Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/495

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
467
Feudalforfatning.

Lehn, og mod en Afgift; deres Adkomſt dertil udlededes ikke længer fra deres egen nedarvede Ret, men fra den kongelige Forlening eller ſaakaldte Velgjerning (beneficium). Med andre Ord, det faldt af ſig ſelv, at den gamle Odelsforfatning nu maatte give Plads for en Feudalforfatning; at al Grundbeſiddelſe herefter ikke længer hvilede paa Odelsret, men paa Feudalret[1]. Om vore’ Oldſkrifter end ikke indeholdt noget om ſaadanne Forandringer, kunde man dog allerede paa Forhaand vide, at de havde fundet Sted. Men der tales udtrykkeligt derom. Overalt, heder det, hvor Harald gjorde ſig til Herre, tilegnede han ſig alt Odel, og lod alle Bønder, baade de mægtige og Smaabønderne, give ſig Landſkyld. Han ſatte en Jarl i hvert Fylke, ſom ſkulde ſkifte Lov og Ret, modtage Sakøre (alle Bøder og andre af Søgsmaal flydende kongelige Indtægter) og Landſkyld; Tredieparten heraf ſkulde Jarlen beholde til at beſtride ſit Bord og anden Udgift, thi han var forpligtet til at tjene Kongen i Krig med 60 Hærmand paa ſin egen Bekoſtning og i Fredstid aarlig beværte Kongen og al hans Hird i et Gilde (veizla). Enhver Jarl havde under ſig fire eller flere Herſer, af hvilke enhver forlenedes med kongelige Gaarde til en Indtægt af 20 Mark (20 marka veizla), imod den Forpligtelſe at tjene Kongen i Krig med 20 Mænd[2]. Det var altſaa en fuldkommen Lensindretning, ſom indførtes. Jarlerne bleve de egentlige Vaſaller, der udøvede de kongelige Rettigheder, og havde ſaavel den civile ſom den militære Beſtyrelſe af Fylkerne; Herſerne bleve Undervaſaller (Valvaſorer). Disſe Titler antoge en forſkjellig Betydning; de bleve ikke længer, ſom hidtil, arvelige Stands- eller Værdigheds-Betegnelſer, men kun Embedstitler. Der tales ogſaa om, at Harald paalagde en Næſeſkat (nefgildi)[3], d. e. perſonlig Skat, hvilket er ſaa meget ſandſynligere, ſom vi finde at Nordmanden Thorgiſl gjorde det ſamme i Irland. Det er viſtnok bogſtaveligt ſandt, naar det heder, at Harald i den Grad havde forøget Paalæg og Landſkyld, at hans Jarler havde ſtørre Magt end Kongerne forhen havde[4]. Det er ogſaa let forklarligt, hvad der ſiges, at da disſe hans Foranſtaltninger ſpurgtes rundt om i Throndhjem, ſøgte mange mægtige Mænd til ham, for at blive hans Mænd[5]. Men dette var dog neppe andre end de, ſom kunde gjøre Regning paa at faa Forleninger, eller forøvrigt foretrak at ydmyge ſig og tage deres egne Ejendomme til Len fremfor at forlade Landet. Hos Fleerheden af Folket kunde Feudalrettens Indførelſe ikke andet end vække Harme og Mismod, og Hiſtorien

  1. Se ovenfor S. 132, hvor Forſkjellen mellem Odelsret og Feudalret er udførligt udviklet.
  2. Snorre, Har. Haarf. S. Cap. 6. Flatøbogen om Harald Haarf. Cap. 4.
  3. Fagrſkinna, Cap. 32.
  4. Sammeſteds.
  5. Sammeſteds.