Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/533

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
505
Kongens Veſterhavstog.

ſom ligeledes renſedes for Fiender, og endelig til Syderøerne, hvor han holdt mange Træfninger med Vikingerne, og deels dræbte, deels forjog dem. Han hjemſøgte ogſaa Skotlands Kyſter, og kom lige til Man, hvor Indbyggerne, ſom det fortælles, allerede havde hørt at han var i Vente, og derfor havde taget Flugten til Skotland, ſaa at han fandt Øen tom og ej fik noget Bytte. Dette Tog er merkeligt, fordi de norſke Kongers Herredømme over de veſtlige Øer har ſin Oprindelſe derfra. Harald nøjedes nemlig ikke alene med at herje disſe Øer, men han underkaſtede ſig dem. Han tilegnede ſig, heder det i Kongeſagaerne, Landene ſaa langt veſter ſom ingen af Norges Konger ſiden den Tid har formaaet. I eet af disſe Slag faldt Ivar, en Søn af Ragnvald Mørejarl, der var med ham paa Toget. Som et Slags Erſtatning for Sønnetabet, gav Harald ham paa Tilbagerejſen Orknøerne og Hjaltland, og Ragnvald gav dem igjen med Kongens Samtykke til ſin Broder Sigurd, der var en af Stavns-Kæmperne paa Kongens Skib. Harald gav Sigurd Jarls-Navn, og han blev tilbage for at tage ſit nye Jarledømme i Beſiddelſe[1].

De Vikinger, ſom Harald paa denne Maade havde fordrevet fra Øerne, maa, efter hvad der ovenfor er viiſt, for en ſtor Deel have hørt til den talrige Kreds af Ketil Flatnefs Frænder og Venner. Det er derfor ikke ſandſynligt, hvad der i flere Sagaer fortælles, at denne af Harald ſendtes til Syderøerne for at fordrive de Vikinger, der efter Kongens Tilbagerejſe atter havde ſat ſig faſt der, og at Ketil førſt efter at have gjort ſig til Syderøernes Herre faldt fra, og undlod at betale Kongen Skat. Langt ſandſynligere er en anden Beretning, ifølge hvilken Ketil, ligeſom ſaa mange andre mægtige Nordmænd, forlod Norge og drog til Syderøerne, fordi han vidſte at Kongen var ham fiendſk, og fordi han ej var mægtig nok til at gjøre ham Modſtand[2]. Efter al Sandſynlighed har endog Ketil ſelv været en af de Vikinger, ſom Harald fordrev fra Syderøerne, og ſom efter Kongens Hjemrejſe forſøgte at ſætte ſig faſt der igjen. Dog ſynes disſe Forſøg at have været uheldige. Thi da man erfarer, at alle, eller de fleſte af dem, der hørte til Ketils Frænde- og Venne-Kreds, juſt ved denne Tid flyttede over til det nys opdagede Island, ſynes det, ſom om de ej længere have fundet noget blivende Sted paa Syderøerne og derfor have maattet ſee ſig om efter nye Bopæle. At det maa have været Harald om at gjøre, at forſvare Beſiddelſen af Syderøerne, ſees deraf, at han ligeſaavel her ind-

  1. Snorre, Harald Haarfagres Saga, Cap. 22. Flatøbogen (Upphaf &c.), Cap. 7. Landnáma I. 11. Olaf Tryggvesſøns Saga, Cap. 95.
  2. Saaledes er Beretningen i Laxdølaſaga Cap. 1 og 2. Landnáma derimod, og de Sagaer, der følge den, lade Ketil afſendes af Harald. Men at Ketil maa have været kjendt og anſeet i Syderøerne længe før Haralds Tog, ſkjønnes deraf, at hans Datter Audes og Olaf hvites Søn Thorſtein allerede ſtrax efterat Kongen havde udnævnt Sigurd til Jarl paa Orknø kunde drage paa Krigstog med denne.