og bleve derfor overseede af Finnerne, som betalte Skatten daarligt og ufuldstændigt. Thorolf derimod drog atter over til Kvænland og herjede i Forening med Kvænerne paa Karelernes Land, hvorved han fik et stort Bytte. Ligeledes lod han sine Mænd fremdeles drive Skrejdfiske i Vaagen og Sildefiske; et ypperligt og prægtigt udsiret Skib, som han ejede, ladede han med Skreid, Huder, Pelsverk og andre gode Varer, og sendte Thorgils Gjallande tilligemed flere af sine Huuskarle dermed til England, for at sælge Ladningen og for Pengene kjøbe Klæde, Viin, Korn, Honning og andre lignende Sager, som han behøvede. De gjorde god Handel, og tiltraadte om Høsten Tilbagevejen til Norge. Imidlertid havde Hilderides Sønner overbragt Kongen Skatten, og denne studsede, som venteligt var, over dens Ubetydelighed. Men de skyldte paa, at Thorolf havde optaget al Skatten for dem, ja endog efterstræbt deres Liv, og givet Finnerne sit Ord paa, at Kongens Sysselmænd ej skulde faa sætte sin Fod iblandt dem. De sagde, at han tænkte paa intet mindre, end at opkaste sig til Konge over Finnmarken og Haalogaland, og at han nylig havde sendt et Skib til England, ladet med Pelsverk, der medrette burde tilhøre Kongen, og at denne derfor burde lade holde Øje med det, naar det kom tilbage. Deres Ord virkede saa godt, at han om Høsten, da han drog om paa Gjestebud i Hørdaland, befalede to paalidelige og behjertede Mænd, som han plejede at bruge ved slige Anledninger, at drage afsted med tilstrækkelig Styrke for at opsnappe og opbringe Skibet; de skulde dog ikke dræbe Mandskabet, men lade dem fare sin Vej i Fred, hvis de ikke satte sig til Modværge. Sigtrygg Snarfare og Hallvard Hardfare, saa hed disse Mænd, Sønner af en rig Mand paa Hisingen, der nylig var død, og hvis Besiddelser de havde arvet – sejlede strax afsted, og fik snart Nys om, at Thorgils Gjallande allerede havde været udenfor Hørdalands Kyst, og nu var paa Vejen nordefter. De satte efter ham, og indhentede ham i Furusund, hvor han havde lagt til Bryggen og ingen Fare ventede. Det var dem derfor en let Sag at lægge til og gaa ombord i Skibet, uden at Nogen satte sig til Modværge. Thorgils og hans Mænd vidste ikke af, førend Skibet var fuldt af bevæbnede Mænd, som toge dem til Fange og bragte dem vaabenløse i Land. De maatte see paa, hvorledes Hallvard og Sigtrygg sejlede afsted med Skib og Ladning, medens de selv ikke engang havde en Baad tilbage, men maatte skaffe sig frem som de bedst kunde, enten ved Laan eller Leje af de Omkringboende. De tyede til den gamle Kveldulf, Thorolfs Fader, hvis Gaard ikke kan have ligget langt borte, og sortalte ham det Hele Kveldulf sagde, at det gik som han anede, at der ej vilde komme noget godt ud af Thorolfs og Kongens Forbindelse, og at Thorolf vist ikke forstod at passe sig ret mod en saadan Overmagt som den, han nu havde at bestille med; at han derfor raadede ham til heller at forlade Landet, og gaa enten i Danekongens, eller Sviakongens, eller Englands Konges Tjeneste. Han gav dem
