Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/507

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
479
Tidsregning.

Vaſaller til Deel. Det ligger ogſaa i Sagens Natur, at de egentlige Herſer i Fylkekongernes Tider ikke eller yderſt ſjælden kunde have Forleninger udenfor deres egne Odelsgaarde, thi det var førſt Harald Haarfagres Erobringsret, i Forbindelſe med de mange i den Anledning foretagne Udvandringer, der tilvejebragte alle de Beſiddelſer, med hvilke Jarlerne og Lendermændene kunde forlenes. Da man nu desuden hiſt og her finder Benævnelſen „Herſe“ og „Lendermand“ brugt eenstydigt[1], kan der ikke være nogen Tvivl om, at det er den ſamme Klasſe af Mænd, ſom dermed have været betegnede, men at Herſetitlen, ſom mindre pasſende til de nyere Indretninger, efterhaanden er gaaen af Brug, eller i alle Fald kun har været erindret ſom en Slægtstitel, for derved at betegne visſe Fødſelsfortrin.

Hvad man iſær maa forundre ſig over ved at læſe om disſe tidligſte Bedrifter af Harald, er at han i en ſaa ung Alder kunde fremtræde paa den Maade. Thi han ſkulde jo ved ſin Regjeringstiltrædelſe kun være ti Aar gammel; to Aar efter, altſaa i ſit 13de Aar, ſkulde han have begyndt ſit Tog nordenfjelds, og allerede inden Vinteren have underkaſtet ſig Throndhjem. I det næſte Aar, hans Alders 14de Aar, ſkulde han have erobret Nordmøre; i det paafølgende, hans Alders 15de, ſkulde han have ſtredet ſaa tappert ved Solſkel mod Kong Arnvid, og i det næſte Aar, 15 Aar gammel eller i det 16de, have underlagt ſig Firdafylke; i ſit 17de Aar ſkal han endelig have ſikkret ſig Haalogaland ved at tage Brynjulf og Baard i ſin Tjeneſte. Her maatte man uvilkaarligt føle ſig friſtet til at opſtille den Formodning, at Harald ved ſin Regjeringstiltrædelſe har været idetmindſte to til tre Aar ældre end Sagaerne angive, hvilket ogſaa ſynes at beſtyrkes deraf, at man allerede efter Throndhjems Undertvingelſe ikke hører mere om noget Formynderſkab af Hertug Guthorm, men ſeer Harald handle aldeles paa ſin egen Haand, medens Guthorm maa have begivet ſig til ſin Forlening i Viken, hvor, ſom vi ſtrax ſkulle ſee,hans Nærværelſe var nødvendig. Men paa den anden Side er det, hvad nedenfor ſkal viſes, aldeles viſt, at Harald ikke døde førend efter 931[2], og ligeledes, at Slaget i Hafrsfjorden maa have ſtaaet omtrent 872[3], medens

  1. Se f. Ex. Thord Kolbeinsſøns Viſe i Olaf Tryggvesſøns S. Cap. 260, ſammenholdt med Sighvat Skalds Cap. 261; hiſt kaldes Erling Skjalgſøn Herſe, her Lendermand.
  2. Are frode ſiger i ſin Islendingabok Cap. 3, at det 60de Aar efter Eadmund den Helliges Død (870) altſaa Aaret 930, var eet eller to Aar før Harald Haarfagres Død.
  3. Dette ſiges deels reent ud i nogle Haandſkrifter af Landnáma I. 6, og i Olaf Tryggvesſøns Saga Cap. 116, hvor det heder at Ingolf bebyggede Irland 874, to Aar efter Hafrsfjordſlaget, deels følger det af de irſke Annalers Udſagn at Oiſtin eller Thorſtein røde blev dræbt 875 (forudſat at de, hvad der dog ſynes viſt, maa antages for en og ſamme), thi Thorſteins Død faldt nogle Aar efter Hafrsfjordſlaget.