Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/515

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
487
Thorolf Kveldulfssøn.

hendes afdøde Mands Bestemmelse, hvis hendes Fader ej havde noget derimod. Thorolf besøgte nu Sigurd paa Sandnes, fremførte sit Ærende for ham, hilste ham fra Kongen, og bejlede til hans Datter. Sigurd gav strax med Glæde sit Samtykke, og Brylluppet stod endnu samme Høst med stor Pragt paa Torge. Vinteren efter døde Sigurd, og Thorolf fik nu den hele Arv efter ham, nemlig Sandnes med alle hans øvrige Besiddelser og Løsøre (872)[1].

Thorolf indrettede nu en næsten fyrstelig Huusholdning. Han havde stedse en Mængde udvalgte Folk om sig, viste stor Gavmildhed og Pragt, og trængte derfor til store Indtægter, men der var og, heder det, gode Aaringer og let at tilvejebringe hvad der behøvedes. Han viste stor Driftighed. Han havde Folk ude paa Sildefiske og Skreidfiske; ligesaa paa Selvær og Æggevær, hvoraf der var Overflødighed. Han havde ingensinde færre end hundrede Frimænd hjemme paa Gaarden, altsaa hans Trælle ikke iberegnede. Ved sin Gavmildhed og sit indtagende Væsen vandt han Alles Venskab, med hvilke han kom i Berørelse, og erhvervede stor Magt. Han lagde megen Vind paa at skaffe sig ypperlige Vaaben og Skibe. Finne-Skatten inddrev han med Kraft og dog, som det lader til, med en for de Tider sjælden Humanitet. Allerede den første Vinter drog han med 90 Mand op til Fjelds; hidtil havde Sysselmændene i det Højeste kun haft 30 Mand. Thorolf medbragte Handelsvarer, og lokkede derved Finnerne til sig; han holdt Kjøbstevne med dem, og havde derved lettere for at faa Skatten af dem. I det Hele taget, heder det, gik Alt med det gode og venskabeligen, skjønt man rigtignok undertiden ogsaa maatte indjage dem Skræk. Thorolf gjennemstrejfede Finnmarken lige til dens yderste Grændser mod Østen. Her hørte han, at ogsaa de saakaldte Kylvinger (Gardarikes Beboere), havde taget sig til at drage om i Finnmarken for at handle, og naar Lejlighed gaves, ogsaa at rane[2]. Men Thorolf udspejdede deres Færd, angreb dem, dræbte en Mængde af dem (henimod 100), og tog alt deres Gods, hvilket var overmaade meget. Derpaa vendte han tilbage til Haalogaland, hvor han i nogle Maaneder opholdt sig paa Sandnes.

Den samme Sommer (873) gjorde Kongen en Reise til Haalogaland, og overalt gjordes der Gjestebud før ham, baade paa hans egne Gaarde og hos Lendermændene og de mægtige Bønder. Thorolf gjorde et overvættes præg-

  1. Egils Saga Cap. 9.
  2. Kylfingar, efter hvilke Gardarike ogsaa stundom kaldes Kylfingaland, ere de i den ældste russiske Lovbog saakaldte Kolbjager, og synes at være Efterkommerne af de gamle Russer, der maaskee allerede formedelst Blandingen med Slaver talte noget gebrokkent (kylldu til orðanna).