Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/491

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
463
Ragna Adilsdatter.

Mormoder Thora var en Datter af Kong Eyſtein (rimeligviis Eyſtein ildraade) og Aſtrid, en Datter af Kong Adils den ſvarte[1]. Ragnas Fader Adils var død, og hun var hans eneſte Barn Harald var da tolv Aar gammel, og Ragna af ſamme Alder. Harald fattede ſtor Kjærlighed til hende. Men da han i et ſtort Julegilde paa Hadeland erklærede hende ſin Kjærlighed, ſvarede hun: „viſtnok kan jeg ingen hæderligere Bejler faa, end Eder, der baade er af kongelig Byrd, ſelv Konge og af et fagert Udſeende; men førend jeg fatter fuldkommen Kjærlighed til Eder, ønſkede jeg dog førſt at vide, om det er Eder, Herre Konge, eller Gandalfs Sønner, ſom ſkal arve Eders Frænde Nerid den raadſpake“. Harald blev vred, og ſvarede at hun for denne Bebrejdelſe fortjente at blive hans Frille iſtedetfor hans Egtehuſtru, ſom han havde tænkt. Men Ragna bad ham ikke vredes over, hvad hun havde ſagt i Spøg. „Det ſømmer ſig ikke for Eders kongelige Værdighed“, ſagde hun, „at ſtrides med Kvinder, allermindſt med Smaapiger ſom mig; ſøg heller Eders Hæder i at overvinde de Konger, der nu herſke rundt om Landet; hvad mig angaar, da vil jeg, hvis jeg faar raade mig ſelv, hverken blive Eders eller nogen anden Mands Frille, og enten ſkal jeg vorde den Mands Egtehuſtru, der underkaſter ſig hele Norge, eller jeg ſkal ingen Mand have“. Da Kong Harald hørte disſe Ord, aflagde han ſtrax det højtidelige Løfte ved ſit Hoved, at han ikke ſkulde have nogen anden Egtehuſtru i Norge, end Ragna, og dog kun paa den Betingelſe, at han ſkulde have gjort alle Mænd i Norge til ſine Thegner. Han gav ogſaa en ny Lovbeſtemmelſe om Kvindernes Ret, nemlig at hver den Mand, ſom tog en Kvinde med Vold, ſkulde være utlæg, og ikke kunne kjøbe ſig Fred igjen uden for 40 Mark Sølv, men at den Kvinde, der hemmeligt lod ſig forføre, ſkulde gaa ſom Tyende i Kongens Gaard, og være ufri indtil hun udløſtes med tre Mark Sølv. Han lovede og, tillægges det, ikke at offre til nogen af de Guder, ſom Folk plejede at hædre, men alene til den Gud, ſom ſkabte Solen eg ordnede Verden; „thi“, ſagde han, „efterdi jeg ikke har ringere Formaal end at vorde Enevoldskonge over hele Norge og underkaſte mig andre Konger, der baade ere rige og mægtige, vil jeg ikke ſtole paa nogen anden end den, ſom ſelv er den mægtigſte og raader for Alt; jeg vil heller ikke have ſynderligt Venſkab før den, ſom dyrker nogen anden Gud, thi det er dog tydeligt at ſee, at hverken jeg eller nogen anden kan have Hjelp af en Gud, hvis hele Magt kun er indſkrænket til en Steen eller en Skov“. Da Guthorm hørte dette, ſtod han op, og priſte ſaavel Haralds ſom Ragnas Ord for hele den talrige Forſamling „Det kommer nu an paa“, ſagde han, „at hans Mænd troligen ville underſtøtte ham, indtil hans ſtore og hæderlige Forſæt er fuldført“. Og ſelv ſvor han ligeledes ved ſit Hoved, at

  1. Om denne Adils ſvarte finder man ellers intet i Sagaerne.