kom om Natten aldeles uventet til Naustdal, hvor han omringede Husene og brændte Vemund inde med 90 Mand. Derpaa tog han alle de Skibe, der havde tilhørt Vemund, og saa meget af hans efterladte Gods, han kunde faa, og drog afsted dermed til Møre. Vaaren efter kom Harald selv med sin Flaade og underkastede sig Firdafylke[1].
Blandt de meest anseede Mænd i Firdafylke vare paa denne Tid Ulf Bjalfesøn og hans Svigerfader Kaare Vemundssøn, almindeligviis kaldt Berdlu-Kaare, fordi han boede paa Gaarden Berdla (Berdle) paa Bremangerland. Ulf nedstammede paa mødrene Side fra Hrafnista-Ætten[2]. Han var en stor og sterk Mand, og havde i sin Ungdom længe ligget paa Vikingetog i Forening med Berdlu-Kaare, der ogsaa var navnkundig for sin Tapperhed og Styrke og var en Berserk. Da de sloge sig til Ro, egtede Ulf Kaares Datter Salbjørg. Han var rig baade paa Gods og Løsøre, og førte Hersetitel ligesom hans Forfædre; han syslede meget med sin Gaardsdrift, plejede selv hver Dag at gaa om og see til sine Arbejdsfolk, og kunde altid give kloge Raad, da han var en saare forstandig Mand. Men naar det lakkede mod Kvelden, plejede han gjerne at blive noget stuur og vranten, derfor blev han sædvanligviis kaldet Kveld-Ulf. Han havde to Sønner, Thorolf og Grim; den første var smuk, venlig, gavmild og dristig, og almindeligt afholdt; den anden derimod sortsmudsket og hæslig, men kæmpestor, sterk og hændig i alslags Træ- og Jernarbejde, han syslede meest med Husets Bedrift, og laa om Vintrene i Sildefiske med Huuskarlene, medens Thorolf derimod fra sit tyvende Aar hver Sommer var ude paa Vikingetog, men holdt sig hjemme om Vintrene. I Følge med Thorolf paa disse Tog vare hans Morbrødre Berdlukaares Sønner Eyvind Lambe og Ølve Hnuva[3].
Da Kong Audbjørn i Firdafylke rustede sig til i Forening med Arnvid og Sølve at stride mod Harald, sendte han ogsaa Bud til Kveldulf, at han skulde komme til hans Hjelp med alle fine Huuskarle. Men den kloge Kveldulf svarede, at han var beredt og pligtig til at understøtte ham, naar det kun gjaldt at forsvare Firdafylke, derimod var det aldeles ikke hans Sag at drage nord til Møre og forsvare Mørekongens Land. „Desuden“, sagde han, „tror jeg Harald har Lykke med sig i lasseviis, medens vor egen Konge neppe har en Nævefuld“. Kveldulf sad virkelig hjemme: et merkeligt Beviis
