Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/482

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
454
Vikingetog.

og Kareler), hvilke Nordboerne, og især Sviarne, ansaa for deres naturlige Fiender, og hvis Lande de betragtede som deres retmæssige Bytte[1].

Men først i det 8de Aarhundrede begyndte, som vi have seet, Nordboernes Tog til de vesteuropæiske Kyster. Som en rimelig Grund til at de ej før fandt Sted, kan man vistnok anføre den, at det først var Erobringen af Sønderjylland, som bragte Nordmændene i umiddelbar Berørelse med det frankiske Rige og Nordsøens sydligere Omgivelser. Men dette forklarer ikke ganske det overvættes Antal af Krigere, som Norden nu sendte ud over de vestlige Lande. Vel kan man tænke sig, at Skik og Brug her som andensteds udøvede stor Indflydelse, at det nu engang var blevet sædvanligt for Vikingerne, mere at søge mod Vesten end mod Østen. Vel maa man ogsaa altid som en virkende Aarsag tænke paa den Stræben mod Vesten, der fra den første Vandringstid var herskende hos de germaniske Stammer. Men alt dette er ikke nok til at forklare, hvorledes Norden kunde udsende saa store Folkemasser, naar vi ikke, som ovenfor, derhos tage vor Tilflugt til at formode, at nye Bevægelser have fundet Sted i Østen, og ej alene gjort Rummet trangt i de nordiske Lande, men ogsaa – hvad der er umiskjendeligt – vakt en vis Urolighedsaand og forstyrret Forholdene saaledes, at store Skarer af djærve Krigere ikke længer kunde holde ud at forblive i Hjemmet, men deels virkelig fordrevne, deels ledede af en ubevidst Stræben, flokkede sig sammen og ilede mod Vesten. Det var tillige paa denne Tid, at Grunden lagdes til de større Erobringsmonarchier. Og jo flere Fylker der forenedes under een Konge, desto mindre Lejlighed gaves der for disse Fylkers Krigere til at faa deres Kamplyst tilfredsstillet i Hjemmet. Vi have seet, hvorledes Halfdan Svarte forenede Størstedelen af det nuværende Østland til et eneste Rige. Den første umiddelbare Følge heraf maatte være den, at Krigerne paa Hadeland ej længer havde Tilladelse til at kunne herje paa Raumarike; at en Høvding paa Follo ej kunde løbe ind til Skiringssal og rane Kvæg, uden at gjøre sig skyldig i Fredsbrud og derved paadrage sig Fredløshed. Krigshøvdingerne bleve derved mere og mere henviste paa fjernere Egne og fremmede Lande som dem, hvor de skulde udføre deres Bedrifter, og efterhaanden maatte der vel og opstaa et større og større Antal af Fredløse, der ej havde villet erkjende den nye Tingenes Orden, og som derfor heller ikke havde noget blivende Sted i Fædrelandet, ja ikke engang havde noget Hjem, førend de ved Vaabenmagt havde vundet sig et saadant. Ikke maa man heller tænke sig alle dem, der deeltoge i Vikingetog til fremmede Lande, som engang for alle tabte for Hjemmet. Mange nedsatte sig vistnok udenlands, men det sædvanlige var dog, at den enkelte Kriger kun i visse Aar laa ude

  1. Olaf den Helliges Saga Cap. 79.