Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/536

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
508
Harald Haarfagre.

blev anſeet for meget uhæderlig, og Ragnvald Jarl klagede over, at hans Sønner ej vilde ſlægte deres Forfædre paa. Da ſkal hans ældſte Søn, Thore, have tilbudt ſig at drage derover. Men Ragnvald ſkal have afſtaaet det, fordi han havde beſtemt ham til ſin Efterfølger hjemme. Hans anden Søn, Rolf, ſkal derpaa have tilbudt ſig, men heller ikke have faaet Tilladelſe til at drage derover, da Faderen, ſom det heder, troede ham for ærgjerrig og herſkeſyg til at nøje ſig med et ſaa ubetydeligt Rige[1]. Den tredie Søn, Frilleſønnen Rollaug, vilde Faderen ej ſende derhen, fordi han troede ham uſkikket til at være Krigshøvding. Endelig traadte hans Frilleſøn Einar frem, og tilbød ſig; jeg er, ſagde han, lidet agtet her hjemme, og lover dig, hvis jeg faar nogen Underſtøttelſe, at jeg aldrig ſkal komme tilbage til Norge, hvilket jeg veed vil være dig meget kjært. Ragnvald, der ſkammede ſig over Einar, fordi han var trælbaaren paa mødrene Side, fandt Behag i dette Tilbud, og gav ham et fuldruſtet Langſkib. Med dette Skib drog han til Hjaltland, hvor flere Folk ſamlede ſig til ham, for at faa Vikingerne bortjagne. Der nævnes blandt dem, ſom havde ſat ſig faſt paa Orknø, iſær to danſke Vikinger, Thore Træſkeg og Kalf Skurva, de maa altſaa have opkaſtet ſig til Herrer over Øerne. Einar angreb dem og fældte dem efter et heftigt Slag. Derpaa underkaſtede han ſig Øerne, og blev, ſom der ſiges, en ſtor Høvding. Fra ham nedſtammede, førſt i lige Linje, ſiden paa Kvindeſiden, de mægtige og i Skotlands Hiſtorie ſaa indgribende Orknø-Jarler. Einar kaldtes ſædvanlig Torv-Einar, fordi han ſkal have indført den Skik at ſkære og brænde Torv, da der paa Øerne ej findes nogen Skov. Han var ſtyg og eenøjet, men ſkarpſynet og meget forſtandig[2].

Der fortælles, at da Harald Haarfagre havde fuldendt hele Norges Erobring og var i et Gjeſtebud hos Ragnvald Jarl, lod han rede ſit Haar, der ſaa længe havde været ukæmmet og uklippet, og derpaa blev det klippet af Ragnvald ſelv, ſom ved denne Lejlighed gav Harald det velfortjente Tilnavn Haarfagre iſtedetfor Øgenavnet Luva, ſom han hidtil havde baaret. Dette omtales i Snorre Sturlaſøns Bearbejdelſe af Kongeſagaerne efter Haralds Hjemkomſt fra Veſterhavstoget, og der tilføjes tillige, at Haralds Haar da havde været uklippet i 10 Aar[3], med andre Ord, at ti Aar vare gangne hen, ſiden Harald aflagde ſit bekjendte Løfte, og begyndte Norges

  1. Den rette Grund var dog nok, at baade Rolf og Thore, Jarlens egtefødde Sønner, paa denne Tid ikke vare fuldvoxne, hvilket udtrykkeligt ſiges i Snorres Harald Haarfagres Saga Cap. 24. Orknø-Jarlernes Hiſtorie i Flatøbogen lader Rolf paa den Tid være ude i Viking.
  2. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 37. Flatøbogen, Olaf Tryggvesſøns Saga Skaalh. Udg. Cap. 178.
  3. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 23.