Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/504

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
476
Harald Haarfagre.

paa, hvor lidet Fylkekongernes Magt havde at betyde, men tillige hvor kortſynet endog de mere friſindede Høvdingers Politik var[1].

Imidlertid var Berdlu-Kaares Søn Ølve Hnuva kommen i Fiendſkab med den mægtige Atle Jarl i Fjalir, der tillige, ſom vi have ſeet, allerede af Halfdan Svarte var forlenet med Sogn. Atle havde tre Sønner, ved Navn Haaſtein, Holmſtein og Herſtein, der alle vare ſtore Vikinger og meget overmodige. Han havde ogſaa en ſmuk Datter ved Navn Solveig; hende fik Ølve ſee paa et Vinternatsblot paa Gaule, og blev forelſket i hende, men da Jarlen ikke fandt ham fornem nok, negtede han ham hendes Haand. Ølve, ſom var en ypperlig Skald, gav ſin Sorg Luft i en Mængde Kjærlighedskvad, og ſlog ſig reent fra Vikingelivet[2]. Men ſlige Kvad anſaaes i de Tider meget fornærmelige for den Kvindes gode Navn, til hvilken de digtedes. Og for at hevne denne Fornærmelſe efterſtræbte Atles Sønner Ølves Liv, og overfaldt ham i hans Hjem den ſamme Høſt, ſom det andet Slag ved Solſkel havde ſtaaet. De havde ſaa mange Folk, at Ølve ej kunde tænke paa at ſætte ſig til Modværge, men maatte priſe ſig lykkelig ved at kunne undfly. Han ſkyndte ſig til Møre, hvor Kong Harald endnu opholdt ſig, blev hans Mand, og fulgte med ham til Throndhjem, hvor han ſnart kom i ſtor Yndeſt hos Kongen og blev optagen blandt hans ypperſte Skalde. Snart fulgte ogſaa Faderen Berdlu-Kaare hans Exempel Da Ragnvald Jarl havde indebrændt Vemund Kamban, kom Berdlu-Kaare til ham med et fuldt udruſtet Langſkib, fulgte med ham til Møre, og drog derpaa til Throndhjem, hvor han blev Kong Haralds Mand[3].

Efter at være kommen i en ſaa venlig Forſtaaelſe med Berdlu-Kaare og hans Søn, kunde Harald heller ikke vente andet end at Kveldulf ſkulde følge deres Exempel, iſær da han allerede havde vægret ſig ved at ſtride mod ham. Da han Sommeren efter Vemunds Drab laa med ſin Hær Firdafylke for at underkaſte ſig det, ſendte han derfor ogſaa Bud til Kveldulf med den Anmodning, at han ſkulde komme til ham og blive hans Mand; Kongen, ſom ſatte ſtor Priis paa at have udmerkede Mænd hos ſig, vilde viſe ham den ſtørſte Hæder. Kveldulf tog vel mod Afſendingerne, men vægrede ſig ved at opfylde Kongens Anmodning, under Paaſkud af at han var gammel og ikke længere ſkikket til at ligge ude paa Krigsſkibe; han vilde nu ſidde hjemme og høre op med at tjene Konger. Sendebudene henvendte ſig nu til hans Søn Grim, og tilbøde ham paa Kongens Vegne at blive Lendermand, naar han vilde gaa i hans Tjeneſte. Men Grim ſagde at han ej vilde modtage nogen ſaadan Titel, hvorved hans Fader ophørte at være

  1. Egils Saga Cap. 3.
  2. Egils Saga Cap. 2.
  3. Egils Saga Cap. 4.