Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/480

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
452
Vikingetog.

paa ſaadan Svig og Troløshed, ſom den, der betegnede hine frankiſke Kongers Krige. Vore Sagaer have ikke efterladt os mange Beretninger om enkelte Krigeres Færd fra Vikingetidens førſte Periode, men deſto flere Oplysninger om Maaden, hvorpaa Vikingelivet i Almindelighed yttrede ſig; og disſe Oplysninger lægge nokſom for Dagen, at Vikingetogene i det Hele taget udførtes med en for hine Tider ſjælden og med Henſyn til Togenes Øiemed merkelig Ærlighed og Humanitet. Sandt er det, at man fra et mere civiliſeret Standpunkt paa en vis Maade kunde betragte det hele Vikingevæſen ſom et Brud paa Humaniteten. Men fra dette Standpunkt er man ej berettiget til at betragte det. Man maa engang for alle gaa ud fra, at Vikingefærdenes Retmæsſighed, Hæderlighed, ja endog Nødvendighed anſaaes ſom det Givne, hvorom det ej engang faldt Nogen ind at nære Tvivl eller anſtille Betragtninger. Det var egentlig den ſamme Grundanſkuelſe af Forholdene, der her gjorde ſig gjeldende, ſom den, der ſidenefter gjennem hele Middelalderen og langt ind i den nyere Tid blandt alle germaniſke eller med germaniſke Elementer blandede Nationer gjorde Krigerhaandverket til den hæderligſte og den fornemſte Samfundsklasſe nærmeſt tilhørende Sysſel.

Og juſt fordi Vikingefærden anſaaes for hæderlig, og det betragtedes ſom en Æresſag for den højbyrdige Yngling at have indlagt ſig Berømmelſe og ſamlet ſig Skatte paa Vikingetog, juſt derfor førtes disſe i Almindelighed paa en hæderlig Maade Vi have ovenfor (S.303) omtalt de Love, Kong Half og Halfsrekkerne havde vedtaget. Er det end muligt, ja endog ſandſynligt, at disſe Vedtægter tilhøre den ſenere romantiſke Udſmykning af Sagnet, viſe de dog, hvilken Aand der i Almindelighed var raadende hos de bedre af Vikingerne. Ej alene røber Beſtemmelſen om Sverdets Korthed en ridderlig Kjækhed og Modbydelighed for at ſkaffe ſig nogen uærlig Fordeel ligeover for Fienden; men Forbudet mod at hærtage Kvinder eller Børn røber endog en beſtemt Stræben efter Humanitet. I Orvarodds Saga fortælles endog, umiskjendeligt efter gamle Sagn, at Hjalmar den hugſtore ved at ſlutte Staldbroderſkab med Odd opſtillede ſom Betingelſe, at denne ſkulde følge hans Vikingelove, blandt hvilke den Beſtemmelſe forekom, at man aldrig ſkulde ſpiſe raat Kjød, aldrig plyndre Kjøbmænd eller Bønder, uden forſaavidt man i yderſte Nød trængte til Strandhugg, aldrig at plyndre eller mishandle Kvinder. Og troværdige Beretninger øm enkelte Vikingers Tog, ſom ere os levnede, og ſom vi i det følgende komme til at meddele hver paa ſit Sted, viſe ogſaa, at det førſt og fremſt var den ridderlige Vikings Opgave at opſøge andre Vikinger for at maale ſig med dem. Der gives Exempler paa, at ved ſlig Kamp den af Parterne, ſom havde Overmagten af Folk eller Skibe, undlod at benytte ſig deraf, men kun brugte ſaa ſtor en Styrke, ſom ſvarede til Modſtanderens, medens den øvrige Deel ej