Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/487

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
459
Harald Haarfagres Fremtræden.

der nævnes blandt de tre ſtore, for det hele Folk fælles Offringer, og ſom holdtes regelmæsſigt hver Sommerdag for at nedbede Sejr ved de foreſtaaende Krigstog Det var altſaa det regelmæsſige, at der hver Sommer foretoges Krigstog, og manglede Anledningen hertil hjemme, maatte man ſøge den ude.

Naar ſtørre Hobe af Vikingerne ſloge ſig ſammen og herjede i Fællesſkab, maatte Enden tilſidſt blive, at der oprettedes nordiſke Riger udenfor Norden. Thi om end ved det af enkelt Mand paa egen Haand foretagne Tog, hvor der ej kunde være Tanke om Erobring, Beſtræbelſen efter at vinde Krigerhæder og Bytte var forherſkende, ſaa var dog den egentlige Henſigt, der drev Germanernes Krigerſkarer ud paa Æventyr, Erobring af Land, ſtedſe tilſtede, og naar derfor førſt Betingelſen for at kunne gjøre Erobringer, tilſtrækkelig Styrke, ikke ſavnedes, var ogſaa ſtrax Lyſten der. Som en Følge deraf maatte de Sammenerobringer af de enkelte Fylker og Landſkaber i Norden, der iſær fra Midten af det 9de Aarhundrede fandt Sted, nødvendigviis medføre Oprettelſen af andre nordiſke Riger udenfor Norden. Thi hine Sammenerobringer dreve, ſom vi have ſeet, deſto flere Krigere ud paa Vikingetog, jo mere de grebe om ſig, og naar der tilſidſt ikke længer fandtes Smaariger i Norden, men kun trende Hovedriger, maatte ogſaa Vikingevæſenet og Nordboernes Stræben efter at erhverve Beſiddelſer udenfor Fædrelandet have naaet ſit Højeſte. Og omvendt behøve vi kun at ſlutte fra den overordentlige Magt, hvormed Vikingevæſenet og de nordiſke Krigeres Erobringslyſt fra Midten af det 9de Aarhundrede greb om ſig, til at der paa ſamme Tid i Norden ſelv fandt Bevægelſer Sted, der ledede til Smaarigernes Opløsning og Oprettelſen af de tre Hovedriger.

12. Harald Haarfagres førſte Fremtræden.


Grundvolden til Sammenerobringen af Norges Fylker var allerede lagt af Halfdan Svarte. Det ſtore Verk fuldendtes derfor af hans Søn og Efterfølger Harald Haarfagre, med hvilken derfor vore ældre hiſtoriſke Skrifter ſædvanligviis begynde Enevoldskongernes Tidsrum. Hvad han udrettede, var imidlertid ikke af ſaa ſtor Varighed, at man kan begynde Norges egentlige Eenheds- og Uafhængigheds-Periode fra ham. Han og hans nærmeſte Efterfølgeres Tid kan mere anſees ſom en Forberedelſe til Oprettelſen af et Norges Rige, end ſom en virkelig Oprettelſe af dette ſelv. De af ham ſammenerobrede Landsdele manglede endnu det nødvendige organiſke Sammenhold. Deres politiſke Interesſer vare endnu ej fælles. Det ragnarſke Dynaſti, ſaavel af Sviakongernes, ſom Danekongernes Linje, havde endnu en overvejende Indflydelſe i Viken og paa Oplandene, og der maatte endnu hengaa lang Tid og en alvorlig Kamp, inden den veſtfoldſke Æt,