Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/490

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
462
Harald Haarfagre.

Omgreb ej alene har vakt Haralds Efterlignelſeslyſt, men ogſaa ladet ham føle Nødvendigheden af at ſikkre ſig Beſiddelſer i det Nordenfjeldſke, paa hvilke den ragnarſke Æt ingen nedarvede Fordringer havde, og ſom vanſkeligt nogen Erobrer fra Øſten kunde naa. Sagnet har imidlertid paa en mere romantiſk Maade forſkjønnet Beretningen om Haralds førſte Erobringstog, ved at lade Kjærlighed give Anledningen dertil. Dog fortælles dette paa to forſkjellige Maader. De paa Island optegnede Kongeſagaer, der berette om Harald og hans Erobringer, nævne Gyda, Datter af Kong Erik paa Hørdeland, ſom den Mø, hvis Haand Harald ſøgte at vinde ved at underkaſte ſig hele Norge. Hun opfoſtredes, fortælle de, hos en mægtig Bonde paa Valdres. Harald vilde have vende til ſin Frille, fordi hun var fager og af et ſtolt Sind. Derfor ſendte han nogle Mænd efter hende; men da de frembare ſit Ærende for hende, ſvarede hun, at hun ikke vilde opoffre ſin kvindelige Ære for en Konge, der ikke havde ſtørre Rige at raade over end nogle Fylker; hun undredes over, at der ikke fremſtod nogen Konge, der vilde underkaſte ſig Norge ligeſom Kong Erik i Uppſala havde underkaſtet ſig Sverige, og Kong Gorm Danmark. Sendemændene foreſtillede hende, at Harald var mægtig nok og god nok for hende, men forgjæves. De maatte drage bort med uforrettet Sag, og ved deres Afrejſe gjentog Gyda endnu engang, hvad hiin allerede havde ſagt, idet hiin bad dem hilſe Kong Harald og ſige ham, at hun alene vilde ſamtykke i at blive hans Egtehuſtru paa det Vilkaar, at han forinden, og for hendes Skyld, havde underkaſtet ſig hele Norge og herſkede ligeſaa frit derover, ſom Kong Erik over Sverige eller Kong Gorm over Danmark; thi førſt da, meente hun, kunde han fortjene Navn af Thjodkonge. Sendemændene frembare disſe Ord for Kong Harald, og meente at hun burde lide Straf for ſit Overmod. Men Harald ſagde at hun aldeles ikke fortjente Straf, og derimod ſkulde have mange Tak for ſine Ord, thi hun havde mindet ham om, hvad han undredes over ikke før var faldt ham ind. „Og“, ſagde han, „det lover jeg helligt, og derpaa kræver jeg den Gud til Vidne, ſom bar ſkabt mig og raader for Alt, at jeg ikke ſkal ſkære eller kæmme mit Haar, førend jeg har indtaget hele Norge med Skatter og Skulder eller i modſat Fald dø“. Og Hertug Guthorm, tilføjes der, takkede ham for disſe Ord, og ſagde at det var kongeligt at volde dem[1].

Et i Norge optegnet Udtog af Kongeſagaerne har derimod følgende Fortælling. „Der var en Mø ved Navn Ragna den overmodige (hin ríkuláta), ſom ejede næſten hele Land, Thoten og Einabygden; hun ſkal have været overmaade fager. Hun var en Datter af Adils den rige, hvis

  1. Snorre, Harald Haarf. S. Cap. 4. Flatøbogen om Harald Haarf. Cap. 3; Olaf Tryggv. Saga Cap. 1.