Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/530

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
502
Harald Haarfagre.

fornyede Fordringen. Aasgrim ſammenkaldte Thing, og ſpurgte Bønderne om de vilde betale den forlangte Skat. Han har altſaa den forrige Gang baade været krævet for Skat og negtet at give den, i Bøndernes Navn. De ſagde at de ingen Skat vilde betale, og bade Aasgrim ſvare delte paa deres Vegne. Men Thinget holdtes nær ved en Skov, og da man mindſt ventede det, kom en af Thororms Trælle løbende frem af Skoven mod Aasgrim, og dræbte ham. Trællen blev ſtrax dræbt af Bønderne, og Thororm maatte rimeligviis redde ſig ved Flugten. Aasgrims Søn Thorſtein var paa denne Tid ude i Viking, men da han kom hjem og erfarede ſin Faders Drab, ſolgte han ſine Ejendomme indſkibede ſig i Grenmar (Langeſundsfjorden) med ſin Broder og ſin Moders Syſter, for at drage til Island, overfaldt paa Vejen Thororm i Thromø, brændte ham inde med alle hans Huusfolk, og røvede alt hans Løsøre, for ſaaledes at hevne ſin Fader[1].

20. Udvandringer fra Norge til Veſterhavets Øer.


Lignende Uroligheder have, hvorvel de ej ere optegnede, viſtnok fundet Sted i de fleſte erobrede Fylker. Det var i og for ſig naturligt, at de nye Indretninger, Harald Haarfagre indførte, maatte forekomme Fleerheden af Landets fornemſte og uafhængigſte Mænd utaalelige. Haulder og Herſer, der levede ſaa uafhængigt paa deres Gaarde ſom Kveldulf, og ej engang i Nødstilfælde anſaa ſig forpligtede til at underſtøtte de ſaakaldte Konger udenfor Fylket, maatte have Vanſkelighed ved at gjøre ſig fortrolige med den Tanke, at deres Fædrenejord, ſom de beboede, ej længer var deres egen, og at de, for at faa Lov til at beholde den, ej alene ſkulde være forpligtede til at lyſtre den nye Konges, hans Jarls, eller hans Lendermands Opbud, men endog betale Skat. Det maa kun have været det færreſte Antal, der kunde holdes ſkadesløſt ved ſtørre Forleninger De øvrige havde kun Valget mellem at henleve ſine øvrige Dage i en efter de Tiders Begreber underkuet og ydmygende Stilling, eller at udvandre, og da nu Udvandringslyſten overhoved var meget ſterk, og Baandet, der knyttede Nordmanden til hans Hjem, temmelig ſvagt, ſaa længe Vikingetiden vedvarede, er det ikke at undres over, at de Fleſte valgte det ſidſte.

„Efter Slaget i Hafrsfjorden“, heder det derfor ogſaa i Kongeſagaerne, „fik Harald ej længer nogen Modſtand i Landet, thi alle hans Modſtandere og ſtørſte Fiender vare deels faldne, deels flygtede fra Landet; disſe ſidſte vare ſaare mange, thi da bleve ſtore Lande, der hidtil havde ligget øde, beboede“. De Lande, til hvilke Udvandrerne førſt tyede, vare i Førſtningen,

  1. Landnáma V. 6. Man ſeer af denne Beretning, at Harald Haarfagre maa have lagt Thelemarken under Agder-Jarledømmet.