Hertug Guthorm havde faaet Viken i Forlening, men kun til Svinesund, det bedste Tegn paa at Harald endnu ikke havde underkastet sig Landet søndenfor dette. Og endog i de Fylker, som Harald allerede havde underkastet sig, var der flere Høvdinger og Bønder, som havde lovet Sviakongen Lydighed. Alt dette fik Harald at vide oppe i Throndhjem, og fandt derfor at det var paa høj Tid, at han drog sydefter for at værne om sit Rige. Han begav sig derfor paa Vejen efter at have været flere Aar borte fra sit oprindelige Hjem[1]. Da han var kommen til Viken, stevnede han strax Thing med Bønderne paa Vingulmark og satte dem haardt irette for deres Forræderi. Nogle negtede Sagen og undskyldte sig, andre bleve overbeviste og maatte betale Bøder eller lide Straf. Derfra drog han til Raumarike og gik frem paa samme Maade. Henimod Vinteren fik han vide, at Kong Erik red omkring i Vermeland paa Gjesteri med sin Hird. Harald besluttede at gjøre ligesaa, drog over Eidskogen, og kom frem i Vermeland, hvor han lod tilsige Gjestebud for sig. Her traf det besynderlige Tilfælde sig, at begge Konger kom fredeligt sammen, saagodt som under eet Tag. Den mægtigste Bonde i Vermeland, ved Navn Aake, fordum Halfdan Svartes Mand og paa denne Tid noget til Aars, indbød baade Harald og Erik til Gjestebud hos sig paa samme Dag. De indfandt sig ogsaa med sine Folk, og bleve ypperligt bevertede, kun med den Forskjel, at Erik og hans Mænd bevertedes i en gammel Stuebygning, og med gamle, dog kostbare og prægtige Kar og Bohave, medens Harald og hans Mænd førtes i en ny Bygning, og alt det Bordredskab, de benyttede, var nyt og blankt. Da Afskedsdagen kom og Hestene stode opsadlede, kom Aake med sin tolvaarige Søn Ubbe til Harald, og bad ham at tage denne i sin Tjeneste, og, hvis han troede at skulde ham noget Venskab for den Velvilje der var bleven ham viist, at lade Sønnen nyde godt deraf. Kongen lovede det, takkede ham hjerteligt for den gode Modtagelse, og tilsagde ham sit Venskab. Til Slutning kom Aake frem med herlige Gaver og kyssede Kongen. Derpaa gik han til Kong Erik, der ogsaa stod rejsefærdig, og just ikke var meget blid. Aake gav ogsaa ham gode Gaver, men han svarede lidet dertil, steg tilhest og red afsted. Aake fulgte ham et Stykke paa Vejen. Da de kom ind i en Skov nær ved Gaarden, begyndte Erik at spørge ham, hvad den Forskjel skulde betyde, som han
- ↑ Ifølge Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 13, drog Harald, som ovenfor anmerket, umiddelbart fra Throndhjem til Viken, og havde ifølge Cap. 14 været borte i 4 2lar. Egils Saga og Flatøbogen lade ham – hvad der og er sandsynligere – vende tilbage til Throndhjem, hvor han ifølge den første endnu opholdt sig en Sommer og en Vinter, saa at han først den 6te Sommer efter sit Opbrud mod Norden vender tilbage til Viken. Og rimeligviis er han dragen tilbage over Land, ikke, som Snorre siger, til Søs. Hans Skibe kunne senere være komne efter.
Munch. Det norske Folks Historie. I.
