Erobringstog. Throndhjem var fra denne Tid af gjennem hele Middelalderen Norges fornemste Deel, og det blev endog senere vedtaget, at ingen kunde ansees for ret hyldet til Norges Konge, som ej var hyldet paa Ørethinget ved Nidelven. Det erfares heller ikke andet, end at Thrønderne stedse vare Harald meget hengivne. Han opslog sit Hovedsæde paa Gaarden Lade i Strinden, dog blev denne Gaard siden Jarlernes Bolig, og Haakon Jarl og hans Æt fik deraf Tilnavnet Lade-Jarler. Harald forbandt sig nærmere med Haakon ved endnu denne samme Vinter at egte hans Datter Aasa. Han udrustede ogsaa Skibe, for næste Vaar at angribe de vestlige Kystfylker. Han skal nu have fornyet sit Løfte, ej at kæmme eller klippe sit Haar, førend han kunde faa Skat saavel af hver Dal oppe i Landet, som hvert Næs ude ved Havet, og alt hvad der laa imellem, saa langt som Navnet Norge naaede, øster til Skovene og nord til Havet[1].
Harald søgte tillige at omgive sig med en vis Glands. Til sine Hirdmænd valgte han kun de tappreste og i alle Henseender meest udmerkede Mænd, skjænkede dem ypperlige Vaaben og andre gode Gaver, saa at de kunde opføre sig med Pragt. Han underholdt en særegen Afdeling, bestaaende af de saakaldte Berserker, eller de vildeste, sterkeste og dristigste Krigere; disse bare endog en særegen Dragt, nemlig Ulveskindspelse (Vargstakke) istedetfor Brynjer, hvorfor man sædvanligviis kaldte dem Ulfhedner[2]. Deres Plads var i Strid til Lands forrest i Fylkingen, til Søs paa et bestemt Sted (Rausnen, lidt agtenfor Forstavnen) paa Kongens eget Skib[3]. Af sine Hirdmænd hædrede han allermeest sine Skalde[4]. De sad sædvanligviis i Højsædet lige for Kongens Højsæde, efter deres Alder. De ældste og fornemste af dem vare Audun, med Tilnavnet Illskælda, der allerede havde været Halfdan Svartes Skald, og Thorbjørn Hornklove, der ogsaa længe havde været ved Hirden, og som i sine Kvad, af hvilke vi endnu have Brudstykker tilbage, forevigede Kongens Bedrifter eg besang hans Hofholdning. Overhoved synes den egentlige, for Norge og dets Koloni Island saa særegne Skaldepoesi først nu at være kommen i Skuddet. Dens Hovedformaal gik ud paa at gjennemgaa og prise Kongers, Jarlers og andre anseede Krigeres Bedrifter, fordetmeste i et eget velklingende, men vanskeligt Versemaal, og i en Mængde tildeels indviklede Omskrivninger og Billeder, hentede fra de gamle Gude- og Helte-
