Hafrsfjordslaget[1] og tolv Aar efter Haralds Regjeringstiltrædelse, altsaa i 874. I dette Aar blev saaledes Island allerførst bebygget. Deres tidligere Rejse skulde efter nogle Angivelser have fundet Sted 6 Aar forud, eller i Harald Haarfagres 6te Regjeringsaar, hvilket dog ikke stemmer med den ovenanførte Fortælling, ifølge hvilken der i det højeste kun kan have været tre Aar mellem deres første og anden Rejse. Hiin maa derfor have fundet Sted 871. Dette bliver ogsaa nødvendigt at antage af den Grund, at Islands Opdagelse, som ovenfor viist, ikke kan være indtruffen før 867; til Naddodds, Gardars og Fløkes Rejser maa man, hvor nær efter hinanden man end lader dem foregaa, mindst regne to Aar; og da der vel ogsaa idetmindste gik et Aars Tid hen derefter, inden Ingulf foretog sin første Rejse kan denne saaledes ej have fundet Sted før 870 eller 871.
Ingulf og Hjørleif sejlede tilsammen, indtil de fik Øje paa Island, da tabte de hinanden af Sigte. Da Ingulf saa Land, kastede han sine Andveges-Suler ud med en Paakaldelse til Gilderne om Held, og med det højtidelige Løfte at han vilde opslaa sin Bolig der, hvor disse Søjler drev i Land. Denne Maade, saa at sige at lade Guderne selv udvise det Sted, hvor man skulde nedsætte sig, efterlignedes ogsaa af de fleste øvrige Nybyggere, som kom til Island, og man maa næsten antage, at det har været en Skik, som fra umindelige Tider har hersket hos vore Forfædre og vedligeholdt sig i Erindringen fra den Tid, da Norge selv bebyggedes. Ingulf landede først ved det høje Forbjerg sydøstligst i Landet, der efter ham har faaet Navnet Ingulfshøfde. Hjørleif derimod blev af Vind og Strøm dreven længer mod Vesten; hans Vandbeholdning gik op, og de irske Trælle gave nu det Raad at man skulde knade Meel og Smør sammen og spise det, hvilket de kaldte „Minnthak“[2]; thi deraf, sagde de, tørstede man mindre. Det skede, men imidlertid kom der Regn, saa Minnthaket blev overflødigt og begyndte at mugne; derfor kastede de det overbord, og det drev i Land paa et Sted, der endnu kaldes Minnthaks-Øre. Hjørleif landede endelig ved den sydligste Spids af Landet, der efter ham er kaldet Hjørleifshøfde; her var en lille Fjord, hvor han løb ind og begyndte at oprejse to Stuebygninger, den ene paa 18, den anden paa 19 Favnes Længde. Her opholdt han sig om Vinteren; om Vaaren vilde han saa Korn, og da han kun havde een Oxe, lod han sine irske Trælle drage Arden, medens han selv og hans øvrige Folk vare beskjeftigede med at tømre Husene. En af Trællerne, Dubhthach, foreslog nu sine Staldbrødre at de skulde dræbe Oxen og indbilde Hjørleif at en Bjørn havde slaaet den; naar da Hjørleif og hans Folk spredte sig ad for at lede efter Bjørnen, skulde de enkeltviis anfalde og
