Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/492

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
464
Harald Haarfagre.

han aldrig ſkulde ſkilles fra Kong Harald ſaa længe han levede, og ikke dyrke nogen anden Gud, end den, ſom raader over Alt. Samme Dag ſkjenkede Harald Guthorm det Rige, ſom Kong Skjold[1] fordum havde raadet over, og ſom den Gang kaldtes Odinsſal, tilligemed den Vig, der kaldtes Saltvik og alle de ſaakaldte Saltvikſtrande; hans Rige eller Forlening naaede lige til Svineſund[2].

Begge disſe Fortællinger ere viſt temmelig gamle, dog have de et altfor romantiſk Præg til at kunne fortjene Tiltro Iſær er det Forſøg, der i dem begge gjøres paa at fremſtille Harald ſom en halv Chriſten eller ſom en Mand, der allerede havde dyrket den eneſte ſande Gud, der havde lært at indſee og vovede aabenbart at udtale ſin Foragt for de hedenſke Guder, øjenſynligt udgaaet fra ſildigere chriſtne Sagnfortællere, der ønſkede at fremſtille Nationens Yndlingshelt, Landets førſte Enevoldskonge i det bedſte og for Middelalderens eenſidige Betragtningsmaade af Religionsforholdene gunſtigſte Lys[3]. Ikke at tale om, at de begge indeholde Anachronismer paa den Tid, da Harald ifølge Sagnet ſkulde have ſendt Bud efter Gyda, havde Gorm den gamle endnu ikke underkaſtet ſig Danmark; endog de ſamme Sagaer, der tale om Gyda, fortælle dog at Harald ſiden egtede Ragnhild, en Datter af Kong Erik i Jylland, uagtet denne dog ikke kunde være Konge i Jylland, hvis Gorm allerede havde erobret Landet, thi det heder udtrykkeligt, at han ødelagde alle Konger lige til Slien. Og derimod paa den Tid, da Harald ifølge det andet Sagn ſkulde have forlangt Ragnars Haand, havde han allerede fældet Gandalf og hans Sønner, ſaa at der ej kunde være Spørgsmaal om at optræde ſom deres Medbeilere til Nerid den raadſpakes Arv. Forreſten, naar man indbyrdes ſammenligner Sagnene, indeholder det om Ragna de fleſte Tegn paa Ælde og Troværdighed. Det beſkriver Enkelthederne nøjagtigere, det veed at gjøre Regnſkab for Ragnas Herkomſt for Stedet, hvor Begivenheden foregik, ja endog før Anledningen til en Lovbeſtemmelſe, ſom ſidenefter virkelig var gjeldende[4], medens det i Fortæl-

  1. Se ovenfor S. 379.
  2. Fagrſkinna, Cap. 15—19. Ved Odinsſal maa man tænke paa Onsø (fordum Óðinsyn eller Ódinsey), der ligger nær ved Varna, og hvor der tillige findes et Saltnes. Naar Forleningen ſtrakte ſig til Svineſund, maa Harald altſaa have udvidet ſit Herredømme derhen, ſe ovfr. S. 461, eller ogſaa tilhører Guthorms Forlening med Viken en ſildigere Tid.
  3. Der ſigtes upaatvivlelig hertil ved de Ord, der i den vidtløftigere Olaf Tryggveſøns Saga Cap. 167, lægges Olaf Tryggveſøn i Munden i hans Tale til Thrønderne efter Jærnſkegges Død: „Kong Harald var en Hedning og kjendte intet til Gud, men lod dog dræbe alle de Mænd, ſom han vidſte vare de rammeſte i Trolddom og Fandens Tjeneſte; det findes ogſaa i hans Ord at han ventede nogen Hjelp af den, der havde ſkabt ham, ſkjønt han ej havde fuld Kundſkab om, hvo den Gud var“.
  4. I den ældre Gulathingslov Cap. 198 og 199: „Naar en ættbaaren Kvinde lader ſig forføre af en Træl, ſkal hun gaa i Kongens Gaard og løſe ſig derfra med 3 Mark. — — Nu tager en Mand en Kvinde med Vold, og bliver han overbeviiſt derom, da bliver han utlæg, eller gjelde 40 Mark, og bøde hende dobbelt Ret“. — Lidt underligt er det dog, at denne Beſtemmelſe ſkal findes i Gulathingsloven, da det ifølge Sagaen maatte være Eidſivathingsloven, hvori den var optagen. Men Eidſivathingsloven er tabt, og det er altſaa dog en Mulighed for, at Beſtemmelſen ogſaa har ſtaaet i den, men ſenere er bleven optagen i Gulathingsloven.