Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/496

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
468
Harald Haarfagre.

har opbevaret os mange Yttringer deraf. „Harald“, heder det etſteds, „lagde, naar han havde underkaſtet ſig et Fylke, nøje Merke til Herſerne, de mægtige Bønder og alle dem, af hvilke han maaſkee kunde vente ſig noget Forſøg til Opſtand; han gav enhver Valget mellem at blive hans Tjeneſtemand eller forlade Landet, eller ogſaa lide haard Medfart, ja endog miſte Livet; nogle bleve lemlæſtede paa Hænder og Fødder. I hvert Fylke tilegnede han ſig alt Odelsgods, og alt bebygget og ubebygget Land, ja endog Søen og Vandene; alle Bønder ſkulde være hans Lejlændinger, ſaa og de, ſom ryddede Skovene, Saltbrænderne ved Stranden og alle Jægere og Fiſkere; de vare alle uden Undtagelſe Kongen tjeneſtepligtige“[1]. „Kong Harald har“, ſagde en Høvding, „gjort alle Mænd i de af ham erobrede Fylker til Trælle og Tyende; det ſamme maa de øvrige vente ſig, derſom de ikke værge ſin Ejendom og ſin Frihed, ſom de bedſt formaa; de have Valget mellem dette, og at blive Kongens Trælle“[2].

En af de mægtige Mænd, der allerførſt frivilligt traadte i Haralds Tjeneſte ſom hans Vaſal, var den haalogalandſke Jarl Haakon Grjotgardsſøn. Han var en Søn af den ovenfor nævnte Jarl Grjotgard Herlaugsſøn, der var bleven dræbt af en Berſerk i Selven indenfor Agdenes, hvor han ogſaa blev højlagt. Haakon ſynes efter ſin Fader at have arvet Beſiddelſer baade paa Haalogaland og Nordmøre, og iſær at have opholdt ſig paa Yrje (Ørlandet). Han kom, fortælles der, fra Yrje med et betydeligt Antal Stridsmænd for at underſtøtte Kong Harald; det forſtaar ſig ſelv, at han blev hans Mand. Saaledes forſterket, rykkede Harald ind i Gauldalen, hvor to Konger, den ene over Gauldølafylke, den anden over Strindafylke[3], vovede at ſætte ſig til Modværge, men de faldt begge i Slaget, og Harald underkaſtede ſig de tvende Fylker, af hvilke han gav Strindafylke i Forlening til Haakon Jarl. Raden kom nu til Stjordølafylke[4], der efter et Slag, ſom Harald vandt, ligeledes underkaſtede ſig. Kongerne i Indherreds eller indre Throndhjems fire Fylker, Skeynafylke, Verdølafylke, Sparbyggjafylke og Eynafylke[5], droge nu i Forening mod Kong Harald, men i det Slag, han holdt med dem, bleve de overvundne,

  1. Egils Saga, Cap. 4.
  2. Egils Saga, Cap. 3.
  3. Strindafylke indbefattede, idetmindſte i ſenere Tider, ej alene det nuværende Strinden, men ogſaa Froſten og Lexviken.
  4. Stjordølafylke indbefattede Størdalen, Sælbo og Klæbo.
  5. Skeynafylke indbefattede foruden Skaun (Skougn) ogſaa Ytterøen med Mosviken; Verdølafylke er det nuværende Verdal; til Sparbyggjafylke hørte Sparbuen, Stod og Snaaſen; Eynafylke indbefattede Inderøen, Beitſtaden og Veran. Kongen i Eynafylke ſkal have boet paa Inderøen, rimeligviis paa Saurshaug eller Saxhaug.