Baade med 20 Mand paa hver, og roede om Natten til Skibet, hvor dette laa for Anker. Besætningen havde lagt sig til at sove, men den udstillede Vagt gjorde Anskrig, saa at den kom paa Benene. Den kunde dog ikke hindre Kveldulf og Skallagrim fra at komme ombord over Landingsbryggerne ved hver sin Stavn, og de begge, saavelsom deres Mænd, angrebe med saadan Voldsomhed, at Ingen kunde holde Stand mod dem. Hallvard faldt for Kveldulf og Sigtrygg for Skallagrim, og de, som ikke dræbtes, sprang overbord, blandt dem ogsaa Hertugens to Sønner. Der sparedes kun nogle faa, for at de kunde drage til Harald og fortælle ham denne Begivenhed. De toge Skibet med alt det Gods, der var ombord, flyttede Ladningen fra den mindste af Knerrerne over derpaa, og sænkede siden denne ned, derpaa fattede til Havs. Den gamle Kveldulf havde anstrenget sig saaledes i Kampen, at han blev syg og døde paa Overrejsen, men Skallagrim kom heldigt til Island og blev en af de fornemste blandt Nybyggerne som siden skal vises[1].
Dette var ikke den eneste Hevn, der blev tagen over Thorolfs Død. Ketil Høng, Søn af Thorkel Naumdølejarl og Nafnhild, en Datter af Ketil Høng den ældre, havde som Thorolfs Frænde været med blandt dem, der rustede sig for at staa ham bi, da den Efterretning kom, at Hallvard og Sigtrygg agtede at angribe ham. Da Kongen var dragen tilbage fra Sandnes, og de Skibe, der samlede sig, droge hver til Sit, skyndte Ketil sig med 60 Mand til Torge, overfaldt Hilderides Sønner, der kun havde faa Folk hos sig, dræbte dem med de fleste af deres Mænd, og tog alt det Gods, han fandt. Derpaa ladede han to Knerrer med alt sit Løsøre, indskibede sig med Kone, Børn, Venner og Tjenestefolk og sejlede ligeledes til Island[2].
Fra denne Tid herskede der et uforsonligt Fiendskab mellem Skallagrims og Kongens Æt, hvilket i det Følgende gav Anledning til mange Drab og Voldsgjerninger.
Medens de her berettede Stridigheder fandt Sted mellem Kongen og Kveldulfs mægtige Familie, manglede det heller ikke andensteds i Riget paa Tegn til Misnøje med den nye Tingenes Orden, og det maa have varet længe, førend Harald har kunnet opnaa at see Riget ganske roligt; det er endog et Spørgsmaal, om han nogensinde oplevede det. Historien har opbevaret os en Beretning om nogle Begivenheder paa det vestlige Agder, især
Munch. Det norske Folks Historie I.
