blev anseet for meget uhæderlig, og Ragnvald Jarl klagede over, at hans Sønner ej vilde slægte deres Forfædre paa. Da skal hans ældste Søn, Thore, have tilbudt sig at drage derover. Men Ragnvald skal have afstaaet det, fordi han havde bestemt ham til sin Efterfølger hjemme. Hans anden Søn, Rolf, skal derpaa have tilbudt sig, men heller ikke have faaet Tilladelse til at drage derover, da Faderen, som det heder, troede ham for ærgjerrig og herskesyg til at nøje sig med et saa ubetydeligt Rige[1]. Den tredie Søn, Frillesønnen Rollaug, vilde Faderen ej sende derhen, fordi han troede ham uskikket til at være Krigshøvding. Endelig traadte hans Frillesøn Einar frem, og tilbød sig; jeg er, sagde han, lidet agtet her hjemme, og lover dig, hvis jeg faar nogen Understøttelse, at jeg aldrig skal komme tilbage til Norge, hvilket jeg veed vil være dig meget kjært. Ragnvald, der skammede sig over Einar, fordi han var trælbaaren paa mødrene Side, fandt Behag i dette Tilbud, og gav ham et fuldrustet Langskib. Med dette Skib drog han til Hjaltland, hvor flere Folk samlede sig til ham, for at faa Vikingerne bortjagne. Der nævnes blandt dem, som havde sat sig fast paa Orknø, især to danske Vikinger, Thore Træskeg og Kalf Skurva, de maa altsaa have opkastet sig til Herrer over Øerne. Einar angreb dem og fældte dem efter et heftigt Slag. Derpaa underkastede han sig Øerne, og blev, som der siges, en stor Høvding. Fra ham nedstammede, først i lige Linje, siden paa Kvindesiden, de mægtige og i Skotlands Historie saa indgribende Orknø-Jarler. Einar kaldtes sædvanlig Torv-Einar, fordi han skal have indført den Skik at skære og brænde Torv, da der paa Øerne ej findes nogen Skov. Han var styg og eenøjet, men skarpsynet og meget forstandig[2].
Der fortælles, at da Harald Haarfagre havde fuldendt hele Norges Erobring og var i et Gjestebud hos Ragnvald Jarl, lod han rede sit Haar, der saa længe havde været ukæmmet og uklippet, og derpaa blev det klippet af Ragnvald selv, som ved denne Lejlighed gav Harald det velfortjente Tilnavn Haarfagre istedetfor Øgenavnet Luva, som han hidtil havde baaret. Dette omtales i Snorre Sturlasøns Bearbejdelse af Kongesagaerne efter Haralds Hjemkomst fra Vesterhavstoget, og der tilføjes tillige, at Haralds Haar da havde været uklippet i 10 Aar[3], med andre Ord, at ti Aar vare gangne hen, siden Harald aflagde sit bekjendte Løfte, og begyndte Norges
- ↑ Den rette Grund var dog nok, at baade Rolf og Thore, Jarlens egtefødde Sønner, paa denne Tid ikke vare fuldvoxne, hvilket udtrykkeligt siges i Snorres Harald Haarfagres Saga Cap. 24. Orknø-Jarlernes Historie i Flatøbogen lader Rolf paa den Tid være ude i Viking.
- ↑ Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 37. Flatøbogen, Olaf Tryggvessøns Saga Skaalh. Udg. Cap. 178.
- ↑ Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 23.
