Exempel og blive Haralds Træl uden at vove nogen Dyst“. Hans Overtalelser virkede, og Arnvid, Audbjørn og han indgik et Forbund om at møde Kong Harald og værge deres Riger i Forening De fik en talrig Hær samlet, thi der var mange, som brandt af Længsel efter at hevne den Overlast, de ved Haralds Erobringer havde lidt.
Den følgende Vaar drog Harald sydefter med sin Flaade, for at angribe Søndmøre, men de forbundne Konger vare ogsaa paafærde, og mødte ham allerede ved Solskel, hvor det forrige Slag havde staaet. Her kom det til et nyt Slag, der skal have været meget blodigt. Man plejede i de Tider, siges der, i Søslag binde Skibene sammen og stride om Stavnene. Harald skal selv være bleven betagen af et saadant Kampmod, at han gik lige frem i Rausnen, saa at alle de, der stode foran paa Arnvids Skib, mod hvilket han havde lagt sit, vege tilbage til Masten; han gik nu op paa det fiendtlige Skib, som ryddedes, idet Arnvid faldt, men hans Mænd flygtede. Ogsaa Audbjørn faldt, og Sølve Klove maatte atter søge sin Redning ved Flugten. Men at denne Kamp ogsaa maa have kostet Harald mange Folk, sees deraf, at der blandt de Faldne endog var to Jarler, og to af af Haakon Lade-Jarls Sønner, ved Navn Grjotgard og Herlaug[1]. Sølve Klove tilbragte sine øvrige Dage paa Vikingetog, og gjorde ofte megen Skade paa Kong Haralds Rige; forresten hører man ikke mere til ham[2]. Harald underlagde sig nu Søndmøre-Fylke, og overdrog Ragnvald Jarl ogsaa Bestyrelsen deraf; i Firdafylke derimod opkastede Vemund Kamban, Audbjørns Broder, sig til Konge. For Øjeblikket foretog Harald intet imod ham, men vendte tilbage til Throndhjem, da man ej fandt det raadeligt at han saa seenhøstes sejlede udenom Stad; vel og fordi hans Folketab ved Solskel havde været saa stort, at han maatte udruste sig paany, førend han kunde skride til nye Foretagender. Men Ragnvald Jarl fandt i Løbet af Vinteren en Lejlighed til at spare Kongen for nogen Kamp med Vemund. Han havde ladet udspejde, hvad Vemund tog sig for, og havde faaet Nys om, at denne var til Gjestebud paa Naustdal strax udenfor Eid. Han drog nu i Hast afsted med endeel Folk, tog en af de øvre Veje, enten om Sunelvdalen, Hornindalen og Ejd, eller over Birkedalsejdet[3], og
- ↑ Han kaldes ogsaa Hrollaug.
- ↑ Snorre, Har. Haarf. Saga Cap. 11. Flatøbogen (Upphaf &c.) Cap. 6. Egils Saga Cap. 4.
- ↑ Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 12 og Flatøbogen l. c, siger kun at Ragnvald drog den øvre eller indre Vej over Ejdet, uden at tillægge hvilket; det kan baade være Mandsejdet og Birkedalsejdet, dog forsaavidt helst det sidste, som dette leder lige til Naustdal. Egils Saga Cap. 4 siger derimod at han drog den indre Vej af Ejdsø, og denne Ejdsø synes neppe at kunne have været nogen anden end Hornindalsvandet; i faa Tilfælde har han draget gjennem Sunelvdalen og Hornindalen, hvilken ogsaa i umindelige Tider har været Alfarvej.
