Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/483

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
455
Deres Oprindelſe.

paa Tog for derved at erhverve ſig den nødvendige Krigerhæder til at kunne træde i Række med ſine øvrige Jevnbyrdige; efter denne Tid drog han igjen tilbage til Hjemmet, og levede enten hele ſin øvrige Tid eller en lang Række af Aar i Rolighed. Der var ſaaledes Aar efter Aar en ſtadig Af- og Tilgang af Krigere, og Norden ſelv kan vel neppe nogenſinde engang have været forholdsviis ſaa meget blottet for Folk, ſom Okcidenten paa Korstogenes Tider, eller Frankrige under Napoleons Krige.

Uagtet Navnet „Vikinger“ i Sagaerne ſtundom findes anvendt om de Krigere, der tidligere end det 8de Aarhundrede droge ud paa Herjetog, ſynes det dog førſt efter denne Tid at være blevet ret almindeligt, og man ſkulde være friſtet til at antage, at det kun ved en Misbrug hos ſildigere Forfattere er blevet udſtrakt til hine ældre Tider. Det er en merkelig Omſtændighed, at vore Forfædre aldrig brugte at kalde Krigstog til Øſterſøen Auſtrviking. De kaldte det at drage i Auſtrveg. Navnet „Viking“ var derimod forbeholdt Veſten. Her hed det, „at fare i“ Veſterviking“, og naar man hiſt og her finder den Talemaade ſlet og ret „at fare i Viking“, maa den i de fleſte Tilfælde forklares om Krigstog til Veſterhavets Øer og Kyſter. Ogſaa Anglerne kjendte Ordet „Viking“, men de brugte det alene øm de nordiſke Søkrigere, og de ſynes derfor at have lært det af disſe. Man kunde ſaaledes føle ſig friſtet til at udlede Navnet af Stedsnavnet Vík, nemlig Viken i Norge, hvorfra Sigurd Rings og Ragnar Lodbroks Krigstog førſt udgik, og antage, at Ordet Víkingr ſaaledes allerførſt har betegnet „en Indbygger af Viken“, og ſiden er blevet udſtrakt til alle nordiſke Sø- og Kyſt-Røvere i Almindelighed. Men da man ved Siden af Víkingr ogſaa har Ordet víking, der betegner Vikingens Sysſel, maa man dog nok heller udlede begge disſe Ord af vík i den almindelige Betydning af „Indbøjning“, fordi det juſt var Vikingernes Skik at lægge ind i Vige og Bugter, for her enten at lure paa andre Skibe, eller at gjøre Landgang. Ordet kan imidlertid ikke være blevet almindeligt førend efter at Togene til Veſten havde taget ſin Begyndelſe.

Den germaniſke Følge-Inſtitution maatte i en dobbelt Henſeende fremavle Vikingetog i Norden. Ej alene var den i og for ſig grundet paa den Foreſtilling, at den ſtørſte Ære for fribaarne Mænd var at vinde ved Krig, men i Norden, hvor de fredelige Næringskilder vare færre og Livsopholdet, iſær paa hine Tider, forbundet med ſtørre Vanſkeligheder end i ſydligere Lande, maatte det næſten være umuligt for den anſeede Høvding at holde et nogenlunde anſtændigt Følge om ſig, uden at ſkaffe ſig de nødvendige Midler hertil ved Krigsforetagender, førſt til andre Fylker, ſiden til fremmede Lande. Og naar man engang havde faaet Smag paa at ſamle Gods ad denne Vej, faldt det ſaa godt ſom af ſig ſelv, at man omſider gjorde Krigstog ikke længer for den blotte Hæders og den ſtrenge Nødven-