Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/484

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
456
Vikingetog.

heds Skyld, men for at samle virkelige Rigdomme At erhverve Hæder (leita sér sœmdar) og skaffe sig Gods (afla sér fjár), anføres derfor sædvanligt i vore Sagaer som de Øjemed, hvori Vikingetog bleve foretagne; man maa kun vogte sig for stedse at antage den blotte Erhvervslyst som Hoveddrivefjedren. Undertiden var det vel vanskeligt nok at drage Grændsen mellem en Handelsrejse og et Vikingetog. Kjøbmanden maatte paa sine Rejser være beredt paa at forsvare sit Liv og sit Gods, thi ikke alle Vikinger vare saa liberale som Hjalmar; og en Skibsbesætning af modigt, vel bevæbnede Kjøbmænd kunde vel ikke sjælden, hvor Lejlighed gaves, faa Lyst til at foretage en liden Plyndring. Omvendt vare Vikingerne ogsaa ofte i den Nødvendighed at maatte kjøbslaa, især hvor det gjaldt at afhænde deres Bytte; ved slige Lejligheder plejede de at slutte etslags Stilstand, enten paa visse Dage eller paa ubestemt Tid med en vis foreskreven Opsigelsesfrist fra hver Side; saa længe Stilstanden varede, kjøbsloge de nok saa fredeligt med Indbyggerne, men naar Stilstanden, eller som det hed, Freden var opsagt, vare de berettigede til at herje, og Indbyggerne til at værge sig mod dem som de bedst kunde. Slige Aftaler holdtes, som det synes, i Almindelighed samvittighedsfuldt. Ofte hændte det ogsaa — Exempler derpaa ere allerede i det foregaaende nævnte — at Indbyggerne af en Kyst eller Havn tilkjøbte sig Fred mod en vis Kontribution; det var en formelig Brandskatning, en mere fredelig og med færre Grusomheder forbunden Maade for Vikingerne at erhverve Bytte paa. Der var imidlertid et Slags Bytte, efter hvilket Vikingerne vare gridske, og som paa hine Tider spillede en stor Rolle i alslags Handel og borgerligt Samkvem, men som ikke let paa fredelig Maade kunde erhverves, nemlig Trælle. Vi læse i de fleste udenlandske Beretninger om Vikingernes Angreb, at de bortførte en Mængde Mennesker, baade Kvinder og Børn. Forsaavidt disse ikke strax løskjøbtes af deres Frænder og Venner, hvortil der vel som oftest gaves Anledning, bleve de af Vikingerne enten hjembragte for at tjene som Huustrælle, eller førte til de Trællemarkeder, som holdtes hist og her i Norden, fornemmelig paa de større Søhandelspladse. Vore Sagaer og gamle Lovbøger tale derfor meget ofte om „hærtagne“ Trælle eller Trælkvinder. Det blotte Fangenskab ved Vaabenmagt var strengt taget nok til at gjøre endog den fribaarne Landsmand til Træl[1]. Der tales om „østerlandske“ Trælle (d. e. Trælle fra Austrveg)[2]; om tydske Trælle, og i det 9de Aarhundrede isærdeleshed om irske

  1. Se f. Ex. Egils Saga Cap. 5, hvor Berg-Anund gjør Paastand paa at Thora Hladhaand skal ansees som Trælkvinde, fordi Bjørn Hauld havde revet hende fra hendes Fader Thorer Herse.
  2. Man austrœnt, i Hornkloves Kvad, Fagrskinna Cap. 6.