ſee den førſte, og ſaaledes videre, indtil Solens Nedgang[1]. Med Henſyn til Kvinder vedtoges det, at de ej ſkulde kunne tilegne ſig ſtørre Strækning, end de paa en Vaardag mellem Solopgang og Soleglad kunde lede en to Aars Kvige eller et halvvoxent Nød. Man kan ſaaledes med Henſyn til Islands Bebyggelſe ſkjelne mellem to Hovedperioder; den førſte, i hvilken Landet fordeeltes mellem de førſt ankomne Nybyggere i ſtore Diſtrikter, og den anden, i hvilken Nybyggerne deels maatte nøje ſig med mindre Stykker, deels ſøge til de indre Egne, deels nedſætte ſig paa allerede taget Land, deels ogſaa kjøbe ſig Ejendomme. Den førſte Periode tilhører ſom det ſynes, de førſte ti eller højſt tyve Aar efter Hafrsfjordsſlaget (872—892); den anden den øvrige Deel af Haralds Regjeringstid og de nærmeſte Aar efter hans Død; man regner nemlig, at Øens fuldſtændige Bebyggelſe medtog 60 Aar[2].

En af de Nybyggere, der allerførſt boſatte ſig paa Island efter Ingulf, og ſom tilegnede ſig et af de videſte Diſtrikter, var Skallagrim. Det er allerede omtalt, hvorledes han i Aaret 878, efter ſit uheldige Beſøg hos Kongen, beſluttede at drage til Island med ſin gamle Fader Kjeldulf, ſin hele Familie, ſine Undergivne og mange af ſine Venner; hvorledes han paa

  1. Landnáma V. 1.
  2. Landnáma V. 15.