Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/489

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
461
Oplandene og Vingulmark undertvungne.

len, der ſkal have faaet ſit Navn efter Kong Hake. Gandalf var imidlertid kommen til Veſtfold. Men Guthorm og Harald ilede tilbage for at møde ham, og leverede ham et Slag, hvorved han tabte Størſtedelen af ſin Hær og maatte flygte hjem til ſit Rige.

Ved Efterretningen herom ſkjønnede Eyſteins Sønner paa Hedemarken, at de med det førſte kunde vente at blive angrebne af Harald. De aftalte derfor en Sammenkomſt paa Ringsaker med Høgne Kaareſøn og Gudbrand Herſe i Gudbrandsdalen for at raadſlaa om hvad der var at foretage til fælles Forſvar. Men imidlertid havde Harald og Guthorm ſamlet alle de Folk, de kunde overkomme, og ſkyndte ſig med denne Hær i al Stilhed gjennem Skovegne lige til Hedemarken, hvor de kom aldeles uforvarende over hine fire Høvdinger, førend Sammenkomſten endnu var til Ende. De udſatte Vagtmænd bleve dem ej var, førend de vare komne paa Gaarden og havde omringet de Stuer, hvor Høgne og Gudbrand ſov. Disſe Stuer ſatte de Ild paa, ſaa at Gudbrand og Høgne brandt inde; Eyſteins Sønner derimod kom ud med ſine Mænd og forſvarede ſig en Stund. Enden blev dog, at de begge faldt. Efter disſe fire Høvdingers Fald underkaſtede Harald ſig nu ved ſin Morbroder Guthorms Hjelp Ringerike og Hadeland, Thoten og Hedemarken, Gudbrandsdalen og Raumarike, og den nordre Deel af Vingulmark. Af disſe Landſkaber var Gudbrandsdalen en ny Erhvervelſe; de øvrige havde ogſaa tilhørt hans Fader Halfdan. Guthorm og Harald vendte nu ſine Vaaben mod Gandalf, med hvem de holdt flere Slag. I det ſidſte af dem faldt han, og Harald underkaſtede ſig nu hele Riget lige til Glommen[1].

13. Haralds Erobringsplaner.


Harald beherſkede nu allerede et ſtørre Rige, end hans Fader havde haft. Størſtedelen af det nuværende Chriſtiania Stift var ham underkaſtet. Derforuden var han Herre over Sogn, hvis Beſtyrelſe han fremdeles overlod til Atle Jarl. Han var den mægtigſte af alle Konger i Norge, og ingen af dem kunde endog paa langt nær maale ſig med ham. Det er derfor i og for ſig ſelv heel naturligt, at den Beſlutning at underlægge ſig alle de øvrige Fylker i Landet nu maatte komme til Modenhed hos ham, iſær da dette var Erobringernes Tid, og i Grunden enhver Konge, ſaa ofte der gaves Lejlighed dertil, ſøgte at udvide ſit Rige paa Naboernes Bekoſtning. Man maa ogſaa antage, at den ſvenſke Kong Erik Eimundsſøns

  1. Snorre Sturlaſøn, Harald Haarf. S. Cap. 1, 2. Flatøbogen om Harald Haarf. Cap. 1, 2. Det heder her, at Harald underkaſtede ſig Landet lige til Gaut-Elven, hvilket dog ikke er ſandſynligt; derimod er det nok rimeligt, at Harald har underkaſtet ſig Landet til Svineſund, ſe nedenfor S. 464.