Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/482

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
454
Vikingetog.

og Kareler), hvilke Nordboerne, og iſær Sviarne, anſaa for deres naturlige Fiender, og hvis Lande de betragtede ſom deres retmæsſige Bytte[1].

Men førſt i det 8de Aarhundrede begyndte, ſom vi have ſeet, Nordboernes Tog til de veſteuropæiſke Kyſter. Som en rimelig Grund til at de ej før fandt Sted, kan man viſtnok anføre den, at det førſt var Erobringen af Sønderjylland, ſom bragte Nordmændene i umiddelbar Berørelſe med det frankiſke Rige og Nordſøens ſydligere Omgivelſer. Men dette forklarer ikke ganſke det overvættes Antal af Krigere, ſom Norden nu ſendte ud over de veſtlige Lande. Vel kan man tænke ſig, at Skik og Brug her ſom andenſteds udøvede ſtor Indflydelſe, at det nu engang var blevet ſædvanligt for Vikingerne, mere at ſøge mod Veſten end mod Øſten. Vel maa man ogſaa altid ſom en virkende Aarſag tænke paa den Stræben mod Veſten, der fra den førſte Vandringstid var herſkende hos de germaniſke Stammer. Men alt dette er ikke nok til at forklare, hvorledes Norden kunde udſende ſaa ſtore Folkemasſer, naar vi ikke, ſom ovenfor, derhos tage vor Tilflugt til at formode, at nye Bevægelſer have fundet Sted i Øſten, og ej alene gjort Rummet trangt i de nordiſke Lande, men ogſaa — hvad der er umiskjendeligt — vakt en vis Urolighedsaand og forſtyrret Forholdene ſaaledes, at ſtore Skarer af djærve Krigere ikke længer kunde holde ud at forblive i Hjemmet, men deels virkelig fordrevne, deels ledede af en ubevidſt Stræben, flokkede ſig ſammen og ilede mod Veſten. Det var tillige paa denne Tid, at Grunden lagdes til de ſtørre Erobringsmonarchier. Og jo flere Fylker der forenedes under een Konge, deſto mindre Lejlighed gaves der for disſe Fylkers Krigere til at faa deres Kamplyſt tilfredsſtillet i Hjemmet. Vi have ſeet, hvorledes Halfdan Svarte forenede Størſtedelen af det nuværende Øſtland til et eneſte Rige. Den førſte umiddelbare Følge heraf maatte være den, at Krigerne paa Hadeland ej længer havde Tilladelſe til at kunne herje paa Raumarike; at en Høvding paa Follo ej kunde løbe ind til Skiringsſal og rane Kvæg, uden at gjøre ſig ſkyldig i Fredsbrud og derved paadrage ſig Fredløshed. Krigshøvdingerne bleve derved mere og mere henviſte paa fjernere Egne og fremmede Lande ſom dem, hvor de ſkulde udføre deres Bedrifter, og efterhaanden maatte der vel og opſtaa et ſtørre og ſtørre Antal af Fredløſe, der ej havde villet erkjende den nye Tingenes Orden, og ſom derfor heller ikke havde noget blivende Sted i Fædrelandet, ja ikke engang havde noget Hjem, førend de ved Vaabenmagt havde vundet ſig et ſaadant. Ikke maa man heller tænke ſig alle dem, der deeltoge i Vikingetog til fremmede Lande, ſom engang for alle tabte for Hjemmet. Mange nedſatte ſig viſtnok udenlands, men det ſædvanlige var dog, at den enkelte Kriger kun i visſe Aar laa ude

  1. Olaf den Helliges Saga Cap. 79.