Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/541

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
513
Kongens Huſtruer. Ragnhild. Snefrid.

at om end den mægtigſte Konge i Verden bejlede til hende, holdt hun ſig dog for god til at lade ſig nøje med den tredivte Deel af hans Kjærlighed. De tilſtedeværende Kvinder og Mænd gave ſig til at ſpotte Sendebudene, ſigende at Kongen af Jylland ikke var bange for Haralds Hær, at det ikke havde ſtort at betyde, om Harald havde faret omkring indenlands og ſtredet med Smaabønder, og at de danſke Ravne og Ørne længe kunde ſidde og ſulte, hvis de ſkulde vente paa, at Harald holdt noget ordentligt Slag. Dog ſamtykkede hun tilſidſt i at give Harald ſin Haand, ſaafremt han forbandt ſig til at afſkedige alle ſine forrige Koner og Friller. Hertil bekvemmede ogſaa Harald ſig, lod dem alle drage hjem til deres Frænder, ſendte Bud efter Ragnhild, og holdt Bryllup med hende. Efter Nogles Sigende ſkal det kun have været 9 Koner, Harald ſaaledes gav Afſked; Thjodolf eller Hornklove, der i ſit Kvad omtaler dette, nævner „holmrygſke“ (rogalandſke) hørdſke, heinverſke (hedemarkſke) og haalogalandſke Piger, hvilke Kongen gav Slip paa, da han tog den danſke Huſtru[1]. Harald og Ragnhild havde en Søn, der efter Morfaderen opkaldtes Erik, ſenere bekjendt under Tilnavnet „Blodøxe“; Kongen betragtede ham ſom den fornemſte blandt ſine Sønner. Ragnhild levede kun tre Aar efterat hun kom til Norge[2], og Harald begyndte da igjen at leve med forſkjellige Koner eller Friller. En af dem var den ſkjønne Snefrid, med hvilken han blev kjendt ved et Julegilde paa Tofte i Gudbrandsdalen. Efter det herom opbevarede Sagn ſkulde hun have været en Datter af Finnen eller Jøtnen Svaſe, ſom ved dette Gilde fik Kongen til at beſøge ham i hans Gamme, hvor han fik Snefrid at ſee, og efter at have tømt et Bæger Mjød, hun rakte ham, blev ſaa raſende forelſket i hende, at han ſtrax vilde have hende til Huſtru, og fæſtede hende endnu ſamme Dag. Han elſkede hende, fortælles der, med en Kjærlighed, ſom grændſede til Vanvid, ſaa at han i flere Aar kun levede for hende og forſømte baade ſit Rige og ſin Værdighed; da hun, efter at have født ham fire Sønner, døde endnu ganſke ung, og hendes Lig ikke forandrede Farve eller gik i Forraadnelſe, ſkal han have ſiddet ved hendes Leje i tre Aar, i Haab om at hun vilde levne op igjen. Alle hans Mænd beklagede ham ſom vanvittig, indtil Thorleif ſpake endelig overtalte ham til at lade hendes Lig flytte, for at Klæderne kunde ſkiftes under det; da ſkal Liget med eet være ſunket hen i Forraadnelſe, ſaaat det i Haſt maatte brændes, og Kongen kom til Fornuft igjen. Da det i Tidens Løb juſt blev den fra Snefrid nedſtammende Linje af Haralds Efterkommere, ſom beklædte Norges Throne, maa man antage, at det er denne Omſtæn-

  1. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 21. Flatøbogen (Upphaf &c. Cap. 8), ſiger at Harald ſkilte ſig ved 10 Koner og 20 Friller.
  2. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 21.

Munch. Det norſke Folks Hiſtorie. I.