paa Tog for derved at erhverve sig den nødvendige Krigerhæder til at kunne træde i Række med sine øvrige Jevnbyrdige; efter denne Tid drog han igjen tilbage til Hjemmet, og levede enten hele sin øvrige Tid eller en lang Række af Aar i Rolighed. Der var saaledes Aar efter Aar en stadig Af- og Tilgang af Krigere, og Norden selv kan vel neppe nogensinde engang have været forholdsviis saa meget blottet for Folk, som Okcidenten paa Korstogenes Tider, eller Frankrige under Napoleons Krige.
Uagtet Navnet „Vikinger“ i Sagaerne stundom findes anvendt om de Krigere, der tidligere end det 8de Aarhundrede droge ud paa Herjetog, synes det dog først efter denne Tid at være blevet ret almindeligt, og man skulde være fristet til at antage, at det kun ved en Misbrug hos sildigere Forfattere er blevet udstrakt til hine ældre Tider. Det er en merkelig Omstændighed, at vore Forfædre aldrig brugte at kalde Krigstog til Østersøen Austrviking. De kaldte det at drage i Austrveg. Navnet „Viking“ var derimod forbeholdt Vesten. Her hed det, „at fare i“ Vesterviking“, og naar man hist og her finder den Talemaade slet og ret „at fare i Viking“, maa den i de fleste Tilfælde forklares om Krigstog til Vesterhavets Øer og Kyster. Ogsaa Anglerne kjendte Ordet „Viking“, men de brugte det alene øm de nordiske Søkrigere, og de synes derfor at have lært det af disse. Man kunde saaledes føle sig fristet til at udlede Navnet af Stedsnavnet Vík, nemlig Viken i Norge, hvorfra Sigurd Rings og Ragnar Lodbroks Krigstog først udgik, og antage, at Ordet Víkingr saaledes allerførst har betegnet „en Indbygger af Viken“, og siden er blevet udstrakt til alle nordiske Sø- og Kyst-Røvere i Almindelighed. Men da man ved Siden af Víkingr ogsaa har Ordet víking, der betegner Vikingens Syssel, maa man dog nok heller udlede begge disse Ord af vík i den almindelige Betydning af „Indbøjning“, fordi det just var Vikingernes Skik at lægge ind i Vige og Bugter, for her enten at lure paa andre Skibe, eller at gjøre Landgang. Ordet kan imidlertid ikke være blevet almindeligt førend efter at Togene til Vesten havde taget sin Begyndelse.
Den germaniske Følge-Institution maatte i en dobbelt Henseende fremavle Vikingetog i Norden. Ej alene var den i og for sig grundet paa den Forestilling, at den største Ære for fribaarne Mænd var at vinde ved Krig, men i Norden, hvor de fredelige Næringskilder vare færre og Livsopholdet, især paa hine Tider, forbundet med større Vanskeligheder end i sydligere Lande, maatte det næsten være umuligt for den anseede Høvding at holde et nogenlunde anstændigt Følge om sig, uden at skaffe sig de nødvendige Midler hertil ved Krigsforetagender, først til andre Fylker, siden til fremmede Lande. Og naar man engang havde faaet Smag paa at samle Gods ad denne Vej, faldt det saa godt som af sig selv, at man omsider gjorde Krigstog ikke længer for den blotte Hæders og den strenge Nødven-
