dighed, som har bragt Kongesagaernes Nedskrivere til at dvæle ved dette Sagn; det har rimeligviis ogsaa holdt sig i den norske Kongeæt som et Familiesagn[1]. Men da man neppe kan antage, at et for Kongeætten saa lidet smigrende Sagn kunde have været opbevaret, uden at nogen Sandhed laa til Grund derfor, maa man formode, at Kongen virkelig under et Ophold paa Oplandene har haft et saadant Kjærligheds-Æventyr, og ladet sig bedaare af en Pige af ringe Herkomst, maaskee endog Datter af en omvankende Mand af finsk Æt, og at han har været saa fængslet af hende, at han en Tidlang, (rigtignok ej saa længe, som Sagnet beretter), har tilsidesat alvorligere Sysler, men at hans Mænd ikke have kunnet forklare det paa anden Maade, end saaledes, at hun skulde have forhexet ham ved en Elskovsdrik. Haralds Sønner med Snefrid hed Sigurd Rise, Gudrød Ljome, Halfdan Haalegg (d. e. Høj-Læg) eller Haaføta, og Ragnvald Rettelbeine. Han skal, fortælles der, da han atter kom til sin Fornuft, i Vrede have jaget dem fra sig, men være bevæget af Skalden Thjodolf af Hvin, der havde opfostret Gudrød, til at tage dem til Naade igjen[2].
Da Harald var 40 Aar gammel, altsaa henved 890, vare allerede flere af hans Sønner voxne. De begyndte at ærgre sig over, at Jarlerne, og ikke de, skulde have Forleninger og Land at raade over, og enkelte af dem besluttede, som man seer, selv at tage sig til Rette. Snefrids Sønner synes at have været de, der først begyndte at yppe alvorlige Uroligheder, idet to af dem, Halfdan Haalegg og Gudrød Ljome, en Vaar droge mod den gamle mægtige Ragnvald Mørejarl, omringede Huset, hvori han opholdt sig, uden at han merkede det, og brændte ham inde med 60 Mand. Dette var denne fortjente Mands saare uværdige Endeligt. Kong Harald blev og meget fortørnet derover, og drog strax med en overlegen Styrke mod Gudrød, der havde taget Jarledømmet i Besiddelse. Gudrød gav sig paa Naade og Unaade, og slap derfor med Livet, men blev strax sendt tilbage til Thjodolf paa Agder, medens Kongen til Jarl over Møre udnævnte Thore den
- ↑ Det fortælles fuldstændigt i Snorres Harald Haarfagres Saga, Cap. 25, og Ágrip, Cap. 4, 5. Men Snefrid nævnes som de fire nævnte Sønners Moder ogsaa i Ol. Tryggv. S. Cap. 7, i Ol. d. Hell. S. Cap. 1 og i Flatøbogen (Upphaf &c. Cap. 1). I den upaalidelige „Hauk Haabroks Thaatt“, ligeledes optagen i Fatøbogen, tales der og om Snefrid og Svase, men lidt forskjelligt fra Snorres Fortælling. Det heder der at Svase var en Dverg, og fortryllede Kongens Sind saaledes at han forelskede sig i Finnepigen Snefrid; at der efter hendes Død blev bredt over hende en Blæje, Svase havde givet Kongen, og hvori der var saa megen Trolddom skjult, at den hindrede hendes Lig fra at raadne i tre Aar. Harald skal have digtet en Draape om hende, hvoraf et Vers anføres. Og ifølge denne Beretning er det Egil Uldserk, ikke Thorleif, som raader til at bytte Klæder under Liget (Fornm. S. X. 207. 208).
- ↑ Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 26.
