fuldrustet udenfor ved Stranden. Anund bad dem vælge, om de helst vilde holde Vagt udenfor, eller gaa ind og angribe Jarlen. De valgte det sidste, brøde Døren op og gik ind. Aasmund greb de to Mænd der vare inde hos Jarlen, og slog dem saa haardt ned mod Gulvet, at det nær var blevet deres Død. Aasgrim løb til Jarlens Seng, satte ham Spydet for Brystet, og bød ham give Bod for hans Faders Drab, thi det var efter hans Befaling, at Grim havde dræbt Øndott. Jarlen gav ham en Guldkjede, han havde om Halsen, tre Guldringe og en Silkekaabe. Aasgrim svarede hans Liv, men sagde, at han herefter skulde hede Audun Geit (Ged). De skyndte sig ned til Baaden, og roede ud efter Fjorden, men Jarlens Mænd satte efter dem og vare nær ved at indhente dem. Da grebe de til den Udvej at kaste Kappen ud i Søen. Jarlsmændene troede da at de vare omkomne, og roede tilbage. Brødrene tyede nu til en Lendermand, ved Navn Erik Ølfus, der boede i Siredalen; han tog vel imod dem, og de opholdt sig der en Tidlang, indtil Aasgrim overfaldt og saarede en anden Lendermand, ved Navn Hallstein, fordi han i et Gilde slog Erik med et Drikkehorn Aasgrim maatte da flygte bort, forfulgt af Hallsteins Huuskarle, der saarede ham med Pileskud; han svømmede over en halv iislagt Elv, og da han af Blodtab og Kulde ikke kunde komme længer, frelstes han af en gammel Kone, der slagtede sin Kalv og lagde dens Indvolde ved Siden af ham, saa at Hallsteins Huuskarle ved Synet heraf troede ham død. Hun bragte ham siden i et Jordhuus og helbredede ham. Hans Broder Aasmund, der ogsaa troede ham død, besluttede efter Eriks Raad at drage til Island, da det ej længer kunde nytte ham at opholde sig i Norge. Anund Træfod gjorde Følge med ham[1].
Der er flere Omstændigheder foruden de her anførte, som tyde hen paa, at der i de sidst erobrede Dele af Norge, fornemmelig Rogaland, Agder og Thelemarken, har hersket størst Misfornøjelse med Erobringen, og at Folket der har været meest tilbøjeligt til at modsætte sig Haralds Magt. Saaledes fortælles der om en Herse i Thelemarken, ved Navn Aasgrim, Søn af Ulf gylder, der boede i Tinn paa et Sted kaldet Fiflavold i Stardal[2], at han ikke vilde betale Kongen Skat, da denne sendte sin Frænde Thororm i Thromø for at hente den. Aasgrim sagde, at han nylig havde sendt Kongen en gautsk Hest og meget Sølv, men som (Gave, ej som Skat, thi Skat havde han aldrig betalt og vilde han aldrig betale. Thororm maatte drage bort med uforrettet Sag, men kom et senere Aar igjen og
