som ligeledes rensedes for Fiender, og endelig til Syderøerne, hvor han holdt mange Træfninger med Vikingerne, og deels dræbte, deels forjog dem. Han hjemsøgte ogsaa Skotlands Kyster, og kom lige til Man, hvor Indbyggerne, som det fortælles, allerede havde hørt at han var i Vente, og derfor havde taget Flugten til Skotland, saa at han fandt Øen tom og ej fik noget Bytte. Dette Tog er merkeligt, fordi de norske Kongers Herredømme over de vestlige Øer har sin Oprindelse derfra. Harald nøjedes nemlig ikke alene med at herje disse Øer, men han underkastede sig dem. Han tilegnede sig, heder det i Kongesagaerne, Landene saa langt vester som ingen af Norges Konger siden den Tid har formaaet. I eet af disse Slag faldt Ivar, en Søn af Ragnvald Mørejarl, der var med ham paa Toget. Som et Slags Erstatning for Sønnetabet, gav Harald ham paa Tilbagerejsen Orknøerne og Hjaltland, og Ragnvald gav dem igjen med Kongens Samtykke til sin Broder Sigurd, der var en af Stavns-Kæmperne paa Kongens Skib. Harald gav Sigurd Jarls-Navn, og han blev tilbage for at tage sit nye Jarledømme i Besiddelse[1].
De Vikinger, som Harald paa denne Maade havde fordrevet fra Øerne, maa, efter hvad der ovenfor er viist, for en stor Deel have hørt til den talrige Kreds af Ketil Flatnefs Frænder og Venner. Det er derfor ikke sandsynligt, hvad der i flere Sagaer fortælles, at denne af Harald sendtes til Syderøerne for at fordrive de Vikinger, der efter Kongens Tilbagerejse atter havde sat sig fast der, og at Ketil først efter at have gjort sig til Syderøernes Herre faldt fra, og undlod at betale Kongen Skat. Langt sandsynligere er en anden Beretning, ifølge hvilken Ketil, ligesom saa mange andre mægtige Nordmænd, forlod Norge og drog til Syderøerne, fordi han vidste at Kongen var ham fiendsk, og fordi han ej var mægtig nok til at gjøre ham Modstand[2]. Efter al Sandsynlighed har endog Ketil selv været en af de Vikinger, som Harald fordrev fra Syderøerne, og som efter Kongens Hjemrejse forsøgte at sætte sig fast der igjen. Dog synes disse Forsøg at have været uheldige. Thi da man erfarer, at alle, eller de fleste af dem, der hørte til Ketils Frænde- og Venne-Kreds, just ved denne Tid flyttede over til det nys opdagede Island, synes det, som om de ej længere have fundet noget blivende Sted paa Syderøerne og derfor have maattet see sig om efter nye Bopæle. At det maa have været Harald om at gjøre, at forsvare Besiddelsen af Syderøerne, sees deraf, at han ligesaavel her ind-
- ↑ Snorre, Harald Haarfagres Saga, Cap. 22. Flatøbogen (Upphaf &c.), Cap. 7. Landnáma I. 11. Olaf Tryggvessøns Saga, Cap. 95.
- ↑ Saaledes er Beretningen i Laxdølasaga Cap. 1 og 2. Landnáma derimod, og de Sagaer, der følge den, lade Ketil afsendes af Harald. Men at Ketil maa have været kjendt og anseet i Syderøerne længe før Haralds Tog, skjønnes deraf, at hans Datter Audes og Olaf hvites Søn Thorstein allerede strax efterat Kongen havde udnævnt Sigurd til Jarl paa Orknø kunde drage paa Krigstog med denne.
