Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/523

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
495
Thorolf Kveldulfssøn.

Fødder med de Ord: „nu kom jeg tre Skridt til kort“. Kongen, der selv skal have været med at give Thorolf Banesaar, befalede nu at standse Kampen, og forbød sine Mænd at plyndre, da alt nu var hans Ejendom. Han befalede Ølve Hnuva og Eyvind Lambe at sørge for Thorolfs og de øvrige Faldnes sømmelige Begravelse, og sejlede selv om Morgenen tidligt bort igjen. Ved Synet af en af hans Mænd, der forbandt et Strejfsaar, han havde faaet, skal han have sagt: „det Saar har ikke Thorolf givet, thi anderledes bede Vaabnene i hans Haand; det er dog stor Skade, at slige Mænd skulle gaae tilgrunde“. Paa Tilbagerejsen fandt Kongen Skibe samlede næsten i hvert Sund, for at komme Thorolf til Hjelp mod Hallvard og Sigtrygg, hvis Rejse havde været meget langvarig, og som derfor ikke paa langt nær havde naaet frem, da Kongen allerede var kommen hjem til Lade. De vendte nu om igjen, og deres Færd blev anseet for meget ynkelig. Ølve Hnuva og Eyvind Lambe bleve tilbage paa Sandnes, indtil Ligene vare begravne, og Sigrids Huusvæsen ordnet. Over Thorolf lode de Bautastene oprette. Efter Tilbagekomsten til Throndhjem bare de en Stund meget stille og alvorlige, og bade endelig Kongen om Tilladelse til at drage hjem til deres Gaarde, da de ikke kunde holde ud at sidde i Lag med deres Frænde Thorolfs Banemænd. Kongen svarede først kort og vredt nej hertil; men næste Dag kaldte han dem til sig, roste dem for deres Troskab og Dygtighed, og tilbød Eyvind alle Thorolfs efterladte Ejendomme og Gods, tilligemed Sigrids Haand; Ølve, sagde han, satte han saamegen Priis paa, at han ej vilde give Slip paa ham, men agtede stedse at beholde ham hos sig. Brødrene takkede Kongen for den Ære han viste dem, og tog imod Tilbudet. Eyvind egtede Sigrid, og blev ved hende Stamfader til en berømt Slægt, der griber meget ind i de følgende Tiders Historie[1].

Ved Efterretningen om Thorolfs Død blev Kveldulf saa bedrøvet, at han lagde sig til Sengs. Skallagrim bad ham at være ved godt Mod og tænke paa Hevn, om de maaskee kunde see sit Snit til at fælde nogle af dem, der havde været med ved Thorolfs Drab, eller andre, som Kongen gjorde meget af. Ølve Hnuva talte imidlertid oftere til Kongen om det passende i at give Kveldulf og Skallagrim anstændige Bøder, hvilket Kongen heller ikke ligefrem negtede, naar de kun begge vilde indfinde sig hos ham. Da Kongen ud paa Sommeren drog over Oplandene og Valdres til Vors, benyttede Ølve sig af Lejligheden, og besøgte Kveldulf i Fjordene, for at overtale ham til at slutte Forlig. Han maatte nu fortælle den Gamle omstændeligen alt saaledes som det var gaaet til ved Thorolfs Drab, og da han kom dertil, at Kongen selv havde givet ham Banesaar, og at Thorolf var falden grue foran Kongens Fødder, blev han meget tilfreds, fordi det var

  1. Egils Saga, Cap. 21, 22.