Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/522

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
494
Harald Haarfagre.

gen; han frygtede derfor ogſaa, at dette var den ſidſte Gang, han ſaa ham. Thorolf kom velbeholden til Sandnes med alt ſit Bytte, og levede nu i Overflod om Vinteren[1].

Kongen havde imidlertid-erfaret Thorolfs Bedrifter paa Hiſingen og i Viken. Sigtrygg og Hallvard vare iſær, ſom rimeligt, forbittrede, og bade Kongen om Tilladelſe til, ſtrax at angribe Thorolf. Kongen negtede dem det ikke, men ſagde dog ogſaa reent ud, at han ikke troede dem Thorolf voxne; han ventede ſnarere, at om de ſejlede nordefter, vilde de baade komme ſejlende og roende tilbage. De droge dog afſted fra Lade, hvor Kongen havde opholdt ſig om Vinteren, med to Skibe og tohundrede Mand, men fik Modvind. Men da de vare borte, drog ogſaa Kongen afſted (877) med fire Skibe og ſin hele Hird, i Alt 400 Mand; han ſejlede ikke om Agdenes, men ind til Beitſtadſundet, lod ſine Skibe blive liggende der, gik over Naumdalsejdet og lod i Namſenfjorden. Bønderne ſkaffe ham de nødvendige Fartøjer, med hvilke — ſex i Tallet — han trods Modvind lod ro nordefter, Nat og Dag, indtil de en Aften kom til Sandnes. Der laa et Langſkib tjeldet og ſejlfærdigt; Thorolf vilde juſt forlade Landet og havde ladet Rejſeøllet brygge. Men ingen anede Kongens Ankomſt; der var ingen Vagt ude, og alle Folkene ſad inde og drak. Kongen lod ſine Mænd i al Stilhed gaa i Land og omringe Huſet. Derpaa raabte de Krigsraab, og Kongens Ludre løde. Thorolfs Mænd væbnede ſig ſtrax, da Enhvers Ruſtning hang over hans Rum. Kongen lod forkynde, at Kvinder, Børn, gamle Folk og Trælle ſkulde have Tilladelſe til at gaa ud. Dette ſkede. Huusfruen Sigrid bad Berdlu-Kaares Sønner at følge hende til Kongen; de gjorde ſaa, og hun ſpurgte om det ej kunde komme til Forlig mellem ham og Thorolf. Den eneſte Betingelſe, ſagde Kongen, var, at Thorolf vilde give ſig paa Naade og Unaade, da ſkulde han faa beholde Liv og Lemmer, men hans Mænd ſkulde ſtraffes. Ølve Hnuva bragte Thorolf denne Beſked. Men Thorolf vilde ikke modtage noget ſaadant Vilkaar; han bad kun om Tilladelſe for ham og hans Mænd til at gaa ud og prøve aaben Kamp. Dog herom vilde Kongen intet høre; „jeg vil ikke, ſagde han, opoffre mine Folk; kommer Thorolf ud, gjør han os ſtor Skade, om end han har færre Folk end vi; derfor ſkal man heller ſætte Ild paa Gaarden“. Dette ſkede, de tørre tjærebrædte Tømmervægge og det med Næver bedækkede Tag begyndte ſnart at brænde, men Thorolf og hans Mænd fik ved forenede Kræfter Væggen brudt itu, og kom ſaaledes ud, Thorolf førſt, næſt ham Thorgils. Her blev der nu en heftig Kamp, og Kongen miſtede mange Folk. Thorolf ſtevnede lige mod Kongens Merke, og gjennemborede Merkesmanden, der ſtod nærved Kongen, men faldt ogſaa ſelv, rammet af mange Sverd og Spyd, ligefor Kongens

  1. Egils Saga, Cap. 19.