Hedningerne. Og dog kunde de det følgende Aar atter holde sig Vinteren over i Landet, denne Gang saa nær London som paa Sceapigg[1]. I Aaret 860 kom en ny Flaade, hvis Besætning angreb og stormede Wintanecaster (Winchester)[2], upaatvivlelig den samme Flaade, der under Velands Anførsel havde haft sit Leje i Floden Somme i Frankrige, og som efter de frankiske Annalisters Beretning gjorde et uheldigt Tog over til England. Ifølge de angelsaxiske Annaler bleve de slagne af Indbyggerne i Hamtunskire (Hampshire) og Bearrucskire (Berkshire), anførte af deres Aldermænd Osric og Ædhelwulf. Det synes derimod at have været den tidligere omtalte Vikingeafdeling paa Tenet og Sceapigg, hvortil der sigtes, naar det heder at Hedningehæren 864–65 holdt sig paa Tenet, og tilsagde Kentvarerne Fred imod en vis Pengesum, men desuagtet en Nat uventet brød op og herjede hele den østlige Deel af Kent.
Naar man læser om den store Flaade af 350 Skibe, der i Aaret 851 kom til England, og tillige af de irske Annaler erfarer, at det Hovedangreb, hvorved Olaf, Ivar og Sigtrygg oprettede faste Riger paa Irland, skede i 852 eller 853, kan man ikke andet end finde det heel sandsynligt, at vi her have een og samme Vikingehærs Bedrifter for os; at nemlig Olaf hvite, efter at have forsøgt sin Lykke paa den engelske Kyst, endelig er dragen til Irland, hvor det er lykkets ham at vinde blivende Fodfæste. Dette er ikke den eneste Lejlighed, ved hvilken vi kunne forfølge en enkelt Vikingehærs Bedrifter i forskjellige Lande. Velands Tog fra Somme til England og tilbage igjen er forhen omtalt. Og i Aaret 863 omtales et Angreb paa Orleans under Anførsel af en vis Baard (Baretus)[3], som femten eller sexten Aar senere blev dræbt paa Irland, og ved denne Lejlighed kaldes „Nordmændenes store Anfører“[4]. Alt dette bestyrker, hvad der ovenfor er yttret, at de Angreb, der fandt Sted paa England for de saakaldte Lodbrokssønners Tid, mere skede ligesom i Forbigaaende, og for en stor Deel af Nordmænd, og at Vikingetogene til England ikke antoge nogen ret alvorlig og i Landets indre Forhold indgribende Charakteer, førend disse Lodbrokssønner viste sig i Spidsen for Danerne, der nu blev den egentlige herskende af de nordiske Nationer i England, medens Nordmændene fornemmelig holdt sig til Irland, de vestlige Øer, Nordskotland og Nordfrankrige. Danernes overlegne Fremtræden paa Britannien maa saaledes henføres til Begyndelsen af det 9de Aarhundredes anden Halvdeel. Paa den Tid viste de sig ogsaa, som vi have seet, allerførst paa Irland, og vare
