Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/523

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
495
Thorolf Kveldulfsſøn.

Fødder med de Ord: „nu kom jeg tre Skridt til kort“. Kongen, der ſelv ſkal have været med at give Thorolf Baneſaar, befalede nu at ſtandſe Kampen, og forbød ſine Mænd at plyndre, da alt nu var hans Ejendom. Han befalede Ølve Hnuva og Eyvind Lambe at ſørge for Thorolfs og de øvrige Faldnes ſømmelige Begravelſe, og ſejlede ſelv om Morgenen tidligt bort igjen. Ved Synet af en af hans Mænd, der forbandt et Strejfſaar, han havde faaet, ſkal han have ſagt: „det Saar har ikke Thorolf givet, thi anderledes bede Vaabnene i hans Haand; det er dog ſtor Skade, at ſlige Mænd ſkulle gaae tilgrunde“. Paa Tilbagerejſen fandt Kongen Skibe ſamlede næſten i hvert Sund, for at komme Thorolf til Hjelp mod Hallvard og Sigtrygg, hvis Rejſe havde været meget langvarig, og ſom derfor ikke paa langt nær havde naaet frem, da Kongen allerede var kommen hjem til Lade. De vendte nu om igjen, og deres Færd blev anſeet for meget ynkelig. Ølve Hnuva og Eyvind Lambe bleve tilbage paa Sandnes, indtil Ligene vare begravne, og Sigrids Huusvæſen ordnet. Over Thorolf lode de Bautaſtene oprette. Efter Tilbagekomſten til Throndhjem bare de en Stund meget ſtille og alvorlige, og bade endelig Kongen om Tilladelſe til at drage hjem til deres Gaarde, da de ikke kunde holde ud at ſidde i Lag med deres Frænde Thorolfs Banemænd. Kongen ſvarede førſt kort og vredt nej hertil; men næſte Dag kaldte han dem til ſig, roſte dem for deres Troſkab og Dygtighed, og tilbød Eyvind alle Thorolfs efterladte Ejendomme og Gods, tilligemed Sigrids Haand; Ølve, ſagde han, ſatte han ſaamegen Priis paa, at han ej vilde give Slip paa ham, men agtede ſtedſe at beholde ham hos ſig. Brødrene takkede Kongen for den Ære han viſte dem, og tog imod Tilbudet. Eyvind egtede Sigrid, og blev ved hende Stamfader til en berømt Slægt, der griber meget ind i de følgende Tiders Hiſtorie[1].

Ved Efterretningen om Thorolfs Død blev Kveldulf ſaa bedrøvet, at han lagde ſig til Sengs. Skallagrim bad ham at være ved godt Mod og tænke paa Hevn, om de maaſkee kunde ſee ſit Snit til at fælde nogle af dem, der havde været med ved Thorolfs Drab, eller andre, ſom Kongen gjorde meget af. Ølve Hnuva talte imidlertid oftere til Kongen om det pasſende i at give Kveldulf og Skallagrim anſtændige Bøder, hvilket Kongen heller ikke ligefrem negtede, naar de kun begge vilde indfinde ſig hos ham. Da Kongen ud paa Sommeren drog over Oplandene og Valdres til Vors, benyttede Ølve ſig af Lejligheden, og beſøgte Kveldulf i Fjordene, for at overtale ham til at ſlutte Forlig. Han maatte nu fortælle den Gamle omſtændeligen alt ſaaledes ſom det var gaaet til ved Thorolfs Drab, og da han kom dertil, at Kongen ſelv havde givet ham Baneſaar, og at Thorolf var falden grue foran Kongens Fødder, blev han meget tilfreds, fordi det var

  1. Egils Saga, Cap. 21, 22.