Vasaller til Deel. Det ligger ogsaa i Sagens Natur, at de egentlige Herser i Fylkekongernes Tider ikke eller yderst sjælden kunde have Forleninger udenfor deres egne Odelsgaarde, thi det var først Harald Haarfagres Erobringsret, i Forbindelse med de mange i den Anledning foretagne Udvandringer, der tilvejebragte alle de Besiddelser, med hvilke Jarlerne og Lendermændene kunde forlenes. Da man nu desuden hist og her finder Benævnelsen „Herse“ og „Lendermand“ brugt eenstydigt[1], kan der ikke være nogen Tvivl om, at det er den samme Klasse af Mænd, som dermed have været betegnede, men at Hersetitlen, som mindre passende til de nyere Indretninger, efterhaanden er gaaen af Brug, eller i alle Fald kun har været erindret som en Slægtstitel, for derved at betegne visse Fødselsfortrin.
Hvad man især maa forundre sig over ved at læse om disse tidligste Bedrifter af Harald, er at han i en saa ung Alder kunde fremtræde paa den Maade. Thi han skulde jo ved sin Regjeringstiltrædelse kun være ti Aar gammel; to Aar efter, altsaa i sit 13de Aar, skulde han have begyndt sit Tog nordenfjelds, og allerede inden Vinteren have underkastet sig Throndhjem. I det næste Aar, hans Alders 14de Aar, skulde han have erobret Nordmøre; i det paafølgende, hans Alders 15de, skulde han have stredet saa tappert ved Solskel mod Kong Arnvid, og i det næste Aar, 15 Aar gammel eller i det 16de, have underlagt sig Firdafylke; i sit 17de Aar skal han endelig have sikkret sig Haalogaland ved at tage Brynjulf og Baard i sin Tjeneste. Her maatte man uvilkaarligt føle sig fristet til at opstille den Formodning, at Harald ved sin Regjeringstiltrædelse har været idetmindste to til tre Aar ældre end Sagaerne angive, hvilket ogsaa synes at bestyrkes deraf, at man allerede efter Throndhjems Undertvingelse ikke hører mere om noget Formynderskab af Hertug Guthorm, men seer Harald handle aldeles paa sin egen Haand, medens Guthorm maa have begivet sig til sin Forlening i Viken, hvor, som vi strax skulle see,hans Nærværelse var nødvendig. Men paa den anden Side er det, hvad nedenfor skal vises, aldeles vist, at Harald ikke døde førend efter 931[2], og ligeledes, at Slaget i Hafrsfjorden maa have staaet omtrent 872[3], medens
- ↑ Se f. Ex. Thord Kolbeinssøns Vise i Olaf Tryggvessøns S. Cap. 260, sammenholdt med Sighvat Skalds Cap. 261; hist kaldes Erling Skjalgsøn Herse, her Lendermand.
- ↑ Are frode siger i sin Islendingabok Cap. 3, at det 60de Aar efter Eadmund den Helliges Død (870) altsaa Aaret 930, var eet eller to Aar før Harald Haarfagres Død.
- ↑ Dette siges deels reent ud i nogle Haandskrifter af Landnáma I. 6, og i Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 116, hvor det heder at Ingolf bebyggede Irland 874, to Aar efter Hafrsfjordslaget, deels følger det af de irske Annalers Udsagn at Oistin eller Thorstein røde blev dræbt 875 (forudsat at de, hvad der dog synes vist, maa antages for en og samme), thi Thorsteins Død faldt nogle Aar efter Hafrsfjordslaget.
