Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/542

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
514
Harald Haarfagre.

dighed, ſom har bragt Kongeſagaernes Nedſkrivere til at dvæle ved dette Sagn; det har rimeligviis ogſaa holdt ſig i den norſke Kongeæt ſom et Familieſagn[1]. Men da man neppe kan antage, at et for Kongeætten ſaa lidet ſmigrende Sagn kunde have været opbevaret, uden at nogen Sandhed laa til Grund derfor, maa man formode, at Kongen virkelig under et Ophold paa Oplandene har haft et ſaadant Kjærligheds-Æventyr, og ladet ſig bedaare af en Pige af ringe Herkomſt, maaſkee endog Datter af en omvankende Mand af finſk Æt, og at han har været ſaa fængſlet af hende, at han en Tidlang, (rigtignok ej ſaa længe, ſom Sagnet beretter), har tilſideſat alvorligere Sysler, men at hans Mænd ikke have kunnet forklare det paa anden Maade, end ſaaledes, at hun ſkulde have forhexet ham ved en Elſkovsdrik. Haralds Sønner med Snefrid hed Sigurd Riſe, Gudrød Ljome, Halfdan Haalegg (d. e. Høj-Læg) eller Haaføta, og Ragnvald Rettelbeine. Han ſkal, fortælles der, da han atter kom til ſin Fornuft, i Vrede have jaget dem fra ſig, men være bevæget af Skalden Thjodolf af Hvin, der havde opfoſtret Gudrød, til at tage dem til Naade igjen[2].

Da Harald var 40 Aar gammel, altſaa henved 890, vare allerede flere af hans Sønner voxne. De begyndte at ærgre ſig over, at Jarlerne, og ikke de, ſkulde have Forleninger og Land at raade over, og enkelte af dem beſluttede, ſom man ſeer, ſelv at tage ſig til Rette. Snefrids Sønner ſynes at have været de, der førſt begyndte at yppe alvorlige Uroligheder, idet to af dem, Halfdan Haalegg og Gudrød Ljome, en Vaar droge mod den gamle mægtige Ragnvald Mørejarl, omringede Huſet, hvori han opholdt ſig, uden at han merkede det, og brændte ham inde med 60 Mand. Dette var denne fortjente Mands ſaare uværdige Endeligt. Kong Harald blev og meget fortørnet derover, og drog ſtrax med en overlegen Styrke mod Gudrød, der havde taget Jarledømmet i Beſiddelſe. Gudrød gav ſig paa Naade og Unaade, og ſlap derfor med Livet, men blev ſtrax ſendt tilbage til Thjodolf paa Agder, medens Kongen til Jarl over Møre udnævnte Thore den

  1. Det fortælles fuldſtændigt i Snorres Harald Haarfagres Saga, Cap. 25, og Ágrip, Cap. 4, 5. Men Snefrid nævnes ſom de fire nævnte Sønners Moder ogſaa i Ol. Tryggv. S. Cap. 7, i Ol. d. Hell. S. Cap. 1 og i Flatøbogen (Upphaf &c. Cap. 1). I den upaalidelige „Hauk Haabroks Thaatt“, ligeledes optagen i Fatøbogen, tales der og om Snefrid og Svaſe, men lidt forſkjelligt fra Snorres Fortælling. Det heder der at Svaſe var en Dverg, og fortryllede Kongens Sind ſaaledes at han forelſkede ſig i Finnepigen Snefrid; at der efter hendes Død blev bredt over hende en Blæje, Svaſe havde givet Kongen, og hvori der var ſaa megen Trolddom ſkjult, at den hindrede hendes Lig fra at raadne i tre Aar. Harald ſkal have digtet en Draape om hende, hvoraf et Vers anføres. Og ifølge denne Beretning er det Egil Uldſerk, ikke Thorleif, ſom raader til at bytte Klæder under Liget (Fornm. S. X. 207. 208).
  2. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 26.