Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/547

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
519
Islands Bebyggelſe.

Hafrsfjordſlaget[1] og tolv Aar efter Haralds Regjeringstiltrædelſe, altſaa i 874. I dette Aar blev ſaaledes Island allerførſt bebygget. Deres tidligere Rejſe ſkulde efter nogle Angivelſer have fundet Sted 6 Aar forud, eller i Harald Haarfagres 6te Regjeringsaar, hvilket dog ikke ſtemmer med den ovenanførte Fortælling, ifølge hvilken der i det højeſte kun kan have været tre Aar mellem deres førſte og anden Rejſe. Hiin maa derfor have fundet Sted 871. Dette bliver ogſaa nødvendigt at antage af den Grund, at Islands Opdagelſe, ſom ovenfor viiſt, ikke kan være indtruffen før 867; til Naddodds, Gardars og Fløkes Rejſer maa man, hvor nær efter hinanden man end lader dem foregaa, mindſt regne to Aar; og da der vel ogſaa idetmindſte gik et Aars Tid hen derefter, inden Ingulf foretog ſin førſte Rejſe kan denne ſaaledes ej have fundet Sted før 870 eller 871.

Ingulf og Hjørleif ſejlede tilſammen, indtil de fik Øje paa Island, da tabte de hinanden af Sigte. Da Ingulf ſaa Land, kaſtede han ſine Andveges-Suler ud med en Paakaldelſe til Gilderne om Held, og med det højtidelige Løfte at han vilde opſlaa ſin Bolig der, hvor disſe Søjler drev i Land. Denne Maade, ſaa at ſige at lade Guderne ſelv udviſe det Sted, hvor man ſkulde nedſætte ſig, efterlignedes ogſaa af de fleſte øvrige Nybyggere, ſom kom til Island, og man maa næſten antage, at det har været en Skik, ſom fra umindelige Tider har herſket hos vore Forfædre og vedligeholdt ſig i Erindringen fra den Tid, da Norge ſelv bebyggedes. Ingulf landede førſt ved det høje Forbjerg ſydøſtligſt i Landet, der efter ham har faaet Navnet Ingulfshøfde. Hjørleif derimod blev af Vind og Strøm dreven længer mod Veſten; hans Vandbeholdning gik op, og de irſke Trælle gave nu det Raad at man ſkulde knade Meel og Smør ſammen og ſpiſe det, hvilket de kaldte „Minnthak“[2]; thi deraf, ſagde de, tørſtede man mindre. Det ſkede, men imidlertid kom der Regn, ſaa Minnthaket blev overflødigt og begyndte at mugne; derfor kaſtede de det overbord, og det drev i Land paa et Sted, der endnu kaldes Minnthaks-Øre. Hjørleif landede endelig ved den ſydligſte Spids af Landet, der efter ham er kaldet Hjørleifshøfde; her var en lille Fjord, hvor han løb ind og begyndte at oprejſe to Stuebygninger, den ene paa 18, den anden paa 19 Favnes Længde. Her opholdt han ſig om Vinteren; om Vaaren vilde han ſaa Korn, og da han kun havde een Oxe, lod han ſine irſke Trælle drage Arden, medens han ſelv og hans øvrige Folk vare beſkjeftigede med at tømre Huſene. En af Trællerne, Dubhthach, foreſlog nu ſine Staldbrødre at de ſkulde dræbe Oxen og indbilde Hjørleif at en Bjørn havde ſlaaet den; naar da Hjørleif og hans Folk ſpredte ſig ad for at lede efter Bjørnen, ſkulde de enkeltviis anfalde og

  1. Landnáma I. 6.
  2. Af det gaeliſke minn d. e. Meel.