hvortil Harald hørte, kunde træde i Rækken med den ragnarske, og, endog i sine egne Undersaatters Øjne, betragtes som aldeles legitim og jevnbyrdig ved Siden af denne. Dette opnaaede ikke Harald Haarfagres Æt, førend Christendommen var indført og en af dens egne Medlemmer, Olaf den Hellige, ved sin Martyrdød og Optagelse i Helgenernes Tal ej alene havde udbredt en Glands over sin egen Slægt, der gjorde den jevngod med de fornemste Kongeslægter i Norden, men ogsaa givet det hele Land et aandeligt Sammenknytningspunkt, der nu først bragte Indbyggerne af de fra hinanden meest adskilte Landsdele til at føle, at de vare Borgere af een og samme Stat. Harald Haarfagres Bedrifter kunne derfor, hvor vigtige og indgribende de end ere, dog ikke berettige os til med ham at begynde noget nyt Afsnit i Norges Historie. Dette kan ej skee førend efter Christendommens fuldkomne Indførelse og Tilintetgjørelsen af Danevældets sidste Levninger i Norge.
Harald Haarfagre var efter alle Sagaers eenstemmige Vidnesbyrd ti Aar gammel, da han tog Kongedømmet efter sin Fader. Han var, som det i en gammel Beretning heder[1], kun et Barn af Aar, men fuldkommen i al den Mandighed, som det sønmede en hæderlig Konge at have. Hans Haarvæxt var stor, og saaledes at see til som fager Silke. Han var ualmindelig smuk og sterk, klog, beregnende og forsigtig; gamle Mænd yndede ham for disse Egenskaber, unge og raske Folk samlede sig om ham formedelst Glandsen af hans Hof og hans Gavmildhed. Hans store Ungdom gjorde det dog nødvendigt, at hans Morbroder Guthorm i de første Aar af hans Regjering forestod den egentlige Landsstyrelse og anførte Hæren. Thi hans Æts gamle Fiender forsøgte strax efter Halfdan Svartes Død paa at benytte sig af Lejligheden til at rive Stykker af hans Rige til sig. Kong Gandalf i Alfheime underkastede sig Vingulmark, og som det synes, Raumarike; Høgne og Frode, Sønner af Kong Eystein paa Hedemarken, gjorde en anden Konge, ved Navn Høgne Kaaresøn, drog om paa Ringerike; Hadeland og Thoten faldt ligeledes fra, Besiddelser paa Østlandet kun at have sig til Herrer over dette Landskab; og Harald synes af alle Halfdans beholdt Vestfold tilbage. Ogsaa dette søgte hans Fiender at berøve ham. Gandalf og hans Søn Hake besluttede nemlig ad to Veje at drage til Vestfold og overrumple Harald. Hake skulde med 300 Mand gaa gjennem de øvre Dalfører, altsaa de sydvestlige Egne af Raumarike, nordenom Folden, medens Gandalf selv med sin Hær skulde med sin Hær skulde sætte over Fjorden lige til Vestfold. Men da Hertug Guthorm erfarede, at Hake havde begivet sig paa Vejen, samlede han i Hast en Hær, og skyndte sig tilligemed Harald mod Hake, som de traf og fældte med den største Deel af hans Folk i Hakeda-
- ↑ Fagrskinna Cap. 5
