Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/484

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
456
Vikingetog.

heds Skyld, men for at ſamle virkelige Rigdomme At erhverve Hæder (leita sér sœmdar) og ſkaffe ſig Gods (afla sér fjár), anføres derfor ſædvanligt i vore Sagaer ſom de Øjemed, hvori Vikingetog bleve foretagne; man maa kun vogte ſig for ſtedſe at antage den blotte Erhvervslyſt ſom Hoveddrivefjedren. Undertiden var det vel vanſkeligt nok at drage Grændſen mellem en Handelsrejſe og et Vikingetog. Kjøbmanden maatte paa ſine Rejſer være beredt paa at forſvare ſit Liv og ſit Gods, thi ikke alle Vikinger vare ſaa liberale ſom Hjalmar; og en Skibsbeſætning af modigt, vel bevæbnede Kjøbmænd kunde vel ikke ſjælden, hvor Lejlighed gaves, faa Lyſt til at foretage en liden Plyndring. Omvendt vare Vikingerne ogſaa ofte i den Nødvendighed at maatte kjøbſlaa, iſær hvor det gjaldt at afhænde deres Bytte; ved ſlige Lejligheder plejede de at ſlutte etſlags Stilſtand, enten paa visſe Dage eller paa ubeſtemt Tid med en vis foreſkreven Opſigelſesfriſt fra hver Side; ſaa længe Stilſtanden varede, kjøbſloge de nok ſaa fredeligt med Indbyggerne, men naar Stilſtanden, eller ſom det hed, Freden var opſagt, vare de berettigede til at herje, og Indbyggerne til at værge ſig mod dem ſom de bedſt kunde. Slige Aftaler holdtes, ſom det ſynes, i Almindelighed ſamvittighedsfuldt. Ofte hændte det ogſaa — Exempler derpaa ere allerede i det foregaaende nævnte — at Indbyggerne af en Kyſt eller Havn tilkjøbte ſig Fred mod en vis Kontribution; det var en formelig Brandſkatning, en mere fredelig og med færre Gruſomheder forbunden Maade for Vikingerne at erhverve Bytte paa. Der var imidlertid et Slags Bytte, efter hvilket Vikingerne vare gridſke, og ſom paa hine Tider ſpillede en ſtor Rolle i alſlags Handel og borgerligt Samkvem, men ſom ikke let paa fredelig Maade kunde erhverves, nemlig Trælle. Vi læſe i de fleſte udenlandſke Beretninger om Vikingernes Angreb, at de bortførte en Mængde Menneſker, baade Kvinder og Børn. Forſaavidt disſe ikke ſtrax løskjøbtes af deres Frænder og Venner, hvortil der vel ſom ofteſt gaves Anledning, bleve de af Vikingerne enten hjembragte for at tjene ſom Huustrælle, eller førte til de Trællemarkeder, ſom holdtes hiſt og her i Norden, fornemmelig paa de ſtørre Søhandelspladſe. Vore Sagaer og gamle Lovbøger tale derfor meget ofte om „hærtagne“ Trælle eller Trælkvinder. Det blotte Fangenſkab ved Vaabenmagt var ſtrengt taget nok til at gjøre endog den fribaarne Landsmand til Træl[1]. Der tales om „øſterlandſke“ Trælle (d. e. Trælle fra Auſtrveg)[2]; om tydſke Trælle, og i det 9de Aarhundrede iſærdeleshed om irſke

  1. Se f. Ex. Egils Saga Cap. 5, hvor Berg-Anund gjør Paaſtand paa at Thora Hladhaand ſkal anſees ſom Trælkvinde, fordi Bjørn Hauld havde revet hende fra hendes Fader Thorer Herſe.
  2. Man austrœnt, i Hornkloves Kvad, Fagrſkinna Cap. 6.