Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/479

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
451
Vikingetogenes Charakteer.

nær ved at gjøre ſig til Herrer der, da Olaf hvile atter oprettede Nordmændenes Herredømme.

11. Vikingetogenes Charakteer og Oprindelſe.


Vi have nu betragtet hvad man kunde kalde den førſte eller foreløbige Akt af Nordboernes Krigs- og Erobrings-Foretagender i Veſten. De kjendes kun gjennem de fremmede Skribenters Beretninger. Vore egne Oldſkrifter vide lidet eller intet at fortælle om dem. Man maa ſaaledes altid have for Øje, at Beſkrivelſerne over de Gruſomheder og Afſkyligheder, Nordboerne ſkulle have begaaet paa disſe Tog, hidrøre fra deres Modſtandere, ſom derfor neppe engang vare iſtand til at ſkildre disſe Begivenheder med den tilbørlige Upartiſkhed. Krigførſelen var paa hiin Tid i det Hele taget gruſom. Vore Sagaer meddele os ſelv flere Exempler paa hvad vi vilde kalde gruſomme Skikke. Den Vikingeſkik er f. Ex. allerede i Anledning af Fridthjofs Hiſtorie nævnt, at hænde Smaabørn, det vil ſige kaſte dem op i Luften, og opfange dem paa Spydoddene. Det fortælles endog udtrykkeligt om en Viking, ved Navn Ølver, der levede i førſte Halvdeel af det 9de Aarhundrede, at han fik Øgenavnet „Barnakarl“, fordi han ikke vilde følge denne Skik[1]. Der fortælles ligeledes, at den ſejrrige Viking enten lod ſin Modſtander hænge, eller, ſom det beder, riſtede en Blodørn paa hans Ryg, det vil ſige, flækkede Ribbenene fra Rygraden og drog Lungerne ud. Men det maa vel merkes, at disſe Gruſomheder, at ſlutte efter den Maade, hvorpaa de i Sagaerne omtales, ſnarere kunne ſiges at have udgjort en Deel af Vikingernes religiøſe Ceremonier, end at være udſprungne af nogen egentlig Grumhed i Sindelaget eller Nationalcharakteren[2]. Sammenligne vi hine hedenſke Vikingers Færd med den Maade, paa hvilken andre til Chriſtendommen omvendte germaniſke Nationer i Middelalderens førſte Aarhundreder plejede at føre Krig, da falder Sammenligningen endog ubetinget ud til hine hedenſke Nordboers Fordeel. Man vil ſaaledes forgjæves i Nordens Krigshiſtorie, Vikingetogene iberegnede, finde Exempler paa en ſaa udtænkt Grumhed og umættelig Blodtørſt, ſom den, der ved de merovingiſke Kongers indbyrdes Stridigheder udgjorde det Sædvansmæsſige og Charakteriſtiſke. Og end vanſkeligere vil man finde Exempler

  1. Landnáma V. II. Ølver var en Sønneſøn af Snjall Vatnarsſøn, ſe ovf. S. 298, jvf. Isl. Sögur I. p. 327.
  2. Man maa anſee ſlige ſæregne Aflivelſesmaader for Offringer til Guderne for Sejren, jvfr. S. 211, og Keyſer, om Nordmændenes Religionsforfatning S. 103. Ogſaa Villjam af Jumiéges fortæller, umiskjendeligt efter nordiſke, men overdrevne Sagn, at Vikingerne offrede Menneſkeblod til deres Gud Thor, I. II. Cap. 5; Duchêne rer. Norm. scr. p. 218.