Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/515

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
487
Thorolf Kveldulfsſøn.

hendes afdøde Mands Beſtemmelſe, hvis hendes Fader ej havde noget derimod. Thorolf beſøgte nu Sigurd paa Sandnes, fremførte ſit Ærende for ham, hilſte ham fra Kongen, og bejlede til hans Datter. Sigurd gav ſtrax med Glæde ſit Samtykke, og Brylluppet ſtod endnu ſamme Høſt med ſtor Pragt paa Torge. Vinteren efter døde Sigurd, og Thorolf fik nu den hele Arv efter ham, nemlig Sandnes med alle hans øvrige Beſiddelſer og Løsøre (872)[1].

Thorolf indrettede nu en næſten fyrſtelig Huusholdning. Han havde ſtedſe en Mængde udvalgte Folk om ſig, viſte ſtor Gavmildhed og Pragt, og trængte derfor til ſtore Indtægter, men der var og, heder det, gode Aaringer og let at tilvejebringe hvad der behøvedes. Han viſte ſtor Driftighed. Han havde Folk ude paa Sildefiſke og Skreidfiſke; ligeſaa paa Selvær og Æggevær, hvoraf der var Overflødighed. Han havde ingenſinde færre end hundrede Frimænd hjemme paa Gaarden, altſaa hans Trælle ikke iberegnede. Ved ſin Gavmildhed og ſit indtagende Væſen vandt han Alles Venſkab, med hvilke han kom i Berørelſe, og erhvervede ſtor Magt. Han lagde megen Vind paa at ſkaffe ſig ypperlige Vaaben og Skibe. Finne-Skatten inddrev han med Kraft og dog, ſom det lader til, med en for de Tider ſjælden Humanitet. Allerede den førſte Vinter drog han med 90 Mand op til Fjelds; hidtil havde Sysſelmændene i det Højeſte kun haft 30 Mand. Thorolf medbragte Handelsvarer, og lokkede derved Finnerne til ſig; han holdt Kjøbſtevne med dem, og havde derved lettere for at faa Skatten af dem. I det Hele taget, heder det, gik Alt med det gode og venſkabeligen, ſkjønt man rigtignok undertiden ogſaa maatte indjage dem Skræk. Thorolf gjennemſtrejfede Finnmarken lige til dens yderſte Grændſer mod Øſten. Her hørte han, at ogſaa de ſaakaldte Kylvinger (Gardarikes Beboere), havde taget ſig til at drage om i Finnmarken for at handle, og naar Lejlighed gaves, ogſaa at rane[2]. Men Thorolf udſpejdede deres Færd, angreb dem, dræbte en Mængde af dem (henimod 100), og tog alt deres Gods, hvilket var overmaade meget. Derpaa vendte han tilbage til Haalogaland, hvor han i nogle Maaneder opholdt ſig paa Sandnes.

Den ſamme Sommer (873) gjorde Kongen en Reiſe til Haalogaland, og overalt gjordes der Gjeſtebud før ham, baade paa hans egne Gaarde og hos Lendermændene og de mægtige Bønder. Thorolf gjorde et overvættes præg-

  1. Egils Saga Cap. 9.
  2. Kylfingar, efter hvilke Gardarike ogſaa ſtundom kaldes Kylfingaland, ere de i den ældſte rusſiſke Lovbog ſaakaldte Kolbjager, og ſynes at være Efterkommerne af de gamle Rusſer, der maaſkee allerede formedelſt Blandingen med Slaver talte noget gebrokkent (kylldu til orðanna).