Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/510

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
482
Harald Haarfagre.

havde gjort mellem ham og Harald ved deres Modtagelſe; du veed jo dog, ſagde han, at du er min Mand. Aake ſvarede, at han ej var ſig bevidſt at have ladet det ſkorte paa nogen venlig Modtagelſe og rigelig Bevertning; hvad det angaar, at Kong Erik var bleven bevertet i en gammel Stue og paa gamle Kar, Harald derimod i en ny Skue og paa nye Kar, da var Aarſagen den, at Erik ſelv var gammel, Harald derimod ung; men, ſagde han endelig, „naar du ſiger, at jeg er din Mand, da kan man ligeſaa godt ſige, at du er min Mand“. Da Kongen hørte dette, blev han ſaa forbitret, at han drog ſit Sverd og hug Aake ihjel. Derpaa red han bort. Da Kong Harald ſkulde ride afſted, bød han ſine Mænd kalde Aake til ham, for at han kunde ſige ham Farvel; men han var ingenſteds at finde; endelig fandt de ham dræbt i Skoven, hvor Kong Erik havde redet. Da Harald fik dette at vide, raabte han, at Aake Bonde maatte hevnes, og reed med ſine Mænd efter Kong Erik. Da denne ſaa, at Harald forfulgte ham, ſkyndte han ſig afſted ſaa hurtigt han kunde, og Harald efter, indtil Erik kom til den Skov, der adſkiller Vermeland fra Gautland; her vovede ikke Harald længer at forfølge ham, men vendte om igjen til Vermeland, ſom han nu aldeles underkaſtede ſig, idet han lod Eriks Mænd (det vil ſige de Vermelændinger, der vare traadte i Eriks Tjeneſte) dræbe, hvor han traf dem. Derpaa drog han tilbage til Raumarike, hvor han opholdt ſig en Stund, og begav ſig derfra endnu om Vinteren til Tunsberg, hvor hans Skibe laa. Iſtedetfor, hvad der ellers var det almindelige, at ligge ſtille om Vinteren, ſejlede han øſtover Fjorden, befæſtede ſit Herredømme over Vingulmark, og ſøgte ved idelige Angreb at underkaſte ſig Ranafylke. Gauterne, der ſamlede ſig i Flokke for at modtage ham, rammede ud paa Vaaren Pæle ned i Gaut-Elven, for at hindre Harald fra at ſejle op i Landet. Men han lagde ſine Skibe ved Pælene, gjorde derfra Landgang, og herjede paa begge Sider. Gauterne rede ned med en ſtor Hær for at jage ham bort, men han overvandt dem og trængte længer op i Gautland, idet han fremdeles herjede paa begge Sider af Elven Kong Erik havde ſat en Gaute ved Navn Rane, kaldet Rane Gautſke, til Jarl over Ranafylke. Han faldt i en Træfning mod Kong Harald, og denne underkaſtede ſig nu uden Hinder ej alene Ranafylke, men alt, hvad der laa veſtenfor Væneren, tilligemed hele Vermeland. Ogſaa disſe Landſkaber ſattes under Hertug Guthorms Beſtyrelſe, ſom tillige fik en Deel Krigsmænd for at kunne forſvare dem, og opſlog ſin Bolig i Tunsberg, der fra denne Tid af begynder at omtales ſom Kjøbſtad. Selv drog Kong Harald førſt til Oplandene, hvor han opholdt ſig en Stund, og endelig over Dovrefjeld tilbage til Throndhjem[1].

Det bliver altid et Spørgsmaal, om denne Krig med Kong Erik og

  1. Snorre, Harald Haarfagres Saga, Cap. 15—18.