Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/481

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
453
Vikingetogenes Charakteer.

fik Tilladelſe til at blande ſig i Kampen[1]. Og efter en langvarig Kamp ſluttede begge Høvdinger ofte Fred og Forbund, og enedes om at fortſætte deres Tog tilſammen. Stundom ſtiftedes paa denne Maade endog det fortroligſte og meeſt opoffrende Venſkab, f. Ex. mellem Hjalmar og Orvar-Odd, og i en ſildigere, mindre fabelagtig Tidsalder mellem Ingemund den gamle og Sæmund den ſyderøiſke [2].

Den egentlige Aarſag og Anledning til Vikingetogene have vi allerede ovenfor nævnt, hvor der var Tale om den germaniſke Følge-Inſtitution og Kongenavnets Oprindelſe. Tacitus’s Ord, at det blandt Germanerne anſaaes ſom Tegn paa Dorſkhed og Ladhed, at erhverve ſig ved ſin Sved, hvad der kunde erhverves ved Blod, gjelder ogſaa før vore Forfædre. Men det var en nødvendig Følge af de nordiſke Landes ſæregne Beſkaffenhed og Nordboernes ſæregne Leveſkik, at de Krigsbedrifter, ſom i de øvrige germaniſke Lande udførtes til Lands, af vore Forfædre iſær udførtes til Søs. Og hvad enten de udførtes til Søs eller Lands, fulgte det af Befolkninningens Spredthed i Norden, at der her ikke ſaa hyppigt ſom i Tydſkland og Frankrige kunde ſamle ſig ſtørre Hærmasſer under een Mands Overanførſel, men at der dannede ſig mange mindre, af hinanden indbyrdes uafhængige Krigerhobe, der hver for ſig handlede paa egen Haand, og viſtnok ikke ſjælden formede ſig i ſtørre Flokke, dog med Iagttagelſe af fuldkomment Lighedsforhold mellem de enkelte Høvdinger. Derfor finde vi og i Norden en ſaadan Mængde af Konger uden Rige, hvis Underſaatter kun var deres Krigsfølge, og ſom kaldtes Hærkonger, eller, naar de iſær gjorde Søkrigen til deres Sysſel, Søkonger; eller Næskonger, naar de kun havde Tilhold paa et Næs eller en Udkant af Landet. Slige Hærkonger eller Søkonger omtales, ſom vi have ſeet, allerede fra de tidligſte Dage af vore Forfædres Tilhold i Norden. Men deres Bedrifter indſkrænkede ſig da kun til Nordens egne Kyſter og Øſterſøen, hvor de ej engang ſynes at have holdt ſig til Sydſiden, men alene til Danmarks og Sveriges Kyſter, og, naar det kom højt, at have fejlet forbi Gotland eller over Aalandshavet til Auſtrrike, der deels ſelv endnu anſaaes for en Deel af Svithjod i vidtløftig Forſtand[3], deels ogſaa var befolket af lettiſke og tſchudiſke Folk (Kurer, Liver, Eſter, Hæmer

  1. Ørvarodds S. Cap. 9.
  2. Ørvarodds S. Cap. 9, 10. Vatnsdøla S. Cap. 7.
  3. I Alfreds geographiſke Udſigt i hans Overſættelſe af Oroſius heder det udtrykkeligt (Barringtons udg. S. 2l): „Burgunderne (Bornholmsboerne) have veſtenfor ſig den ſamme Arm af Søen (Øſterſøen), Sviarne nordenfor; og Sarmaterne øſtenfor, … Sviarne have ſøndenfor ſig den ſamme Arm af Søen, øſtenfor ſig Sarmaterne, mod Nord hiinſides Ørken Kvænland, mod Nordveſt Skridefinnerne, og mod Veſt Nordmændene“. Altſaa regnedes Sviarne endnu ved 880 lige til Grændſen mod Sarmaterne.