hvormed de droge ud, var forskjelligt efter Omstændighederne: stundom havde de kun eet, stundom flere. Som oftest var det den Uddragendes Fader eller nærmeste Frænde, som udrustede ham med Skib, Mandskab og Vaaben; undertiden, naar en Mand i modnere Aar drog ud, anskaffede han selv et Skib, fik vel og undertiden et laant eller foræret af en god Ven, og hvervede derpaa Mandskab, rimeligviis kun mod en bestemt Deel af det forventede Bytte. Var Anføreren af Konge-Æt, hilsedes han gjerne af sit Følge med Kongetitel og kaldtes fra nu af Hær- eller Søkonge. Og nu drog man fra Kyst til Kyst, idet man, hvor man fandt Lejlighed dertil, gjorde Landgang og herjede. Manglede der Proviant, gjorde man Strandhugg. Var der Anledning til at binde an med andre Vikinger uden at have alt for stor Overmagt at kæmpe mod, forsømte man den ej. Om Høsten drog man enten hjem, eller, hvis Afstanden var for stor eller andre Omstændigheder hindrede det, overvintrede man paa et Sted, hvor man, som det hed, havde Fredland, eller fik Tilladelse til at opholde sig uantastet, imod den højtidelige Forpligtelse, ikke at herje eller gjøre nogen Skade. Paa denne Maade kunde mangen Høvding være flere Aar borte uden i Mellemtiden at gjensee sit Fædreland. Ved heldige Kampe med andre Vikinger kunde han ofte vinde flere Skibe og komme hjem med en liden Flaade, om han end kun var dragen ud med eet Skib. Undertiden slog han sig i Følge med andre Vikinger, saa at deres Styrke tilsammen dannede en betydelig Flaade. Disse Flaader vare da ofte istand til at indtage folkerige Byer og erobre store Landskaber. Og hvis Vikingehøvdingen ikke foretrak at blive udenlands, hvilket ikke sjælden hendte, men drog hjem med sine samlede Skatte og krigsfangne Trælle, blev han med Hædersbeviisninger modtagen af sine Frænder, og var fra nu af en anseet og formaaende Mand i Samfundet, der gjerne førte et stort og gjestfrit Huus ved Hjelp af de paa Togene erhvervede Rigdomme.
Naar de virkelig regjerende Konger selv droge i Viking, skede dette, idetmindste efter at de mere omfattende Erobrings-Riger havde dannet sig, med større Eftertryk og, som det synes, under en mere offentlig Charakteer; der er endog Spor af at Kongen regelmæssigt hvert Aar har udbudt Leding for at gjøre Vikingetog til fremmede Lande[1]. Det paa disse Tog erhvervede Bytte maa man have betragtet som en vis og nødvendig Indtægt, til hvis Erhvervelse alle Thegner vare forpligtede at hjelpe Kongen, og af hvilken han for en stor Deel bestred det kostbare Hofhold. Overhoved var det, som det synes, det sædvanlige, at en stor Deel af de kampdygtige Mænd om Sommeren laa ude i Viking, enten paa egen Haand, eller i Følge med anseede Anførere. Thi herom vidner det saakaldte Sejrsblot,
- ↑ Olaf den Helliges Saga Cap. 79.
