Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/535

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
507
Sigurd Orknøjarl.

len af Skotland. Over disſe Beſiddelſer herſkede Thorſtein i nogen Tid med Kongetitel, indtil endelig Skoterne, ſom det heder, ſvege og dræbte ham. Det er denne Begivenhed, hvortil de irſke Annaler ſynes at ſigte, naar de fortælle, at Oiſtin, Olafs Søn, Nordmændenes Konge, blev ſvegen og dræbt af Albanerne (de ſydlige Pikter) Aar 874 eller 875[1]. Da Aude erfarede ſin Søns Død, opholdt hun ſig juſt paa Katanæs, hvor hun i al Stilhed lod bygge et Skib, og da det var færdigt, ſejlede hun med alle Thorſteins Børn og flere Venner og Frænder over til Orknøerne, hvor hiin en Tidlang ſynes at have opholdt ſig, indtil hun endelig, ſom nedenfor ſkal omtales, drog til Island. Sigurd Jarl har neppe længe overlevet Thorſtein; hans Endeligt beſkrives paa en meget beſynderlig Maade. Han havde aftalt et Møde med den ſkotſke Maormor Mælbrigda, og det var beſtemt, at hver af dem ſkulde indfinde ſig til Mødet med 40 Mand. Mælbrigda opfyldte Betingelſen punktligt, men Sigurd, der vilde ſvige ham, bragte 80 Mænd med ſig, idet han lod to og to Mænd ſætte ſig paa een Heſt; han havde ſaaledes kun 40 Heſte, og i Fraſtand ſaa det ud ſom om kun een Mand ſad paa hver af dem. Førſt da de kom i Nærheden, opdagede Mælbrigda Forræderiet ved at ſee to Mands-Fødder paa hver Side af hver Heſt. Men det var nu for ſilde; til at flygte var der ej Tid, og han kunde alene opmuntre ſine Mænd til at ſælge deres Liv ſaa dyrt ſom muligt. Sigurd angreb dem og fældte dem alle efter en kort Kamp. Han lod ſine Mænd afhugge de Faldnes Hoveder og fæſte dem ved ſine Stigbøjleremme ſom Sejrstegn; ſelv førte han paa denne Maade Mælbrigdas eget Hoved. Men Mælbrigda havde en udſtaaende Tand, der i hans Levetid havde paadraget ham et Øgenavn; denne Tand kom nu ved et Spring af Heſten til at hugge et Saar i det tykke af Sigurds Læg; Saaret blev ondartet og bragte Sigurd omſider Døden. Han ſynes ikke engang at have faaet Tid til at komme hjem til Orknø, da det fortælles, at han højlagdes paa Ekkials Flodbred[2]. Fortællingen i ſig ſelv maa ſtaa ved ſit Værd; under alle Omſtændigheder er det ſandſynligt, at Skoterne have gjort en almindelig Opſtand, ved hvilken baade Thorſtein og Sigurd ere omkomne. Hans Søn Guthorm fulgte ham ſom Jarl, men overlevede ham kun et Aar, og døde barnløs. Vikinger baade fra Danmark og Norge begyndte igjen at ſætte ſig faſt i Landet. Da Ragnvald Jarl erfarede dette, ſendte han en af ſine Frilleſønner, ved Navn Hallad, med Jarlenavn derhen. Men Hallad ſaa ſig ikke iſtand til at udrette noget mod Vikingerne, der gjorde ham Opholdet paa Øerne ſaa byrdefuldt, at han foretrak at give Slip paa Jarleværdigheden, fraſagde ſig den og vendte ſom Hauld tilbage til Norge. Denne hans Færd

  1. Se ovenfor S. 444.
  2. Flatøbogen, l. c. Cap. 177.