anviist i Gjestestuen, og bleve vel bevertede; han bad Ølve Hnuva tale hans Sag for Kongen, thi han var bange for, at han selv vilde blive noget kort for Hovedet, hvis det viste sig, at Kongen havde fæstet Lid til onde Øretuderes Ord. Dagen efter kom Ølve og sagde at han ej ret kunde blive klog paa Kongen. Da faar jeg gaa selv, sagde Thorolf, gik ind, hilste Kongen, der just sad „til Bords, og meldte at han var kommen for at overlevere Skatten tilligemed nogle Foræringer. Kongen bød at give Thorolf at drikke, og sagde at han ej burde kunne vente sig andet end godt af Thorolf, skjønt han nu hørte saa meget mistænkeligt om ham, at han ej ret vidste hvad han skulde tro. Thorolf sagde at de, som bagvaskede ham, kun gjorde Kongen en daarlig Vennetjeneste, og hvad ham selv angik, da viste de sig som hans afsagte Fiender, hvorfor de og maatte tage hvad der fulgte paa, hvis han traf dem. Dagen efter overleverede han Kongen Skatten, og kom tillige frem med nogle Bæver- og Sobel-Skind, som han vilde forære ham. Mange fandt nu at dette var en betydelig Gave, men Kongen sagde at Thorolf nok paa Forhaand havde skaffet sig Løn for den. Thorolf forsikkrede Kongen om sin oprigtige Troskab, og udtalte sin Forundring over, at han nu viste ham mindre Tillid, end da han var i hans Hird „Det bliver vist ogsaa det bedste“, sagde Kongen, „at du atter vender tilbage til min Hird, modtager mit Merke, og bliver Forstander for mine Hirdmænd, thi da vil ingen kunne bagtale dig, naar jeg Dag og Nat kan see, hvorledes du opfører dig“. Men ved dette Forslag tabte Thorolf Taalmodigheden. Han kastede Øjnene til begge Sider, hvor hans Huuskarle stode, og sagde: „Nødig vilde jeg give denne Skare Afsked; hvad Titler og Forleninger du, Konge, vil unde mig, maa du selv raade for, men mine Huuskarle vil jeg ikke give Slip paa, saalænge jeg har Gods nok til at holde dem; min Bøn er kun, at du, Konge, vil besøge mig og høre troværdige Mænds Ord og Vidnesbyrd om min Handle- og Tænkemaade“. Men Kongen svarede, at han ikke oftere vilde modtage nogen Indbydelse fra Thorolf. Denne gik da bort og rejste hjem, og Kongen overdrog hele hans Forlening og Finnefærden til Hilderides Sønner. Og ikke nok hermed, erklærede han Gaarden Torge og alle de Besiddelser, Brynjulf og Baard havde haft, for sin Ejendom, og satte Hilderides Sønner til at bestyre dem (874). Da Thorolf fik Kongens Budskab herom, tog han sine Skibe, ladede alt sit Løsøre paa dem, og drog med alle sine Mænd, baade Frie og Trælle, til Sandnes, hvor han nu opslog sin Bolig og levede paa samme Fod som forhen[1].
Hilderides Sønner skulde den paafølgende Vinter i deres nye Egenskab af kongelige Sysselmænd indkræve Finneskatten, men de havde kun 30 Mand,
- ↑ Egils Saga, Cap. 14-16.
