gen; han frygtede derfor ogsaa, at dette var den sidste Gang, han saa ham. Thorolf kom velbeholden til Sandnes med alt sit Bytte, og levede nu i Overflod om Vinteren[1].
Kongen havde imidlertid-erfaret Thorolfs Bedrifter paa Hisingen og i Viken. Sigtrygg og Hallvard vare især, som rimeligt, forbittrede, og bade Kongen om Tilladelse til, strax at angribe Thorolf. Kongen negtede dem det ikke, men sagde dog ogsaa reent ud, at han ikke troede dem Thorolf voxne; han ventede snarere, at om de sejlede nordefter, vilde de baade komme sejlende og roende tilbage. De droge dog afsted fra Lade, hvor Kongen havde opholdt sig om Vinteren, med to Skibe og tohundrede Mand, men fik Modvind. Men da de vare borte, drog ogsaa Kongen afsted (877) med fire Skibe og sin hele Hird, i Alt 400 Mand; han sejlede ikke om Agdenes, men ind til Beitstadsundet, lod sine Skibe blive liggende der, gik over Naumdalsejdet og lod i Namsenfjorden. Bønderne skaffe ham de nødvendige Fartøjer, med hvilke – sex i Tallet – han trods Modvind lod ro nordefter, Nat og Dag, indtil de en Aften kom til Sandnes. Der laa et Langskib tjeldet og sejlfærdigt; Thorolf vilde just forlade Landet og havde ladet Rejseøllet brygge. Men ingen anede Kongens Ankomst; der var ingen Vagt ude, og alle Folkene sad inde og drak. Kongen lod sine Mænd i al Stilhed gaa i Land og omringe Huset. Derpaa raabte de Krigsraab, og Kongens Ludre løde. Thorolfs Mænd væbnede sig strax, da Enhvers Rustning hang over hans Rum. Kongen lod forkynde, at Kvinder, Børn, gamle Folk og Trælle skulde have Tilladelse til at gaa ud. Dette skede. Huusfruen Sigrid bad Berdlu-Kaares Sønner at følge hende til Kongen; de gjorde saa, og hun spurgte om det ej kunde komme til Forlig mellem ham og Thorolf. Den eneste Betingelse, sagde Kongen, var, at Thorolf vilde give sig paa Naade og Unaade, da skulde han faa beholde Liv og Lemmer, men hans Mænd skulde straffes. Ølve Hnuva bragte Thorolf denne Besked. Men Thorolf vilde ikke modtage noget saadant Vilkaar; han bad kun om Tilladelse for ham og hans Mænd til at gaa ud og prøve aaben Kamp. Dog herom vilde Kongen intet høre; „jeg vil ikke, sagde han, opoffre mine Folk; kommer Thorolf ud, gjør han os stor Skade, om end han har færre Folk end vi; derfor skal man heller sætte Ild paa Gaarden“. Dette skede, de tørre tjærebrædte Tømmervægge og det med Næver bedækkede Tag begyndte snart at brænde, men Thorolf og hans Mænd fik ved forenede Kræfter Væggen brudt itu, og kom saaledes ud, Thorolf først, næst ham Thorgils. Her blev der nu en heftig Kamp, og Kongen mistede mange Folk. Thorolf stevnede lige mod Kongens Merke, og gjennemborede Merkesmanden, der stod nærved Kongen, men faldt ogsaa selv, rammet af mange Sverd og Spyd, ligefor Kongens
- ↑ Egils Saga, Cap. 19.
