Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/524

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
496
Harald Haarfagre.

et Sagn, at de dræbte Mænd, der faldt grue, vilde blive hevnede, og Hevnen iſær ramme den, foran hvilken de faldt. Ølve rykkede nu frem med ſit Forſlag, at han og Sønnen ſkulde ſøge Kongen og forlange Bod; han ſagde at de vilde have megen Hæder af denne Rejſe Kveldulf undſlog ſig formedelſt ſin Alderdom, og Grim, eller Skallagrim, ſom han ſædvanlig kaldtes, vilde heller ikke i Førſtningen, men lovede det dog omſider paa Ølves indſtændige Bøn. Dagen blev aftalt, naar han ſkulde komme, og Ølve drog tilbage. Skallagrim begav ſig til beſtemt Tid paa Vejen, ledſaget af tolv af ſine ſtørſte og ſterkeſte Huusfolk og Naboer. De roede ind i Oſterfjorden, gik op til Evangervandet, roede over dette, og kom til den Gaard, hvor Kongen var til Gilde. Her lod Skallagrim Ølve kalde ud til ſig; denne blev glad ved hans Komme og bad ham følge med ind i Stuen. Skallagrim gik ind, ſelv ſjette; de øvrige ſer bleve ſtaaende udenfor for at pasſe paa Vaabnene, da det ej var tilladt at komme bevæbnet ind for Kongen. Han ſtillede ſig lige bagenfor Ølve, ſom foreſtillede ham for Harald, og nævnte hans Ærende. Kongen ſaa med Forundring paa den kæmpeſtore, ſkaldede Mand, og tilſagde ham Bod og ſtor Hæder, hvis han vilde træde i hans Tjeneſte. Men dette frabad Skallagrim ſig til Kongens ſtore Ærgrelſe forlod ſtrax Gaarden, og ſkyndte ſig bort over Vandet. Kongen lod ſætte efter dem, for at dræbe Skallagrim, men Ølve havde forſigtigviis ladet hugge Hul i Baadene, ſaa at Ingen kunde komme over Vandet, og de Udſendte maatte drage tilbage med uforrettet Sag. Da Skallagrim kom hjem, blev Kveldulf glad ved at høre, at han ej havde ladet ſig overtale til at gaa i Kongens Tjeneſte. Men de bleve dog enige om, at det ikke længer kunde nytte dem at forblive i Landet. De beſluttede derfor at flytte til det nys opdagede Island, hvor allerede flere af deres Bekjendte og Venner havde nedſat ſig. De udruſtede tidligt om Vaaren (878) to ſtore Knerrer med 30 vaabendygtige Mænd paa hver, foruden Kvinder og Børn; de toge alt deres Løsøre med, men deres Jordegods fik de ikke ſolgt, da Ingen torde kjøbe det, af Frygt for Kongens Vrede. Det blev ſaaledes kongelig Ejendom. Da de vare færdige, ſejlede de afſted, og laa en Tidlang ved Solund-Øerne udenfor Sognefjorden, ſandſynligviis for at oppebie en Lejlighed til at hevne ſig paa Kongen, førend de for ſtedſe ſagde Landet Farvel. En ſaadan Lejlighed tilbød ſig ogſaa, bedre end de kunde have ventet. Kongens Morbroder, Hertug Guthorm, var nylig død i Tunsberg og havde efterladt fire Børn, to Sønner og to Døttre; Kongen havde ſendt Sigtrygg og Hallvard afſted paa det Skib, de havde taget fra Thorolf, for at hente Sønnerne til ham. Det traf ſig ſaa, at de paa Tilbagevejen juſt kom over Sognſøen, medens Kveldulf og Skallagrim laa der. Den ſkarpſynede Skallagrim kjendte Skibet igjen allerede i lang Afſtand, og foreſlog ſin Fader at angribe det. Han var, uagtet ſin høje Alderdom, ſtrax villig, og de bemandede nu begge ſine