derom. Da udrustede Haakon en Hær af Thrønder og Haaleyger, og drog sydefter for at angribe Atle. Denne mødte ham i Stavangfjorden eller Stavenæsvaag paa Fjale, hvor de leverede hinanden et heftigt Slag. Atle sejrede, men blev dødelig saaret. Haakon Jarl blev slagen og faldt. Atle blev bragt til den efter ham opkaldte Atle-Ø, hvor han efter fem Dages Forløb døde af sine Saar[1]. Atles Søn Haastein – hans to andre Sønner vare, som i det Følgende vil sees, allerede dræbte i Striden mod Ingulf og Leif, Islands første Kolonister – søgte at holde sig i Herredømmet efter ham, indtil Kong Harald og Haakons Søn Sigurd, der fulgte efter sin Fader i Jarleværdigheden, samlede en Hær imod ham. Da maatte Haastein forlade Landet, og tog ligeledes sin Tilflugt til Island.
Ragnvald Mørejarl ansaaes som Kongens kjæreste Ven og nød de største Æresbeviisninger af ham: Exempel herpaa have vi allerede seet i Overdragelsen af Orknøerne og Hjaltland. Dette kunde dog ikke beskytte hans Søn Rolf mod Kongens Vrede, da han overtraadte de af Kongen fastsatte Bestemmelser med Hensyn til Landefreden. Rolf begyndte tidlig at drage paa Vikingetog; han var saa stor og sterk, at ingen Hest kunde bære ham, og
- ↑ Saaledes fortælle Fagrskinna (Cap. 11) og Flatøbogen (Upphaf &c. Cap. 5) denne Begivenhed. Snorre (Harald Haarfagres Saga Cap. 13) siger kun at Haakon, efter at have faaet Firdafylke, ogsaa paa egen Haand fordrede at Atle skulde indrømme ham Sogns der nævnes intet om Fordrivelsen af de kongelige Hirdmænd. Der er overhoved meget usikkert i hele denne Beretning. Thi da Landnáma omtaler flere Folk fra Sogn, som maatte flygte fordi de kom i Uenighed med Haakon Jarl, skulde det næsten synes som om han til en Tid bar hersket i Sogn. Hine Sagaer henføre ogsaa Slaget i Stavangfjorden til Tiden strax efter Firdafylkes Erobring, medens det dog er tydeligt af Landnámas Beretninger om de mange, der af Frygt for Haakon Jarls Vrede droge til Island, at det maa have fundet Sted langt sildigere. Der tales endog (II. 29) om en Mand, der kom til Eyjafjorden paa Island, efterat den var bebygget; at han havde en Søn, som senere drog til Norge, hvor han dræbte en af Haakon Jarls Hirdmænd, og at Vebjørn Sygnatrauste, der tog sig af ham, af den Grund faldt i Unaade hos Haakon og maatte flytte til Island; dette kan neppe have fundet Sted før 890 eller 895, og Haakons Død maa altsaa først have fundet Sted omkring 900. Desuden nævner Egils Saga Roald som den, der af Harald strax efter Firdafylkes Erobring indsattes som Jarl. Haakon kan altsaa ikke strax efter Erobringen have faaet det. – Hvad Atle-Øens Navn angaar, da er det meget uvist, om det skriver sig fra Atle; den kaldes nu Hatle-Ø, og kaldtes endogsaa i gamle Tider Hasley (Hassel-Øen), se Snorre Edda. Men hvad der er sikkert, er Slaget i Stavenesvaag eller Stavangfjorden, thi det omtales i et saavel hos Snorre som i Fagrskinna opbevaret Vers af Eyvind Skaldespilders Haaleygjatal, og der siges udtrykkeligt, at Haakon faldt der. – Den egentlige Sammenhæng synes at have været den, at Haakon, efter Roald Jarls Død forlenet med Firdafylke, virkelig for en Tid har fordrevet Atle fra Sogn, og har opkastet sig til Herre her, men er bleven bekriget af Atle og overvunden i Stavangfjorden, hvor dog ogsaa Atle faldt.
