Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/486

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
458
Vikingetog.

hvormed de droge ud, var forſkjelligt efter Omſtændighederne: ſtundom havde de kun eet, ſtundom flere. Som ofteſt var det den Uddragendes Fader eller nærmeſte Frænde, ſom udruſtede ham med Skib, Mandſkab og Vaaben; undertiden, naar en Mand i modnere Aar drog ud, anſkaffede han ſelv et Skib, fik vel og undertiden et laant eller foræret af en god Ven, og hvervede derpaa Mandſkab, rimeligviis kun mod en beſtemt Deel af det forventede Bytte. Var Anføreren af Konge-Æt, hilſedes han gjerne af ſit Følge med Kongetitel og kaldtes fra nu af Hær- eller Søkonge. Og nu drog man fra Kyſt til Kyſt, idet man, hvor man fandt Lejlighed dertil, gjorde Landgang og herjede. Manglede der Proviant, gjorde man Strandhugg. Var der Anledning til at binde an med andre Vikinger uden at have alt for ſtor Overmagt at kæmpe mod, forſømte man den ej. Om Høſten drog man enten hjem, eller, hvis Afſtanden var for ſtor eller andre Omſtændigheder hindrede det, overvintrede man paa et Sted, hvor man, ſom det hed, havde Fredland, eller fik Tilladelſe til at opholde ſig uantaſtet, imod den højtidelige Forpligtelſe, ikke at herje eller gjøre nogen Skade. Paa denne Maade kunde mangen Høvding være flere Aar borte uden i Mellemtiden at gjenſee ſit Fædreland. Ved heldige Kampe med andre Vikinger kunde han ofte vinde flere Skibe og komme hjem med en liden Flaade, om han end kun var dragen ud med eet Skib. Undertiden ſlog han ſig i Følge med andre Vikinger, ſaa at deres Styrke tilſammen dannede en betydelig Flaade. Disſe Flaader vare da ofte iſtand til at indtage folkerige Byer og erobre ſtore Landſkaber. Og hvis Vikingehøvdingen ikke foretrak at blive udenlands, hvilket ikke ſjælden hendte, men drog hjem med ſine ſamlede Skatte og krigsfangne Trælle, blev han med Hædersbeviisninger modtagen af ſine Frænder, og var fra nu af en anſeet og formaaende Mand i Samfundet, der gjerne førte et ſtort og gjeſtfrit Huus ved Hjelp af de paa Togene erhvervede Rigdomme.

Naar de virkelig regjerende Konger ſelv droge i Viking, ſkede dette, idetmindſte efter at de mere omfattende Erobrings-Riger havde dannet ſig, med ſtørre Eftertryk og, ſom det ſynes, under en mere offentlig Charakteer; der er endog Spor af at Kongen regelmæsſigt hvert Aar har udbudt Leding for at gjøre Vikingetog til fremmede Lande[1]. Det paa disſe Tog erhvervede Bytte maa man have betragtet ſom en vis og nødvendig Indtægt, til hvis Erhvervelſe alle Thegner vare forpligtede at hjelpe Kongen, og af hvilken han for en ſtor Deel beſtred det koſtbare Hofhold. Overhoved var det, ſom det ſynes, det ſædvanlige, at en ſtor Deel af de kampdygtige Mænd om Sommeren laa ude i Viking, enten paa egen Haand, eller i Følge med anſeede Anførere. Thi herom vidner det ſaakaldte Sejrsblot,

  1. Olaf den Helliges Saga Cap. 79.