Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/520

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
492
Harald Haarfagre.

og bleve derfor overſeede af Finnerne, ſom betalte Skatten daarligt og ufuldſtændigt. Thorolf derimod drog atter over til Kvænland og herjede i Forening med Kvænerne paa Karelernes Land, hvorved han fik et ſtort Bytte. Ligeledes lod han ſine Mænd fremdeles drive Skrejdfiſke i Vaagen og Sildefiſke; et ypperligt og prægtigt udſiret Skib, ſom han ejede, ladede han med Skreid, Huder, Pelsverk og andre gode Varer, og ſendte Thorgils Gjallande tilligemed flere af ſine Huuskarle dermed til England, for at ſælge Ladningen og for Pengene kjøbe Klæde, Viin, Korn, Honning og andre lignende Sager, ſom han behøvede. De gjorde god Handel, og tiltraadte om Høſten Tilbagevejen til Norge. Imidlertid havde Hilderides Sønner overbragt Kongen Skatten, og denne ſtudſede, ſom venteligt var, over dens Ubetydelighed. Men de ſkyldte paa, at Thorolf havde optaget al Skatten for dem, ja endog efterſtræbt deres Liv, og givet Finnerne ſit Ord paa, at Kongens Sysſelmænd ej ſkulde faa ſætte ſin Fod iblandt dem. De ſagde, at han tænkte paa intet mindre, end at opkaſte ſig til Konge over Finnmarken og Haalogaland, og at han nylig havde ſendt et Skib til England, ladet med Pelsverk, der medrette burde tilhøre Kongen, og at denne derfor burde lade holde Øje med det, naar det kom tilbage. Deres Ord virkede ſaa godt, at han om Høſten, da han drog om paa Gjeſtebud i Hørdaland, befalede to paalidelige og behjertede Mænd, ſom han plejede at bruge ved ſlige Anledninger, at drage afſted med tilſtrækkelig Styrke for at opſnappe og opbringe Skibet; de ſkulde dog ikke dræbe Mandſkabet, men lade dem fare ſin Vej i Fred, hvis de ikke ſatte ſig til Modværge. Sigtrygg Snarfare og Hallvard Hardfare, ſaa hed disſe Mænd, Sønner af en rig Mand paa Hiſingen, der nylig var død, og hvis Beſiddelſer de havde arvet — ſejlede ſtrax afſted, og fik ſnart Nys om, at Thorgils Gjallande allerede havde været udenfor Hørdalands Kyſt, og nu var paa Vejen nordefter. De ſatte efter ham, og indhentede ham i Furuſund, hvor han havde lagt til Bryggen og ingen Fare ventede. Det var dem derfor en let Sag at lægge til og gaa ombord i Skibet, uden at Nogen ſatte ſig til Modværge. Thorgils og hans Mænd vidſte ikke af, førend Skibet var fuldt af bevæbnede Mænd, ſom toge dem til Fange og bragte dem vaabenløſe i Land. De maatte ſee paa, hvorledes Hallvard og Sigtrygg ſejlede afſted med Skib og Ladning, medens de ſelv ikke engang havde en Baad tilbage, men maatte ſkaffe ſig frem ſom de bedſt kunde, enten ved Laan eller Leje af de Omkringboende. De tyede til den gamle Kveldulf, Thorolfs Fader, hvis Gaard ikke kan have ligget langt borte, og ſortalte ham det Hele Kveldulf ſagde, at det gik ſom han anede, at der ej vilde komme noget godt ud af Thorolfs og Kongens Forbindelſe, og at Thorolf viſt ikke forſtod at pasſe ſig ret mod en ſaadan Overmagt ſom den, han nu havde at beſtille med; at han derfor raadede ham til heller at forlade Landet, og gaa enten i Danekongens, eller Sviakongens, eller Englands Konges Tjeneſte. Han gav dem