Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/538

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
510
Harald Haarfagre.

hed og Voldſomhed. Alt dette maatte bidrage til end mere at gjøre de friſindede og til Selvraadighed vante Herſer og Bønder Opholdet i Hjemmet utaaleligt, og forøge Udvandrernes og de Udvandringslyſtnes Tal. Af Jarlerne ſynes iſær Haakon Jarl og Atle Jarl at have ſtolet paa deres Venſkab og Slægtſkab med Kongen. Hvorledes Atle Jarls Sønner forſmaaede Svogerſkabet med Ølve Hnuva og efterſtræbte ham, er allerede fortalt. Haakon, ſom allerede havde ſaa ſtore Forleninger, fik ſenere, ſandſynligviis efter Roald Jarls Død, ogſaa Firdafylke, og ſøgte endnu dertil at tilvende ſig Sygnafylke, ſom Atle havde under ſin Beſtyrelſe. Der tales om flere mægtige Mænd, ſom bleve uenige med Haakon Jarl, og af den Grund maatte flytte til Island. Blandt disſe nævnes Thore Thusſeſprange fra Amd paa Haalogaland[1], Lodin Angel fra Engeløen paa Haalogaland[2], Ølve hvite fra Almdal i Vefſen[3], Ørn fra Rogaland, en Slægtning af Geirmund Heljarſkind[4], og Vebjørn Sygnakappe i Sogn[5]. Haakons Indflydelſe har altſaa ſtrakt ſig ligefra Helgeland til Rogaland. Det lykkedes ham endelig, at faa Kongen til at overdrage ham Sygnafylke, men til hans egen Ulykke. Dette fortælles ſaaledes: Kongen plejede, naar der ej var Ufred, ſelv at indfinde ſig paa de Gjeſtebud. Jarlerne vare ſkyldige at gjøre for ham, og der modtage de ham tilkommende Afgifter, hvilket tilſammen kaldtes at tage Veitſler. Han havde da ſædvanligviis 60 Hirdmænd med ſig, uberegnet Jarler og fyrſtelige Perſoner og de, ſom forrettede Opvartning. Men da han i nogle Aar havde ſaa meget andenſteds at beſtille, at han ikke kunde komme til Atle Jarl, ſendte han ſine Mænd iſtedet for ſig; disſe indbøde deres Frænder og Venner til at følge med, og kom ſaaledes med over hundrede uvedkommende Gjeſteri ſit Følge; de opførte ſig desuden meget uſømmeligt, og gjorde megen Uro ved Drikken. Den gamle Atle fandt ſig heri i tre Aar, men i det fjerde ſyntes han det blev for galt, vilde ikke taale Hirdmændenes Overmod, men jog dem fra ſig med Vanære, og bad dem hilſe Kongen, at han enten kunde tage ſine Veitſler ſelv, eller ogſaa Penge i Stedet. Kongen var juſt til Gjeſtebud paa Lade hos Jarlen Haakon Grjotgardsſøn, da hans Mænd kom tilbage fra Atle med denne Beſked. Han blev vred herover, og Haakon benyttede ſig af Lejligheden til at bede om Forleningen over Sogn. Kongen gav ham den, og Kongen ſendte ſtrax Bud til Atle, at han ſkulde fravige den. Men Atle ſagde, at han ej vilde give Slip derpaa, førend han havde talt med Kongen

  1. Landnáma III. 14.
  2. Landnáma III. 17.
  3. Landnáma IV. 1.
  4. Landnáma I. 26.
  5. Landnáma II. 29.