han aldrig skulde skilles fra Kong Harald saa længe han levede, og ikke dyrke nogen anden Gud, end den, som raader over Alt. Samme Dag skjenkede Harald Guthorm det Rige, som Kong Skjold[1] fordum havde raadet over, og som den Gang kaldtes Odinssal, tilligemed den Vig, der kaldtes Saltvik og alle de saakaldte Saltvikstrande; hans Rige eller Forlening naaede lige til Svinesund[2].
Begge disse Fortællinger ere vist temmelig gamle, dog have de et altfor romantisk Præg til at kunne fortjene Tiltro Især er det Forsøg, der i dem begge gjøres paa at fremstille Harald som en halv Christen eller som en Mand, der allerede havde dyrket den eneste sande Gud, der havde lært at indsee og vovede aabenbart at udtale sin Foragt for de hedenske Guder, øjensynligt udgaaet fra sildigere christne Sagnfortællere, der ønskede at fremstille Nationens Yndlingshelt, Landets første Enevoldskonge i det bedste og for Middelalderens eensidige Betragtningsmaade af Religionsforholdene gunstigste Lys[3]. Ikke at tale om, at de begge indeholde Anachronismer paa den Tid, da Harald ifølge Sagnet skulde have sendt Bud efter Gyda, havde Gorm den gamle endnu ikke underkastet sig Danmark; endog de samme Sagaer, der tale om Gyda, fortælle dog at Harald siden egtede Ragnhild, en Datter af Kong Erik i Jylland, uagtet denne dog ikke kunde være Konge i Jylland, hvis Gorm allerede havde erobret Landet, thi det heder udtrykkeligt, at han ødelagde alle Konger lige til Slien. Og derimod paa den Tid, da Harald ifølge det andet Sagn skulde have forlangt Ragnars Haand, havde han allerede fældet Gandalf og hans Sønner, saa at der ej kunde være Spørgsmaal om at optræde som deres Medbeilere til Nerid den raadspakes Arv. Forresten, naar man indbyrdes sammenligner Sagnene, indeholder det om Ragna de fleste Tegn paa Ælde og Troværdighed. Det beskriver Enkelthederne nøjagtigere, det veed at gjøre Regnskab for Ragnas Herkomst for Stedet, hvor Begivenheden foregik, ja endog før Anledningen til en Lovbestemmelse, som sidenefter virkelig var gjeldende[4], medens det i Fortæl-
- ↑ Se ovenfor S. 379.
- ↑ Fagrskinna, Cap. 15–19. Ved Odinssal maa man tænke paa Onsø (fordum Óðinsyn eller Ódinsey), der ligger nær ved Varna, og hvor der tillige findes et Saltnes. Naar Forleningen strakte sig til Svinesund, maa Harald altsaa have udvidet sit Herredømme derhen, se ovfr. S. 461, eller ogsaa tilhører Guthorms Forlening med Viken en sildigere Tid.
- ↑ Der sigtes upaatvivlelig hertil ved de Ord, der i den vidtløftigere Olaf Tryggvesøns Saga Cap. 167, lægges Olaf Tryggvesøn i Munden i hans Tale til Thrønderne efter Jærnskegges Død: „Kong Harald var en Hedning og kjendte intet til Gud, men lod dog dræbe alle de Mænd, som han vidste vare de rammeste i Trolddom og Fandens Tjeneste; det findes ogsaa i hans Ord at han ventede nogen Hjelp af den, der havde skabt ham, skjønt han ej havde fuld Kundskab om, hvo den Gud var“.
- ↑ I den ældre Gulathingslov Cap. 198 og 199: „Naar en ættbaaren Kvinde lader sig forføre af en Træl, skal hun gaa i Kongens Gaard og løse sig derfra med 3 Mark. – – Nu tager en Mand en Kvinde med Vold, og bliver han overbeviist derom, da bliver han utlæg, eller gjelde 40 Mark, og bøde hende dobbelt Ret“. – Lidt underligt er det dog, at denne Bestemmelse skal findes i Gulathingsloven, da det ifølge Sagaen maatte være Eidsivathingsloven, hvori den var optagen. Men Eidsivathingsloven er tabt, og det er altsaa dog en Mulighed for, at Bestemmelsen ogsaa har staaet i den, men senere er bleven optagen i Gulathingsloven.
