tigt Gjestebud paa Torge. Han indbød de bedste Mænd rundt omkring i en vid Kreds, i Alt henimod 500 Mænd. Da der ikke fandtes nogen Stue stor nok til at rumme alle Gjesterne, lod Thorolf en Kornlade gjøre istand og udpynte paa det bedste, især med Skjolde, der hang rundt om paa alle Vægge. Kongen selv bragte 300 Mand, saa at det hele Antal af de forsamlede Gjester var over 800. Men da Kongen var kommen i Højsædet, saa han sig om, rødmede, og mælte ikke et eneste Ord; det var tydeligt, at han var vred. Gildet var saa herligt og Beretningen saa ypperlig, som man kunde ønske sig, men Kongen var fremdeles ublid i de tre Dage, Gjestebudet varede. Men da Thorolf endelig ved Afskeden forærede Kongen et nyt Drageskib, han havde ladet bygge, med fuld Udrustning, og tillige forsikkrede, at han havde indbudet saa mange Gjester kun for at hædre Kongen, ej for at overbyde ham, blev han formildet; mange af de øvrige lagde nu ogsaa gode Ord til, roste Gjestebudet og sagde, at slige Mænd som Thorolf dog vare Kongens bedste Støtter. De skiltes derfor ad i største Venskabelighed. Imidlertid var Kongens Mistanke eller Skinsyge nu engang vakt[1].
Paa Lekø udenfor Naumdal boede to Farbrødre af den afdøde Baard Brynjulfssøn, ved Navn Haarek og Rørek. Da Brynjulfs Fader, Bjargulf, allerede formedelst Alderdom havde overdraget sin Søn alle sine Ejendomme og kun var at betragte som etslags Føderaadsmand, fik han i et Gilde see den smukke Hilderid, en Datter af Bonden Høgne paa Lekø, der fra lav Herkomst havde hævet sig til stor Rigdom. Bjargulf blev, trods sin Alder, forelsket i hende, og gjorde endnu samme Høst en Rejse med 30 Mand til Lekø, hvor han uden videre erklærede Høgne, at han kom for at tage hans Datter med sig og holde hvad han kaldte „Løsbryllup“ med hende. Høgne vovede ikke at modsætte sig ham. Bjargulf kjøbte hende med en Øre Guld og tog hende med sig til Torge, til Brynjulfs store Ærgrelse. Frugten af denne Forbindelse vare de to ovennævnte Sønner, Haarek og Rørek, hvilke Brynjulf efter Faderens Død sendte tilbage til Lekø med deres Moder. Da Høgne døde, arvede de hans Rigdomme, men nogen Fædrenearv efter Bjargulf fik de ej, da denne allerede før deres Fødsel havde overdraget alle sine Ejendomme til Brynjulf, og de desuden paa en vis Maade kunde kaldes Frillesønner. De slægtede ogsaa meest sine Mødrenefrænder paa, vare smaa af Væxt, og i det Hele taget af et Udvortes, der vidnede om ringe Herkomst, ihvorvel de forresten vare smukke af Aasyn og meget kloge. De vare omtrent jevnaldrende med Baard Brynjulfssøn. Da denne tiltraadte Arven efter sin Fader, fremsatte de formelig Paastand paa Fædrenearv, men forgjæves. Da Thorolf efterfulgte Baard, fornyede de Fordringen, og meente nu at have saameget større Ret til Fæd-
- ↑ Egils Saga, Cap. 10, 11.
