Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/509

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
481
Kong Erik og Aake i Vermeland.

Hertug Guthorm havde faaet Viken i Forlening, men kun til Svineſund, det bedſte Tegn paa at Harald endnu ikke havde underkaſtet ſig Landet ſøndenfor dette. Og endog i de Fylker, ſom Harald allerede havde underkaſtet ſig, var der flere Høvdinger og Bønder, ſom havde lovet Sviakongen Lydighed. Alt dette fik Harald at vide oppe i Throndhjem, og fandt derfor at det var paa høj Tid, at han drog ſydefter for at værne om ſit Rige. Han begav ſig derfor paa Vejen efter at have været flere Aar borte fra ſit oprindelige Hjem[1]. Da han var kommen til Viken, ſtevnede han ſtrax Thing med Bønderne paa Vingulmark og ſatte dem haardt irette for deres Forræderi. Nogle negtede Sagen og undſkyldte ſig, andre bleve overbeviſte og maatte betale Bøder eller lide Straf. Derfra drog han til Raumarike og gik frem paa ſamme Maade. Henimod Vinteren fik han vide, at Kong Erik red omkring i Vermeland paa Gjeſteri med ſin Hird. Harald beſluttede at gjøre ligeſaa, drog over Eidſkogen, og kom frem i Vermeland, hvor han lod tilſige Gjeſtebud for ſig. Her traf det beſynderlige Tilfælde ſig, at begge Konger kom fredeligt ſammen, ſaagodt ſom under eet Tag. Den mægtigſte Bonde i Vermeland, ved Navn Aake, fordum Halfdan Svartes Mand og paa denne Tid noget til Aars, indbød baade Harald og Erik til Gjeſtebud hos ſig paa ſamme Dag. De indfandt ſig ogſaa med ſine Folk, og bleve ypperligt bevertede, kun med den Forſkjel, at Erik og hans Mænd bevertedes i en gammel Stuebygning, og med gamle, dog koſtbare og prægtige Kar og Bohave, medens Harald og hans Mænd førtes i en ny Bygning, og alt det Bordredſkab, de benyttede, var nyt og blankt. Da Afſkedsdagen kom og Heſtene ſtode opſadlede, kom Aake med ſin tolvaarige Søn Ubbe til Harald, og bad ham at tage denne i ſin Tjeneſte, og, hvis han troede at ſkulde ham noget Venſkab for den Velvilje der var bleven ham viiſt, at lade Sønnen nyde godt deraf. Kongen lovede det, takkede ham hjerteligt for den gode Modtagelſe, og tilſagde ham ſit Venſkab. Til Slutning kom Aake frem med herlige Gaver og kysſede Kongen. Derpaa gik han til Kong Erik, der ogſaa ſtod rejſefærdig, og juſt ikke var meget blid. Aake gav ogſaa ham gode Gaver, men han ſvarede lidet dertil, ſteg tilheſt og red afſted. Aake fulgte ham et Stykke paa Vejen. Da de kom ind i en Skov nær ved Gaarden, begyndte Erik at ſpørge ham, hvad den Forſkjel ſkulde betyde, ſom han

  1. Ifølge Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 13, drog Harald, ſom ovenfor anmerket, umiddelbart fra Throndhjem til Viken, og havde ifølge Cap. 14 været borte i 4 2lar. Egils Saga og Flatøbogen lade ham — hvad der og er ſandſynligere — vende tilbage til Throndhjem, hvor han ifølge den førſte endnu opholdt ſig en Sommer og en Vinter, ſaa at han førſt den 6te Sommer efter ſit Opbrud mod Norden vender tilbage til Viken. Og rimeligviis er han dragen tilbage over Land, ikke, ſom Snorre ſiger, til Søs. Hans Skibe kunne ſenere være komne efter.

Munch. Det norſke Folks Hiſtorie. I.