Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/485

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
457
Vikingernes Tilhold.

Trælle, af hvilke flere endog udtrykkelig nævnes, og altid ere kjendelige ved deres gaeliſke Navne[1].

Et Slags Ran, ſom endog de humanere Vikinger ſjælden toge i Betænkning at tillade ſig, og ſom vel endog Kjøbmænd ofte, drevne af Nødvendighed, begik paa fremmede Kyſter, var det ſaakaldte Strandhugg, eller Nedſlagten af det til Beſætningens Underholdning nødvendige Kvæg, ſom man kunde overkomme paa en eller anden Kyſt, man ſejlede forbi. Saadant Strandhugg ſkede kun for Selvopholdelſens Skyld, ikke af Vindeſyge; men da Ejerne af Kvæget ofte med væbnet Haand ſøgte at forſvare det, kunde ved ſaadan Lejlighed mangen hidſig Fegtning opſtaa.

Vore Sagaer nævne om enkelte Steder ved Kyſterne, hvor Vikingerne iſær havde Tilhold. Førſt og fremſt omtales de ſaakaldte Elvekviſler eller Gaut-Elvens Udløb paa begge Sider af Hiſingen, iſær Nordſiden, ſom et ſaadant. Det var nemlig heel belejligt for at holde Øje med de Skibe, der havde været paa Handelspladſerne oppe ved Elven, nemlig ved Kongehelle i Viken og Ljodhuus i Gautland. Øreſund ſynes ogſaa at have været et yndet Vikinge-Smuthul; her var Handelspladſen Haløre i Nærheden. I Kattegattet ſynes Samsø at have været meget beſøgt; herfra beherſkede man Indløbet til lille og ſtore Belt. Den langſtrakte ſvenſke Skærgaard langs Øſterſøen afgav mange Smuthul; her ſkjelnede man mellem Sviaſkærene ved Svithjods, og Gautaſkærene ved Øſtergautlands Kyſt. Strækningen mellem Svithjod og langs Finlands Sydkyſt kaldte man Balagardsſiden, hvor ligeledes Vikingerne heel ofte plejede at have Tilhold; og længere ſydligt var iſær Eyſyſla eller Øſel beſøgt. Norges Veſtkyſt havde i disſe Tider endnu ingen Byer eller anſeelige Handelspladſe, derfor nævnes heller ingen Steder her ſom fortrinsviis beſøgte af Vikingerne. Men deſto ſtadigere holdt disſe ſig, ſom vi have ſeet, ved Hjaltland og Orknøerne, hvorfra de med Lethed kunde hjemſøge deels Norges Kyſter i Øſt, deels Skotland og Irland i Veſt. Og vi have ligeledes ſeet, hvorledes de i Frankrige formelig blokerede de fleſte Hovedfloders Udløb, og i England paa ſamme Maade fornemmelig holdt ſig deels ved Udløbet af Temſen, deels ved Flodmundingerne i Northumberland, og deels ved Indløbet til Hamtun eller Southampton.

Sagaerne indeholde flere nærmere Beſkrivelſer over enkelte Høvdingers Vikingetog i det 10de og 11te Aarhundrede. Da der ingen Grund er til at antage, at disſe Vikingetog i nogen væſentlig Grad adſkilte ſig fra dem, der fandt Sted i det 9de Aarhundrede, vil en Angivelſe af hvad der var de charakteriſtiſke Træk ved hine ogſaa gjelde for disſe. Man finder ſaaledes, at Høvdingernes Sønner ſom ofteſt meget tidligt, ſtundom endog kun tolv til femten Aar gamle, begave ſig paa Tog. Antallet af de Skibe,

  1. F. Ex. Melkolf (Mælcolm), Dufthak (Oubhthach) o. fl.