fik Tilladelse til at blande sig i Kampen[1]. Og efter en langvarig Kamp sluttede begge Høvdinger ofte Fred og Forbund, og enedes om at fortsætte deres Tog tilsammen. Stundom stiftedes paa denne Maade endog det fortroligste og meest opoffrende Venskab, f. Ex. mellem Hjalmar og Orvar-Odd, og i en sildigere, mindre fabelagtig Tidsalder mellem Ingemund den gamle og Sæmund den syderøiske [2].
Den egentlige Aarsag og Anledning til Vikingetogene have vi allerede ovenfor nævnt, hvor der var Tale om den germaniske Følge-Institution og Kongenavnets Oprindelse. Tacitus’s Ord, at det blandt Germanerne ansaaes som Tegn paa Dorskhed og Ladhed, at erhverve sig ved sin Sved, hvad der kunde erhverves ved Blod, gjelder ogsaa før vore Forfædre. Men det var en nødvendig Følge af de nordiske Landes særegne Beskaffenhed og Nordboernes særegne Leveskik, at de Krigsbedrifter, som i de øvrige germaniske Lande udførtes til Lands, af vore Forfædre især udførtes til Søs. Og hvad enten de udførtes til Søs eller Lands, fulgte det af Befolkninningens Spredthed i Norden, at der her ikke saa hyppigt som i Tydskland og Frankrige kunde samle sig større Hærmasser under een Mands Overanførsel, men at der dannede sig mange mindre, af hinanden indbyrdes uafhængige Krigerhobe, der hver for sig handlede paa egen Haand, og vistnok ikke sjælden formede sig i større Flokke, dog med Iagttagelse af fuldkomment Lighedsforhold mellem de enkelte Høvdinger. Derfor finde vi og i Norden en saadan Mængde af Konger uden Rige, hvis Undersaatter kun var deres Krigsfølge, og som kaldtes Hærkonger, eller, naar de især gjorde Søkrigen til deres Syssel, Søkonger; eller Næskonger, naar de kun havde Tilhold paa et Næs eller en Udkant af Landet. Slige Hærkonger eller Søkonger omtales, som vi have seet, allerede fra de tidligste Dage af vore Forfædres Tilhold i Norden. Men deres Bedrifter indskrænkede sig da kun til Nordens egne Kyster og Østersøen, hvor de ej engang synes at have holdt sig til Sydsiden, men alene til Danmarks og Sveriges Kyster, og, naar det kom højt, at have fejlet forbi Gotland eller over Aalandshavet til Austrrike, der deels selv endnu ansaaes for en Deel af Svithjod i vidtløftig Forstand[3], deels ogsaa var befolket af lettiske og tschudiske Folk (Kurer, Liver, Ester, Hæmer
- ↑ Ørvarodds S. Cap. 9.
- ↑ Ørvarodds S. Cap. 9, 10. Vatnsdøla S. Cap. 7.
- ↑ I Alfreds geographiske Udsigt i hans Oversættelse af Orosius heder det udtrykkeligt (Barringtons udg. S. 2l): „Burgunderne (Bornholmsboerne) have vestenfor sig den samme Arm af Søen (Østersøen), Sviarne nordenfor; og Sarmaterne østenfor, … Sviarne have søndenfor sig den samme Arm af Søen, østenfor sig Sarmaterne, mod Nord hiinsides Ørken Kvænland, mod Nordvest Skridefinnerne, og mod Vest Nordmændene“. Altsaa regnedes Sviarne endnu ved 880 lige til Grændsen mod Sarmaterne.
