Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/478

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
450
Vikingetog.

Hedningerne. Og dog kunde de det følgende Aar atter holde ſig Vinteren over i Landet, denne Gang ſaa nær London ſom paa Sceapigg[1]. I Aaret 860 kom en ny Flaade, hvis Beſætning angreb og ſtormede Wintanecaſter (Wincheſter)[2], upaatvivlelig den ſamme Flaade, der under Velands Anførſel havde haft ſit Leje i Floden Somme i Frankrige, og ſom efter de frankiſke Annaliſters Beretning gjorde et uheldigt Tog over til England. Ifølge de angelſaxiſke Annaler bleve de ſlagne af Indbyggerne i Hamtunſkire (Hampſhire) og Bearrucſkire (Berkſhire), anførte af deres Aldermænd Osric og Ædhelwulf. Det ſynes derimod at have været den tidligere omtalte Vikingeafdeling paa Tenet og Sceapigg, hvortil der ſigtes, naar det heder at Hedningehæren 864—65 holdt ſig paa Tenet, og tilſagde Kentvarerne Fred imod en vis Pengeſum, men desuagtet en Nat uventet brød op og herjede hele den øſtlige Deel af Kent.

Naar man læſer om den ſtore Flaade af 350 Skibe, der i Aaret 851 kom til England, og tillige af de irſke Annaler erfarer, at det Hovedangreb, hvorved Olaf, Ivar og Sigtrygg oprettede faſte Riger paa Irland, ſkede i 852 eller 853, kan man ikke andet end finde det heel ſandſynligt, at vi her have een og ſamme Vikingehærs Bedrifter for os; at nemlig Olaf hvite, efter at have forſøgt ſin Lykke paa den engelſke Kyſt, endelig er dragen til Irland, hvor det er lykkets ham at vinde blivende Fodfæſte. Dette er ikke den eneſte Lejlighed, ved hvilken vi kunne forfølge en enkelt Vikingehærs Bedrifter i forſkjellige Lande. Velands Tog fra Somme til England og tilbage igjen er forhen omtalt. Og i Aaret 863 omtales et Angreb paa Orleans under Anførſel af en vis Baard (Baretus)[3], ſom femten eller ſexten Aar ſenere blev dræbt paa Irland, og ved denne Lejlighed kaldes „Nordmændenes ſtore Anfører“[4]. Alt dette beſtyrker, hvad der ovenfor er yttret, at de Angreb, der fandt Sted paa England for de ſaakaldte Lodbroksſønners Tid, mere ſkede ligeſom i Forbigaaende, og for en ſtor Deel af Nordmænd, og at Vikingetogene til England ikke antoge nogen ret alvorlig og i Landets indre Forhold indgribende Charakteer, førend disſe Lodbroksſønner viſte ſig i Spidſen for Danerne, der nu blev den egentlige herſkende af de nordiſke Nationer i England, medens Nordmændene fornemmelig holdt ſig til Irland, de veſtlige Øer, Nordſkotland og Nordfrankrige. Danernes overlegne Fremtræden paa Britannien maa ſaaledes henføres til Begyndelſen af det 9de Aarhundredes anden Halvdeel. Paa den Tid viſte de ſig ogſaa, ſom vi have ſeet, allerførſt paa Irland, og vare

  1. Sammeſteds p. 348.
  2. Sammeſteds p. 349.
  3. Adrevald, hos Mabillon, Act. Stt. Ben. II. p. 388.
  4. Ulſter-Annalerne, hos O’Connor IV. p. 235.