at om end den mægtigste Konge i Verden bejlede til hende, holdt hun sig dog for god til at lade sig nøje med den tredivte Deel af hans Kjærlighed. De tilstedeværende Kvinder og Mænd gave sig til at spotte Sendebudene, sigende at Kongen af Jylland ikke var bange for Haralds Hær, at det ikke havde stort at betyde, om Harald havde faret omkring indenlands og stredet med Smaabønder, og at de danske Ravne og Ørne længe kunde sidde og sulte, hvis de skulde vente paa, at Harald holdt noget ordentligt Slag. Dog samtykkede hun tilsidst i at give Harald sin Haand, saafremt han forbandt sig til at afskedige alle sine forrige Koner og Friller. Hertil bekvemmede ogsaa Harald sig, lod dem alle drage hjem til deres Frænder, sendte Bud efter Ragnhild, og holdt Bryllup med hende. Efter Nogles Sigende skal det kun have været 9 Koner, Harald saaledes gav Afsked; Thjodolf eller Hornklove, der i sit Kvad omtaler dette, nævner „holmrygske“ (rogalandske) hørdske, heinverske (hedemarkske) og haalogalandske Piger, hvilke Kongen gav Slip paa, da han tog den danske Hustru[1]. Harald og Ragnhild havde en Søn, der efter Morfaderen opkaldtes Erik, senere bekjendt under Tilnavnet „Blodøxe“; Kongen betragtede ham som den fornemste blandt sine Sønner. Ragnhild levede kun tre Aar efterat hun kom til Norge[2], og Harald begyndte da igjen at leve med forskjellige Koner eller Friller. En af dem var den skjønne Snefrid, med hvilken han blev kjendt ved et Julegilde paa Tofte i Gudbrandsdalen. Efter det herom opbevarede Sagn skulde hun have været en Datter af Finnen eller Jøtnen Svase, som ved dette Gilde fik Kongen til at besøge ham i hans Gamme, hvor han fik Snefrid at see, og efter at have tømt et Bæger Mjød, hun rakte ham, blev saa rasende forelsket i hende, at han strax vilde have hende til Hustru, og fæstede hende endnu samme Dag. Han elskede hende, fortælles der, med en Kjærlighed, som grændsede til Vanvid, saa at han i flere Aar kun levede for hende og forsømte baade sit Rige og sin Værdighed; da hun, efter at have født ham fire Sønner, døde endnu ganske ung, og hendes Lig ikke forandrede Farve eller gik i Forraadnelse, skal han have siddet ved hendes Leje i tre Aar, i Haab om at hun vilde levne op igjen. Alle hans Mænd beklagede ham som vanvittig, indtil Thorleif spake endelig overtalte ham til at lade hendes Lig flytte, for at Klæderne kunde skiftes under det; da skal Liget med eet være sunket hen i Forraadnelse, saaat det i Hast maatte brændes, og Kongen kom til Fornuft igjen. Da det i Tidens Løb just blev den fra Snefrid nedstammende Linje af Haralds Efterkommere, som beklædte Norges Throne, maa man antage, at det er denne Omstæn-
- ↑ Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 21. Flatøbogen (Upphaf &c. Cap. 8), siger at Harald skilte sig ved 10 Koner og 20 Friller.
- ↑ Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 21.
Munch. Det norske Folks Historie. I.