Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/529

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
501
Uroligheder paa Agder og i Thelemarken.

fuldruſtet udenfor ved Stranden. Anund bad dem vælge, om de helſt vilde holde Vagt udenfor, eller gaa ind og angribe Jarlen. De valgte det ſidſte, brøde Døren op og gik ind. Aasmund greb de to Mænd der vare inde hos Jarlen, og ſlog dem ſaa haardt ned mod Gulvet, at det nær var blevet deres Død. Aasgrim løb til Jarlens Seng, ſatte ham Spydet for Bryſtet, og bød ham give Bod for hans Faders Drab, thi det var efter hans Befaling, at Grim havde dræbt Øndott. Jarlen gav ham en Guldkjede, han havde om Halſen, tre Guldringe og en Silkekaabe. Aasgrim ſvarede hans Liv, men ſagde, at han herefter ſkulde hede Audun Geit (Ged). De ſkyndte ſig ned til Baaden, og roede ud efter Fjorden, men Jarlens Mænd ſatte efter dem og vare nær ved at indhente dem. Da grebe de til den Udvej at kaſte Kappen ud i Søen. Jarlsmændene troede da at de vare omkomne, og roede tilbage. Brødrene tyede nu til en Lendermand, ved Navn Erik Ølfus, der boede i Siredalen; han tog vel imod dem, og de opholdt ſig der en Tidlang, indtil Aasgrim overfaldt og ſaarede en anden Lendermand, ved Navn Hallſtein, fordi han i et Gilde ſlog Erik med et Drikkehorn Aasgrim maatte da flygte bort, forfulgt af Hallſteins Huuskarle, der ſaarede ham med Pileſkud; han ſvømmede over en halv iislagt Elv, og da han af Blodtab og Kulde ikke kunde komme længer, frelſtes han af en gammel Kone, der ſlagtede ſin Kalv og lagde dens Indvolde ved Siden af ham, ſaa at Hallſteins Huuskarle ved Synet heraf troede ham død. Hun bragte ham ſiden i et Jordhuus og helbredede ham. Hans Broder Aasmund, der ogſaa troede ham død, beſluttede efter Eriks Raad at drage til Island, da det ej længer kunde nytte ham at opholde ſig i Norge. Anund Træfod gjorde Følge med ham[1].

Der er flere Omſtændigheder foruden de her anførte, ſom tyde hen paa, at der i de ſidſt erobrede Dele af Norge, fornemmelig Rogaland, Agder og Thelemarken, har herſket ſtørſt Misfornøjelſe med Erobringen, og at Folket der har været meeſt tilbøjeligt til at modſætte ſig Haralds Magt. Saaledes fortælles der om en Herſe i Thelemarken, ved Navn Aasgrim, Søn af Ulf gylder, der boede i Tinn paa et Sted kaldet Fiflavold i Stardal[2], at han ikke vilde betale Kongen Skat, da denne ſendte ſin Frænde Thororm i Thromø for at hente den. Aasgrim ſagde, at han nylig havde ſendt Kongen en gautſk Heſt og meget Sølv, men ſom (Gave, ej ſom Skat, thi Skat havde han aldrig betalt og vilde han aldrig betale. Thororm maatte drage bort med uforrettet Sag, men kom et ſenere Aar igjen og

  1. Grettes Saga, Cap. 1—8. Landnáma 13, 15.
  2. Disſe Navne gjenfindes nu ikke i Tinn; de ere rimeligviis ogſaa forvanſkede af ukyndige Afſkrivere. Et Haandſkrift af Landnáma har „Rinzdal“ Iſtedetfor Tinzdal; der læſes ogſaa „Stordal“ for „Stardal“.