fornyede Fordringen. Aasgrim sammenkaldte Thing, og spurgte Bønderne om de vilde betale den forlangte Skat. Han har altsaa den forrige Gang baade været krævet for Skat og negtet at give den, i Bøndernes Navn. De sagde at de ingen Skat vilde betale, og bade Aasgrim svare delte paa deres Vegne. Men Thinget holdtes nær ved en Skov, og da man mindst ventede det, kom en af Thororms Trælle løbende frem af Skoven mod Aasgrim, og dræbte ham. Trællen blev strax dræbt af Bønderne, og Thororm maatte rimeligviis redde sig ved Flugten. Aasgrims Søn Thorstein var paa denne Tid ude i Viking, men da han kom hjem og erfarede sin Faders Drab, solgte han sine Ejendomme indskibede sig i Grenmar (Langesundsfjorden) med sin Broder og sin Moders Syster, for at drage til Island, overfaldt paa Vejen Thororm i Thromø, brændte ham inde med alle hans Huusfolk, og røvede alt hans Løsøre, for saaledes at hevne sin Fader[1].
Lignende Uroligheder have, hvorvel de ej ere optegnede, vistnok fundet Sted i de fleste erobrede Fylker. Det var i og for sig naturligt, at de nye Indretninger, Harald Haarfagre indførte, maatte forekomme Fleerheden af Landets fornemste og uafhængigste Mænd utaalelige. Haulder og Herser, der levede saa uafhængigt paa deres Gaarde som Kveldulf, og ej engang i Nødstilfælde ansaa sig forpligtede til at understøtte de saakaldte Konger udenfor Fylket, maatte have Vanskelighed ved at gjøre sig fortrolige med den Tanke, at deres Fædrenejord, som de beboede, ej længer var deres egen, og at de, for at faa Lov til at beholde den, ej alene skulde være forpligtede til at lystre den nye Konges, hans Jarls, eller hans Lendermands Opbud, men endog betale Skat. Det maa kun have været det færreste Antal, der kunde holdes skadesløst ved større Forleninger De øvrige havde kun Valget mellem at henleve sine øvrige Dage i en efter de Tiders Begreber underkuet og ydmygende Stilling, eller at udvandre, og da nu Udvandringslysten overhoved var meget sterk, og Baandet, der knyttede Nordmanden til hans Hjem, temmelig svagt, saa længe Vikingetiden vedvarede, er det ikke at undres over, at de Fleste valgte det sidste.
„Efter Slaget i Hafrsfjorden“, heder det derfor ogsaa i Kongesagaerne, „fik Harald ej længer nogen Modstand i Landet, thi alle hans Modstandere og største Fiender vare deels faldne, deels flygtede fra Landet; disse sidste vare saare mange, thi da bleve store Lande, der hidtil havde ligget øde, beboede“. De Lande, til hvilke Udvandrerne først tyede, vare i Førstningen,
- ↑ Landnáma V. 6. Man seer af denne Beretning, at Harald Haarfagre maa have lagt Thelemarken under Agder-Jarledømmet.
