Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/504

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
476
Harald Haarfagre.

paa, hvor lidet Fylkekongernes Magt havde at betyde, men tillige hvor kortsynet endog de mere frisindede Høvdingers Politik var[1].

Imidlertid var Berdlu-Kaares Søn Ølve Hnuva kommen i Fiendskab med den mægtige Atle Jarl i Fjalir, der tillige, som vi have seet, allerede af Halfdan Svarte var forlenet med Sogn. Atle havde tre Sønner, ved Navn Haastein, Holmstein og Herstein, der alle vare store Vikinger og meget overmodige. Han havde ogsaa en smuk Datter ved Navn Solveig; hende fik Ølve see paa et Vinternatsblot paa Gaule, og blev forelsket i hende, men da Jarlen ikke fandt ham fornem nok, negtede han ham hendes Haand. Ølve, som var en ypperlig Skald, gav sin Sorg Luft i en Mængde Kjærlighedskvad, og slog sig reent fra Vikingelivet[2]. Men slige Kvad ansaaes i de Tider meget fornærmelige for den Kvindes gode Navn, til hvilken de digtedes. Og for at hevne denne Fornærmelse efterstræbte Atles Sønner Ølves Liv, og overfaldt ham i hans Hjem den samme Høst, som det andet Slag ved Solskel havde staaet. De havde saa mange Folk, at Ølve ej kunde tænke paa at sætte sig til Modværge, men maatte prise sig lykkelig ved at kunne undfly. Han skyndte sig til Møre, hvor Kong Harald endnu opholdt sig, blev hans Mand, og fulgte med ham til Throndhjem, hvor han snart kom i stor Yndest hos Kongen og blev optagen blandt hans ypperste Skalde. Snart fulgte ogsaa Faderen Berdlu-Kaare hans Exempel Da Ragnvald Jarl havde indebrændt Vemund Kamban, kom Berdlu-Kaare til ham med et fuldt udrustet Langskib, fulgte med ham til Møre, og drog derpaa til Throndhjem, hvor han blev Kong Haralds Mand[3].

Efter at være kommen i en saa venlig Forstaaelse med Berdlu-Kaare og hans Søn, kunde Harald heller ikke vente andet end at Kveldulf skulde følge deres Exempel, især da han allerede havde vægret sig ved at stride mod ham. Da han Sommeren efter Vemunds Drab laa med sin Hær Firdafylke for at underkaste sig det, sendte han derfor ogsaa Bud til Kveldulf med den Anmodning, at han skulde komme til ham og blive hans Mand; Kongen, som satte stor Priis paa at have udmerkede Mænd hos sig, vilde vise ham den største Hæder. Kveldulf tog vel mod Afsendingerne, men vægrede sig ved at opfylde Kongens Anmodning, under Paaskud af at han var gammel og ikke længere skikket til at ligge ude paa Krigsskibe; han vilde nu sidde hjemme og høre op med at tjene Konger. Sendebudene henvendte sig nu til hans Søn Grim, og tilbøde ham paa Kongens Vegne at blive Lendermand, naar han vilde gaa i hans Tjeneste. Men Grim sagde at han ej vilde modtage nogen saadan Titel, hvorved hans Fader ophørte at være

  1. Egils Saga Cap. 3.
  2. Egils Saga Cap. 2.
  3. Egils Saga Cap. 4.